Når de europæiske ål har svømmet mange tusinde kilometer fra de europæiske kyster til Sargassohavet på den fjerne side af Atlanterhavet, deltager alle ål fra nord til syd i ét stort bunkebryllup.
En ål fra Island parrer sig derfor med lige så stor sandsynlighed med en ål fra Norge, Danmark, Frankrig eller Marokko som med en anden ål fra Island. Det afslører den hidtil mest omfattende genetiske analyse af ål, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Molecular Ecology.
Biologerne Thomas Damm Als fra DTU Aqua og Michael M. Hansen fra Biologisk Institut ved Aarhus Universitet har stået i spidsen for en forskergrupppe, som under Galathea 3-ekspeditionen blandt andet indsamlede unikke prøver af ålelarver i Sargassohavet.
Resultatet slår fast, at alle europæiske ål tilhører en og samme bestand.
»Det er højst usædvanligt, at individer af samme art, der lever så langt fra hinanden geografisk, som henholdsvis ål i Island og Marokko, ikke er genetisk forskellige eller tilpasset lokale temperatur- og miljøforhold,« siger Thomas Damm Als.
Til sammenligning er ørred og laks typisk genetisk forskellige fra vandløb til vandløb, selvom der kun er få kilometer imellem åerne. Forskerne bag undersøgelsen er nu i færd med at undersøge, hvorledes ålen er genetisk tilpasset til at leve under forhold, som spænder fra næsten arktiske til subtropiske temperaturer.
Ålen er kritisk truet
Den nye forståelse af ålens bestandsstruktur kan bruges direkte i forvaltningen af den stærkt truede ål.
Indvandringen af glasål (de små ål, som ankommer til kysterne efter 1-2 års rejse) er i dag kun to procent af, hvad den var i 1980.
Og ålen er på listen over truede arter hos den internationale organisation IUCN’s (International Union for Conservation of Nature). Her betegnes ålen som ’kritisk truet’, hvilket er trinnet umiddelbart før ’udryddet i naturen’.
Årsagen er både ødelagte levesteder for ålen i ferskvand og indførte sygdomme og parasitter. Men også overfiskeri spiller en rolle.
Resultaterne af denne undersøgelse understreger, at man kun kan redde ålen gennem et målrettet internationalt samarbejde om at sikre ålen gode levebetingelser.
»Når alle europæiske ål tilhører samme bestand, nytter det ikke kun at passe på ålen lokalt, for eksempel indenfor Danmarks grænser. Hvis ålen har dårlige vilkår i eksempelvis Danmark eller Spanien, har det en negativ indflydelse på den samlede bestand.«
»Og det betyder en mindre tilgang af nye glasål i hele udbredelsesområdet. Det er således gennem internationalt samarbejde, man skal redde ålen,« siger Michael Møller Hansen.
\ Kilder
- Thomas Damm Als’ DTUs hjemmeside
- Michael Møller Hansens profil på Aarhus Universitets hjemmeside
- Als TD, Hansen MM, Maes GE, Castonguay M, Riemann L, Aarestrup K, Munk P, Sparholt H, Hanel R, Bernatchez L (2011) All roads lead to home: panmixia of European eel in the Sargasso Sea. DOI: 10.1111/j.1365-294X.2011.05011.
\ Om undersøgelsen
Det er en stor udfordring at skaffe ål til genetiske analyser fra Sargassohavet, som er et af de fjerneste og mindst befærdede havområder i verden.
Galathea 3-ekspeditionen lagde imidlertid vejen forbi i foråret 2007, hvilket gjorde det muligt for danske forskere at indsamle i alt 271 larver af den europæiske ål på forskellige steder, som strakte sig over 600 kilometer fra øst til vest.
I den store undersøgelse indgik også 1010 glasål (de små ål, som ankommer til kysterne efter 1-2 års rejse), der blev indsamlet fra flodmundinger fra Island i nord til Marokko i syd. Ålelarvernes og glasålenes genetiske profil blevet kortlagt ved hjælp af microsatellit-DNA, en slags genetiske fingeraftryk.
Projektet om den europæiske åls bestandsstruktur er støttet økonomisk af Villumfonden, Elisabeth & Knud Petersens Fond, EU's 7. rammeprogram og Forskningsrådet for Natur og Univers.
\ En gammel gåde
Ålens gydevandring og gydebiologi er et klassisk biologisk mysterium, som allerede Aristoteles forsøgte at løse. Man skulle imidlertid helt frem til 1922 før den danske biolog Johannes Schmidt kunne påvise, at den europæiske ål vandrer mere end 5.000 kilometer fra kysterne af Europa og Nordafrika til Sargassohavet syd for Bermuda, hvor den gyder.
Ved at tælle antallet af ryghvirvler i ålelarver fra forskellige steder i Sargassohavet og i voksne ål fra hele udbredelsesområdet nåede han samtidig til den konklusion, at alle ål måtte tilhøre én og samme bestand.
Denne konklusion har imidlertid sidenhen været stærkt omdiskuteret, da antallet af ryghvirvler i fisk kan afspejle både arv og miljø. Nu giver moderne gen-teknologi Johannes Schmidt ret.
