Forsker: PCB kan udrydde spækhuggeren i Europa

I 1986 blev al brug af miljøgiften PCB forbudt. Man fandt ud af, at kemikaliet, som langt op i 1970’erne blev brugt i blandt andet kølevæske, maling og cement, muligvis kan være kræftfremkaldende og påvirke immunsystemet og fertiliteten hos både dyr og mennesker.

Nu viser et nyt europæisk metastudie, at naturen langt fra har glemt den 30 år gamle synder. Prøver viser, at 3 ud af 4 undersøgte hval- og delfinarter i Europa har ekstremt høje PCB-koncentrationer.

»PCB har en række giftige effekter og bliver optaget i blodbanen på dyrene længst oppe i fødekæden. Vi ser bestande af spækhuggere, som er blevet studeret i 10-12 år og ikke har fået én eneste kalv, så den race risikerer altså at uddø,« siger hovedforfatter Paul Jepson, som er forsker ved University of Oxford og leder af forskningsgruppen ‘Conservation Governance Laboratory‘.

Ifølge den danske professor Rune Dietz, som selv forsker i havpattedyr, er det nye studie uhyggelig læsning, selvom han ikke er overrasket over de høje tal:

»Det er jo skræmmende, at stoffer, man forbød for 30-40 år siden, stadig ligger i så høje koncentrationer. Studiet er grundigt udført, og jeg synes, det er et rigtig fint bidrag til en sindssygt vigtig problematik.«

PCB gives videre fra mor til barn gennem mælken

Der er flere årsager til, at PCB stadig findes i havmiljøerne, selvom stofferne ikke længere bliver brugt i industriel sammenhæng. En er, at de ophobes i dyrene over tid, og idet en spækhugger for eksempel kan blive op mod 100 år gammel, er der rigtig god tid at gøre godt med.

Derudover er PCB fedtopløselige stoffer, som gives videre i mælken fra en spækhuggermor, når hun dier sin kalv. I den sammenhæng kan moderen give op mod 90 procent af PCB’en i sit eget fedt videre til sin kalv, som så igen ophober mere og mere PCB livet igennem.

Det betyder, at PCB-niveauerne bør være lavere hos hunnerne end hos hannerne. Men det ser ikke ud til at være tilfældet i det nye studie, og det bekymrer Rune Dietz:

»Deres tal viser, at hunnerne nogle steder har højere PCB-koncentrationer end hannerne – normalt ligger de altid lavere, fordi de kommer af med en del af deres fedopløselige stoffer, når de dier deres kalve. Når de ligger højere end hannerne, så tyder det på, at de ikke reproducerer sig selv. Så er man oppe i det segment, hvor der er reproduktive skader, og det er skræmmende,« siger Rune Dietz, som arbejder ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Forsker: Reel risiko for, at spækhuggeren uddør

Det står ikke fuldstændig klart, hvorfor PCB påvirker forplantningsevnen, men stofferne mistænkes blandt andet for at have en hormonlignende effekt, der på virker sædproduktionen. Ifølge forskerne bag det nye studie kan de reproduktive skader for nogle marine arter være så voldsomme, at der er en risiko for, at vi skal sige farvel til disse dyr inden længe.

»Især spækhuggere, men også øresvin (se faktaboks) reproducerer ikke mange steder, så der er en reel risiko for, at de vil uddø. Vi har ikke endeligt bevis for denne årsagssammenhæng, men der er en meget høj korrelation,« siger Paul Jepson.

Helt så langt vil Rune Dietz dog ikke gå. Han tror ikke på, at vi går en udryddelse i møde, men han er enig i, at der nok kan forventes et fald i nogle af de sydligste bestande.

»Spækhuggerne i Østgrønland, Island og Nordnorge yngler stadig, men man ved ikke meget om de enkelte bestandes størrelser,« siger Rune Dietz, som sammen med en gruppe kollegaer selv er ved at indhente data for spækhuggere og pukkelhvaler i Gryllefjord i Norge netop nu. Det er planen, at hans data på et senere tidspunkt skal kombineres med Paul Jepsons, så forskerne kan danne sig et endnu større overblik.

Forbrugerne skal ikke være bekymrede

Forskerne bag det nye studie har lavet et ‘meget grundigt stykke arbejde’, hvis man spørger professor og ledende overlæge Jens Peter Bonde på Bispebjerg Hospital, Københavns Universitet. Men idet studiet udelukkende koncentrerer sig om hvaler og delfiner, bør det ikke vække bekymring hos forbrugerne, mener han.

