For 12.000 år siden sluttede den seneste istid. Da den kilometertykke gletsjer, der dækkede Danmark under istiden, trak sig tilbage, begyndte undergrunden at røre på sig.
Undergrunden under Sønderjylland havde i flere tusind år været trykket ned og skubbet ud til siderne af isens vægt og kunne nu pludselig bevæge sig igen.
Det ledte til uro og jordskælv i undergrunden, og mens den fandt på plads igen, blev jordoverfladen skubbet op nogle steder, mens den sank ind andre steder.
Derfor ser det sønderjyske landskab ud, som det gør i dag, konkludere danske forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i et nyt studie.
»Førhen troede vi, at hullerne i det sønderjyske landskab var skabt af store isblokke, som blev efterladt på heden, da isen trak sig tilbage. Men med nye laserscanninger af landskabet kan vi se, at landskabet faktisk følger de underliggende tektoniske strukturer. Det får os til at konkludere, at landskabet bevægede sig, i takt med at den dybe tektoniske struktur rørte på sig. Det har sandsynligvis skabt jordskælv af en vis størrelsesorden i regionen,« siger seniorrådgiver og geolog Peter Sandersen fra GEUS.
Det nye forskningsresultat er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Boreas.
Kollega: Spændende studie
Nicolaj Krogh Larsen er lektor og geolog ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet. Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og synes, at studiet er interessant:
»Det er et spændende studie, som kommer med en plausibel forklaring på, hvorfor landskabet i Sønderjylland ser ud, som det gør. Det er heller ikke første gang, at forskere prøver at forklare landskabet i Danmark ved en kombination af reaktivering af dybe strukturer i undergrunden og istidsprocesser.«
Danmark var dækket af is
Inden vi fortsætter med det nye forskningsresultat, runder vi lige, hvordan den forgangne istid skabte det danske landskab.
For mere end 18.000 år siden var Danmark dækket af kilometertyk gletsjeris, der rakte helt ned til Sønderjylland.
Gletsjeren høvlede med sine bevægelser ned gennem Danmark store dele af jordlaget af landskabet nogle steder og deponerede det andre steder. Disse deponeringer blev til bakker i landskabet, blandt andet til Mols Bjerge.
Foran gletsjerens front blev sten og grus aflejret. Stenmaterialet blev taget med smeltevand fra inde i gletsjeren og deponeret ved fronten. Over årene blev det til rigtig meget af slagsen, som dannede sletter, der hældte væk fra gletsjerens front.
I eksempelvis Sønderjylland stod gletsjerens front øst for Tinglev.
Det betyder, at landskabet øst for fronten i dag er præget af bakker, mens landskabet vest for fronten er en stor hedeslette, der hælder nedad mod vest.
Uforklarlig hedeslette
Netop denne hedeslette ved Tinglev og Løgumkloster er dog uregelmæssig på en måde, der ikke harmonerer med den plane flade, som smeltevandsaflejringerne burde have skabt vest for fronten.
Nogle steder i hedesletten er der store huller, som med tiden er blevet til søer og moser, mens der andre steder i hedesletten er skabt forhøjninger i form af bakker.
Hidtil har forskere forklaret disse uregelmæssigheder med, at store isblokke blev efterladt i landskabet, da isen trak sig tilbage. Disse isblokke blev dækket af sten og grus, og da isen smeltede, blev der dannet huller i smeltevandssletten.
»Problemet har dog været, at disse huller og bakker har været for regelmæssige i deres form til at kunne blive forklaret af efterladt is på smeltevandssletten. Desuden er nogle af hullerne i kilometerstørrelse, blandt andet Tinglev Sø. Landskabet er også præget af flader, der hælder i alle mulige retninger, hvilket ikke harmonerer med teorierne omkring afsmeltning af efterladt is,« siger Peter Sandersen.
Huller skabt af bevægelser i undergrunden
Og så vender vi tilbage til det nye forskningsresultat.
Da gletsjeren trak sig tilbage, forsvandt det enorme tryk på undergrunden, som vægten af isen skabte.
Dette tryk havde i flere tusinde år skubbet undergrunden ned og væk fra den fremrykkende gletsjer.
Da gletsjeren forsvandt igen, kunne undergrunden bevæge sig tilbage på plads og frigav samtidig enorme mængder energi, der fik landskabet til at hoppe og danse, mens nogle områder blev skubbet op og andre trykket ned.
»Vi kan se, at det er gået hurtigt, for åerne på denne sameltevandsslette havde ikke tid til at reagere på ændringerne og skære sig igennem mange af de forhindringer, der blev sat op foran dem. I stedet kan vi i dag se, at åerne har søgt uden om forhindringerne,« siger Peter Sandersen.
Syd for Løgumkloster er fænomenet særdeles tydeligt (se illustration). Her har en højderyg i undergrunden løftet landskabet og skabt en langstrakt bakke på sletten. Denne bakke blokerede pludselig for vandløbene, der måtte samle sig til en større å, før den var den var stærk nok til at skære sig igennem den opståede forhindring.
Ikke endegyldigt bevist
Nicolaj Krogh Larsen fortæller, at flere forskere kigger på netop sammenhængen mellem jordoverfladen og strukturer dybt i Jorden.
Han mener dog ikke, at sammenhængen er slået helt fast endnu.
Problemet er ifølge Nicolaj Krogh Larsen, at forskerne kigger på de dybe lag hundrede meter i jorden og de øverste 10 til 30 meter i jordoverfladen.
Ifølge Nicolaj Krogh Larsen mangler han at se, hvad der foregår mellem det øverste jordlag og de meget dybe strukturer.
»Jeg føler ikke, at man her har ’the smoking gun’, og at det nu er endegyldigt bevist, at reaktivering af dybe strukturer i undergrunden spiller en væsentlig rolle i landskabets dannelse i Sønderjylland. Hertil skal man have flere observationer, men dette studie er helt sikkert et skridt på vejen,« siger Nicolaj Krog Larsen.
Brugt laserscanninger af landskabet
I det nye studie har forskerne benyttet sig af laserscanninger til at få et fuldstændigt og præcist overblik over landskabets strukturer.
Laserscanningerne er målt med en såkaldt LIDAR-radar (Light Detection And Ranging) fra en flyvemaskine.
Scanningerne har forskerne sammenlignet med dybdescanninger af undergrunden, og her kunne de se, at overfladestrukturerne matcher strukturerne i undergrunden.
»Det er ny teknik, som kan hjælpe os med at komme med nogle bud på, hvordan det danske landskab blev skabt,« siger Peter Sandersen.
Grundvandet er mere sårbart
Peter Sandersen mener også, at det nye resultat kan bruges i forbindelse med sårbarhedsvurderinger af grundvandet.
Det nye resultat viser, at strukturer i undergrunden kan gå helt op til jordoverfladen. Dermed kan væske også sive hele vejen ned gennem brudlinjerne.
Det vil sige, at der langs med brudlinjerne potentielt er en fare for, at forurening kan trænge meget hurtigt ned i grundvandet.
»Vores forskning viser, at undergrunden nogle steder er brudt i stykker, og det kan betyde, at grundvandet sådanne steder ikke er så godt beskyttet over for nedsivning fra overfladen, som man umiddelbart skulle tro,« siger Peter Sandersen.
