Har der eller har der ikke boet neandertalere i, hvad der i dag er Danmark?
Et spørgsmål, der i årevis optaget videnskabsfolk, og masser af teorier florerer om, hvorfor eller hvorfor de ikke kunne have været her.
Et af argumenterne fra skeptikernes side har været, at Skandinavien simpelthen var for koldt til, at neandertalerne kunne have haft bosættelser her.
Men ny dansk forskning viser, at det kolde vejr i hvert fald ikke har været en undskyldning for, at neandertalerne holdt sig væk.
Trine Kellberg Nielsen, der er ph.d.-studerende i forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet, har brugt klimamodeller til at beregne klimaet, hvor neandertalere har boet, og hvor de også kan have boet.
Resultatet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Quaternary International, hvor teorierne for og imod, at neandertalere kan have boet nord for den 55. breddegrad, diskuteres.
Neandertalere kan sagtens have boet her
»Det nye er, at vi har brugt avancerede udbredelsesmodeller, som kan bruges til at se historisk udbredelse af dyre- og plantearter til at beregne, hvor neandertalere kan have bosat sig. Ud fra kendte lokaliteter, hvor der er fundet spor efter neandertalere, er det muligt ud fra modellen at beregne, hvilke forhold de levede under,« fortæller Trine Kellberg Nielsen.
Forfatterne bag artiklen har specifikt kigget på en periode for cirka 120.000 år siden.
»Vi kan se ud fra de steder, hvor de har boet, at de ud fra et klimamæssigt synspunkt sagtens kan have boet i det sydlige Skandinavien i en mellemistid. Der er ingen klimamæssig grænse i det sydlige Jylland,« fastslår Trine Kellberg Nielsen.
Hun nævner straks selv, at der så kan have været andre fysiske grænser, der gjorde det umuligt for neandertalere at vandre ind i Norden.
»I en mellemistid, hvor temperaturen har været højere, har vandstanden også været det. Og der er stærke antydninger af, at Østersøen og Nordsøen har været forbundet af vand hen over det sydligste Jylland. Så der kan have været et hav, som neandertalerne ikke har kunnet krydse,« siger Trine Kellberg.
Neandertalerne var fleksible og tilpasningsdygtige
Der er aldrig fundet rester, der dokumenterer, at der har været neandertalere i Skandinavien, men det betyder ikke, at de ikke har været her, siger Trine Kellberg.
»Det bringer liv i debatten om, hvorvidt der har været neandertalere i Danmark.«
Ole Bennike, seniorforsker på GEUS
»Der har boet neandertalere i varmere perioder under istider i Nordtyskland. Der er også nogle lokaliteter i Slesvig-Holsten syd for den danske grænse, hvor der er nogle mulige fund, som teknisk set kunne stamme fra neandertalere,« siger Trine Kellberg Nielsen.
»Neandertalernes udbredelse er meget langvarig. Bredt set kan man sige, at de overlevede 200.000 til 300.000 år, og man bliver nødt til at sige, at der var stor forskel på de perioder. Det arkæologiske materiale, vi har, viser at de var enormt fleksible og tilpasningsdygtige. Vi finder dem i mange slags omgivelser,« mener Trine Kellberg Nielsen.
»Man kan ikke afvise, at der har været neandertalere i Danmark. Jeg siger hverken, at de har været der eller ikke været der, kun at det ikke kan udelukkes og slet ikke på grund af klimaet. Jeg vil gerne diskutere, om argumenterne for og imod er grundigt nok underbyggede,« siger Trine Kellberg Nielsen.
Liv i debatten om neandertalere
Ole Bennike er seniorforsker i Afdeling for Maringeologi under De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), og han synes, at Trine Kellbergs brug af udbredelsesmodeller er spændende.
Han fortæller, at der er flere tegn på, at klimaet ikke var synderligt barskere i Danmark end de steder, hvor der er fundet spor efter neandertalere i den seneste mellemistid.
»Det bringer liv i debatten om, hvorvidt der har været neandertalere i Danmark. Klimamæssigt er der ikke noget til hinder for det. Selvfølgelig var der en anelse varmere syd på, men det var ikke meget. Der var varmere i Danmark end i dag. Det ved vi, fordi der er gjort fund af varmekrævende arter, herunder visse arter muslinger og snegle, som i dag kun lever syd for Danmark,« siger Ole Bennike.