»Det er ikke noget, en dansk forbruger skal bekymre sig om, for man har jo vidst det her i mange år. Især på Færøerne, Grønland og Island har man været opmærksom på det længe, fordi PCB’en opkoncentreres i havpattedyr som hvaler, delfiner og sæler, som man spiser meget af på de kanter.«

Jens Peter Bonde forklarer, at forskerne endnu ikke kender til de fulde effekter af PCB-stoffer, men at det er noget, der arbejdes meget intenst med at blive klogere på.

»Der er indikationer på risiko for en bred vifte af sygdomme, lige fra kræftsygdomme til påvirkning af forplantningsevne og immunforsvaret. Flere mener også, at det kan påvirke vores metabolisme og føre til fedme og aborter. Men det er ting, vi frygter – det er stadig usikkert, hvor stort problemet er ved de koncentrationer, som den danske befolkning typisk er udsat for.«

Videnskab.dk har tidligere beskrevet studier, som antyder, at PCB i gravide mødre kan føre til overvægtige døtre, og at PCB i moderens blod er lige så skadelig for det ufødte barn, som hvis hun røg 10 smøger dagligt under graviditeten.

Bliv bare ved med at spise fed fisk

Fordi PCB-stofferne er fedtopløselige, vil det typisk være i de fede fisk, at man finder de højeste niveauer. Det bør dog ikke få os til at stoppe med at sætte tænderne i eksempelvis laks og makrel af den grund, mener Jens Peter Bonde.

»Man holdt op med at fiske laks i Østersøen i en periode af samme grund, fordi man fandt alt for høje niveauer. Men så er man jo til gengæld begyndt at opdrætte dem i norske fjorde, hvor forureningen er meget mindre.«

Hos DTU Fødevareinstituttet mener man heller ikke, at det nye studie får implikationer for forbrugerne. I en mail til Videnskab.dk skriver instituttet, at der i Europa ikke er »et akut problem med de humane niveauer«, selvom blandt andet PCB stadig ligger på et niveau, hvor det »ville være ønskeligt med et lavere indhold.«

Stadig masser af PCB på land, som skal destrueres

I studiet har forskerne undersøgt PCB-niveauerne for fire arter: marsvin, øresvin, den stribede delfin og spækhuggere. I alt har de undersøgt koncentrationen i 1.081 hvaler og delfiner.

I tre af arterne var niveauerne højere, end hvad man anser for at være et ‘toksisk’ – altså giftigt – niveau, fortæller Paul Jepson, og hvad værre er; niveauet ser ud til at have stabiliseret sig. Der er altså ikke umiddelbart noget lys for enden af tunnelen.

Forskerne kunne også fastslå nogle særlige ‘hot spots’ for PCB-koncentrationerne, heriblandt den vestlige og centrale del af Middelhavet, den sydvestlige del af den Iberiske Halvø, Cádizbugten og Gibraltarstrædet.

»Vi fandt, at de gennemsnitlige niveauer var uforholdsmæssigt store og formentlig de højeste, som er målt nogle steder i verden,« siger Paul Jepson, som understreger, at det kræver politisk initiativ at få destrueret den resterende PCB, som stadig eksisterer på land, før den driver ud i havmiljøerne.

»Vi mener, at der stadig er omkring 1,1 millioner ton PCB i for eksempel gammelt industriudstyr og boligblokke, og man bør virkelig tage foranstaltninger for at få det destrueret på en sikker måde. Vi har via Stockholmkonventionen (se faktaboks) forpligtet os til løbende at bortskaffe stofferne, men det er både svært og dyrt,« siger han.

Rune Dietz er helt enig i, at hvis ikke der gøres noget aktivt for at ødelægge det resterende PCB, ender det i naturen. Han nævner som eksempel Farum Midtpunkt, som har PCB-holdige materialer i blandt andet fugemassen, der er brugt i byggeriet. (Læs mere i artiklen: ‘Forskere finder farlig miljøgift i Farumboliger‘)

»Man kan sige, at disse topprædatorer (rovdyr, red.) fungerer som tidlige alarmklokker for disse globale miljøproblemer. Der gøres et godt stykke arbejde via de internationale konventioner, men PCB har været brugt i mange lukkede systemer som kondensatorer og andre elektriske systemer ud over de tidlige begrænsninger for åben brug. Imidlertid slipper PCB på et tidspunkt ud af lukkede systemer, når disse ikke længere er i brug,« advarer han.