Ugens podcast: Sundhedsstyrelsen vil lytte til danskernes HPV-bekymringer
Til foråret starter Sundhedsstyrelsen en ny informationskampagne om HPV-vaccine. I stedet for kun at informere på baggrund af evidensbaseret forskning, vil de lytte til borgernes bekymringer og spørgsmål. Hør mere i ugens podcast.
Podcast kryptomarkeder fødsler HPV vaccine Sundhedsstyrelsen illegal narko

I denne uges podcast har vi talt med Sundhedsstyrelsen, som erkender, at deres kampagner om HPV-vaccinen skal forbedres. Og så har vi undersøgt, om det mon er traumatisk for babyer at blive født. Et spørgsmål, forskerne faktisk ikke er helt enige om. (Shutterstock.com)

Videnskab.dk Podcast

I januar eksperimenterer Videnskab.dk med at lave podcasts.

Denne podcast er fjerde udgave af serien 'Ugen der gik på Videnskab.dk', hvor vi samler op på nogle af ugens historier.

Du kan høre vores podcasts på

Du kan høre de tidligere podcasts her:

Uge 3: Forskere bliver gjort til politiske modstandere

Uge 2: Teknologi har gjort det for let at udgive forskning

Uge 1: Kreativitet og farlig forskning

Debatten om HPV-vaccinen fortsætter.

I denne uge har Videnskab.dk skrevet om, at ny dansk forskning har vist, det er på tide at tilbyde vaccinen til drenge, og at det i øjeblikket kun er lægesønner, der bliver vaccineret.

Diskussionen om bivirkninger har gjort, at antallet af vaccinerede piger er faldet dramatisk, hvilket du kan læse om i vores artikel Drastisk fald i antal HPV-vaccinerede piger.

Sundhedsstyrelsen anerkender nu, at de ikke har været gode nok til at gå i dialog med de bekymrede borgere, der er utrygge ved vaccinen:

»I sagen om bivirkninger ved HPV-vaccinen, har vi på sædvanlig vis forklaret om vaccinens sikkerhed og effekt ud fra de videnskabelige paradigmer, vi bruger, men det modsvarer ikke altid de individuelle spørgsmål, folk kan sidde med,« siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.

Nye kampagner for HPV-vaccinen på vej 

I løbet af foråret skal Sundhedsstyrelsen gennemføre en informationskampagne om HPV-vaccine til homoseksuelle mænd. Bolette Søborg er ikke tvivl om, at Sundhedsstyrelsen skal gribe det anderledes an, end de har gjort tidligere:

»Når vi skal ud og anbefale HPV-vaccinen til for eksempel de homoseksuelle mænd, skal vi starte med at lytte til deres bekymringer og konkrete spørgsmål,« siger hun.

I dagens podcast kan du høre mere om Sundhedsstyrelsens kommunikations-kvaler og om styrelsens syn på HPV-vaccine til drenge.

Det er nemt at købe stoffer på nettet

Dagens podcast har også set nærmere på en lyssky del af internettet, det såkaldte 'mørkenet' eller 'Dark Web', hvorfra der bliver solgt illegale stoffer.

Stofferne bliver solgt på krypterede og anonymiserede markedspladser, kaldet kryptomarkeder.

Lektor Jakob Demant og sociolog Rasmus Munksgaard har sikret sig adgang til de ulovlige markedspladser, og de har opdaget, at kryptomarkederne er bygget op ligesom almindelige platforme som eBay, hvor man i stedet for at købe bøger køber illegale stoffer.

I dagens podcast kan du høre Jakob Demant og Rasmus Munksgaard fortælle om:

  • Hvor nemt det er at få adgang til kryptomarkederne
  • Hvordan man som forsker bærer sig ad med at indsamle data på krypterede hjemmesider
  • Og at der også bliver solgt stoffer på det almindelige internet

»Der er også salg af stoffer på den åbne del af internettet, som på for eksempel Facebook og Instagram, og der er ingen tvivl om, at salget på de platforme vil være stigende,« siger lektor Jakob Demant. 

Pludselig bliver man suget ud gennem en faldstamme

Man ligger i sin dejlige, varme seng, og pludselig bliver man suget ud gennem noget, der minder om en trang faldstamme. Man kæmper, man ved ikke, hvor man skal hen, man kan ikke trække vejret, og pludselig kommer man ud til en verden, man ikke vidste eksisterede.

Sådan kan en fødsel beskrives, hvis et voksent menneske skal forestille sig, hvad et spædbarn oplever, når det bliver født.

Men bliver spædbørn egentlig traumatiserede af at blive født? Det spørgsmål i vores læserbrevkasse, Spørg Videnskaben, har journalist Marie Barse kastet sig over at opklare. Få svaret sidst i podcasten.

Send gerne ris og ros og forslag til podcasten på mailadressen: journalist@videnskab.dk

Videnskab.dk's podcasts

Du kan lytte til ugens podcast i afspilleren i toppen af artiklen eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde Videnskab.dk's podcasts i iTunes og afspille dem med Apples egen podcast app.

Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundCloud eller BeyondPod.

Du kan høre podcasten på:

 iTunes   SoundCloud    RSS

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud