Se billederne: 'Skjult verden' opdaget i Australien
En ekspedition til en isoleret og øde del af Australien har afsløret mindst tre nye dyrearter.

I en afsides og isoleret del af det nordlige Australien har to forskere opdaget ikke mindre end tre nye arter af hvirveldyr.

Sammen med et filmhold fra National Geographic drog forskerne tidligere i år af sted på en ekspedition til den barske Cape Melville bjergkæde på Cape York-halvøen i Australien, og det var her de gjorde deres opsigtsvækkende fund.

»Spidsen af Cape Melville er en skjult verden. At finde disse nye arter deroppe er en opdagelse for livet – jeg er stadig forbløffet over det,« siger den ene af forskerne, Conrad Hoskin, i en pressemeddelelse fra James Cook University i Australien.

De tre nyopdagede arter består af et guldfarvet firben, en bizar gekko-art og en klippe-elskende frø, men forskerne regner med, at der vil kunne afsløres »mange flere hemmeligheder ved fremtidige ekspeditioner« til det isolerede bjergområde.

Et stort set uudforsket område

Da forskerne skulle besøge Cape Melville, blev de fløjet med helikopter op til en højslette, som er omkranset af massive klippevægge og regnskov.

Der har tidligere været flere ekspeditioner ved foden af Cape Melville-bjergkæden, men ifølge James Cook University har højsletten hidtil været stort set uudforsket.

»At finde tre nye og tydeligvis forskellige hvirveldyr ville være overraskende selv i et område, der er dårligt udforsket såsom Papua Ny Guinea for slet ikke at tale om i Australien - et land, som vi tror, vi har udforsket ret godt,« siger Conrad Hoskin, som er post doc ved James Cook University.

Har levet isoleret i årtusinder

Conrad Hoskin har navngivet og beskrevet de tre nye dyrearter i det seneste nummer af det internationale tidsskrift Zootaxa. Han mener, at dyrene har levet isoleret i Cape Melville-området igennem årtusinder eller måske endda op mod millioner af år.

»De har været isoleret der i årtusinder og udviklet sig til forskellige arter i deres unikke klippefyldte miljø,« siger Conrad Hoskin i pressemeddelelsen fra James Cook University.

Udover de tre nyfundne arter opdagede forskerne også flere andre arter under ekspeditionen, som måske kan vise sig at være nye for videnskaben.

20 cm. lang gekko er unik

Højdepunktet blandt forskernes fund var dog gekkoen, som ifølge Conrad Hoskin var meget forskellig fra andre gekko-arter.

Det nyopdagede firben er aktivt om dagen og løber rundt omkring i sit klippefyldte leveområde og jagter insekter. Dyret er ifølge forskerne meget forskellig fra sine nærmeste slægtninge, som lever i regnskovene syd for Cape Melville. (Foto: Foto: Conrad Hoskin, James Cook University)

Dermed har han givet gekkoen navnet Saltuarius eximius, idet navnet kan oversættes til ‘exceptionel’ eller ‘ekstraordinær”.

Gekkoen er omkring 20 centimeter lang, og dyret gemmer sig i klipperne om dagen, mens det kommer frem om aftenen for at jage insekter og edderkopper i træer og på klippeområder. 

Udover gekkoen fandt forskerne også et guldfarvet firben, som har fået navnet Saproscincus saltus, og en frø som nu bærer navnet Cophixalus petrophilus. Ligesom gekkoen er de to dyrearter aldrig tidligere blevet beskrevet eller fundet andre steder end i Cape Melville.

Frøens leveområde begrænser sig ifølge James Cook University fuldstændig til klipperne ved Cape Melville, og navnet kan således oversættes til ’klippe-elsker’. Frøen gemmer sig dybt nede i områdets labyrinter af klipper, hvor der er koldt og fugtigt, og den kommer kun op til overfladen, når det regner.

Hoskin: Vi finder måske flere dyrearter

Ekspeditionen til Cape Melville varede kun fire dage, men ifølge den britiske avis The Daily Telegraph har forskerne planer om at vende tilbage til den skjulte højslette.

Conrad Hoskin siger til avisen, at han forventer at finde endnu flere dyrearter i det isolerede bjergrige, herunder måske nye fugle, krybdyr, planter og pattedyr.

»Hvis vi finder et pattedyr vil det være utroligt,« siger Conrad Hoskin til The Daily Telegraph.

Stadig en stor, ukendt verden at udforske

Udover Conrad Hoskin deltog forsker og fotograf Tim Laman også i ekspeditionen.

Han ser ekspeditionen som et bevis på, at der fortsat findes spændende og uudforskede områder på kloden.

»Der er stadig en stor verden derude at udforske,« siger Tim Laman, som er forsker ved det amerikanske Harvard University og fotograf ved National Geographic.