Mennesket slår sig ned, hvor der er gode muligheder for at finde noget at spise. I Grønland har det været på særligt gunstige steder langs kysten, hvor der var godt fiskeri og masser af sæler.
Grønlands kyster har en stor del af året været beskyttet af hav- og drivis, som er naturens eget kystværn og bølgebryder. Men nu er der mindre is, og den er der i kortere tid, samtidig med at flere og kraftigere storme øger nedbrydningen af kulturminderne. Andre steder risikerer knogler, ben og materialer af træ at blive ædt og nedbrudt af bakterier og svampe, når permafrosten i jorden begynder at tø.
Konsekvensen af erosion og tøende permafrost har fået Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i samarbejde med eksperter på området til at fokusere på disse problemer. Projektet har fået titlen ’Alle tiders mennesker’.
Kulturminder fra iniut kan forsvinde i havet
Pauline Knudsen, museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, er bekymret:
»Fagfolk, som besøgte den arkæologiske lokalitet Dødemandsbugten i Nordøstgrønland for fem år siden, fortalte, at 10 meter af kysten var ædt af havet i løbet af 80 år. Fortsætter erosionen, vil kulturminderne efter inuit i løbet af en overskuelig tid blive skyllet i havet.«
»Også nyere bygninger som f.eks. fangstmandshytter er faldet i havet, fordi kysten blev eroderet væk under dem. En anden trussel fra klimaændringerne er optøningen af permanent frosne møddinger. Hvis disse tør op – hvor hurtigt vil det gå? Snakker vi om fem år eller 500 år? Det er den slags bekymringer, der ligger til grund for projektet.«
En overvældende stor kulturarv
I de senere år er man blevet mere opmærksom på, at der også skal være nogle kulturminder tilbage for eftertiden og for nye undersøgelsesmetoder, som uundgåeligt vil opstå. Det er meningen, at projektet skal skabe et overblik over, hvad der er truet, og hvor meget der skal dokumenteres, før det forsvinder. Ligeså hvilke lokaliteter man ønsker at overvåge, og eventuelt om der skal gøres noget for at modvirke nedbrydningen af særlige kulturminder.
Nu kaster Pauline Knudsen og kollegaer sig ikke ud i at undersøge alle 6.000 fortidsminder – det vil være uoverkommeligt. Men en spæd start er taget med et forprojekt ved Nuuk i sommer, hvor forskerne har testet metoder, som gerne skulle give nogle svar på, hvordan klimaforandringerne påvirker fortidsminderne.
Og undervejs fik de sig nogle anstrengende overraskelser.
Godt at sidde i et hul sammen
Forprojektet er tænkt som optakt til en større ansøgning, og om baggrunden for feltarbejdet fortæller ph.d.-studerende Christian Koch Madsen:
»Jeg gik på jagt i arkivet og fandt nogle udgravningsrapporter, hvor der i 1930’erne og 1980’erne var konstateret permafrost med fantastiske bevaringsforhold. Så havde vi jo noget at holde vores nye undersøgelser op imod. Dengang dækkede arkæologerne ikke udgravningshullerne til igen.«
»Vi gravede i møddingerne for at se, om der stadig var permafrost, hvor der havde været det tidligere. Ét sted lavede vi en mindre udgravning for at se, hvad der ville ske, hvis vi gik en meter ind i profilen for at få noget knoglemateriale ud til dateringer. Et andet sted blev der taget prøver ud til DNA-analyser. På den måde fik vi også forskningspotentialet med i vores undersøgelser.«
Holdet bestod af en broget skare videnskabsfolk – flere arkæologer, en naturgeograf, en DNA-forsker, en kemiker og pollenanalytiker. Om nytten af det tværfaglige siger kemikeren Henning Matthiesen fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling:
»Når vi sidder nede i udgravningshullet, lægger vi som fagfolk mærke til forskellige ting. Det var f.eks. godt at få forklaret, hvad arkæologerne kan tolke i et snit ned gennem en mødding, for vi er nødt til at udvikle en fælles terminologi og finde et fælles fodslag.«
Nedløbende vand gav en overraskelse
Én ting er at sidde i sit lune kontor og forestille sig, hvordan tingene skal foregå ude i felten. Noget andet er at stå med støvlerne i mudderet og pludselig opdage, at ens forestilling ikke holder.
Henning Matthiesen forklarer:
»Vi havde tænkt meget på, at havniveaustigninger og kysterosioner ville være slemme til at æde af kysten. På nogle lokaliteter viste det sig dog, at vandet nedefra ikke var det store problem. Det var vandet bagfra til gengæld. Når vandet løber ned langs klinterne, løber det under møddingerne og udvasker dem, og de risikerer at falde sammen. Det havde vi ikke lige set hjemmefra.«
Det var ikke kun vandet, der overraskede. Henning Matthiesen fortæller om en tur i ’skoven’:
Pilekrat kan gemme på skrækscenarie
»På fotos fra 1980’erne ser man, at pilekrat bare er nogle små krybende buske. I dag er pilekrattet to meter højt og har nogle steder en forkærlighed for ruiner, hvor dets rødder kan være ret destruktive.«
»Det havde vi heller ikke lige tænkt over. Vi havde ikke forestillet os, at vi på det nærmeste skulle kæmpe os gennem krattet, hvilket bestemt ikke blev gjort nemmere af al vores udrustning. Ud over at være et praktisk problem, så ligger der også et skrækscenarie gemt i pilekrattet.«
Christian Koch Madsen forklarer:
»Vi frygter, at problemet med krattet med de stigende temperaturer vil flytte nordpå. Her vil det ødelægge de faste strukturer og kun efterlade sporene af træ og knogler. Så det er lidt af et kapløb med tiden.«
