Er singler ulykkelige stakler, man skal have ondt af? Ensomme og utilfredse med tilværelsen som en anden Bridget Jones, der frygter at dø alene?
Nej, det er bare en fordom, hvis man skal tro australsk forskning i emnet. En undersøgelse udført af tre australske forskere fra Deakin University og University of Melbourne viser nemlig, at singler er akkurat lige så tilfredse eller utilfredse med tilværelsen som folk, der lever sammen med kvinden eller manden i deres liv.
Tre australske forskere fra Deakin University og University of Melbourne mente på forhånd, at det var en udpræget fordom, at singler var mere ensomme og utilfredse med tilværelsen end mennesker, der levede i faste parforhold.
De forsøgte at finde ud af, om den var korrekt ved at undersøge den gennemsnitlige grad af ensomhedsfølelse og utilfredshed med tilværelsen hos en stor gruppe voksne singler i alle aldre, og en endnu større gruppe voksne, der levede i længerevarende parforhold. De var også i alle aldre fra 20-75 år.
Der var 80 singler og 350 personer i parforhold, og der var nogenlunde lige mange mænd og kvinder i begge grupper. Alle 430 personer udfyldte et omfattende spørgeskema om deres daglige grad af ensomhedsfølelse og om deres tilfredshed med tilværelsen i det hele taget. Derudover blev de spurgt om, hvordan de havde det med deres nærmeste, og hvor meget de følte behov for hyppig og nær kontakt med andre samt endelig om, hvor meget de følte, at de til daglig fik opfyldt deres behov for menneskelig kontakt.
Det viste sig, at der ikke var den mindste forskel på singler og ikke-singler med hensyn til den samlede tilfredshed med tilværelsen. Denne undersøgelse tyder altså bestemt ikke på, at singler - hvad enten de er yngre eller ældre - er spor mere ulykkelige eller utilfredse med tilværelsen end de, der lever i faste parforhold. Der var næsten heller ikke nogen forskel i den daglige oplevelse af ensomhed i de to grupper. Selvom singlerne scorede en anelse højere end ikke-singlerne, var forskellen så lille, at det nemt kunne være opstået ved en tilfældighed.
Til gengæld var der en ganske tydelig og markant forskel på to andre områder. Singler mente i gennemsnit, at de havde et mindre 'behov for samvær' med andre mennesker i dagliglivet end de, der levede i parforhold, og singlerne var også i gennemsnit mere utilfredse med deres forhold til andre mennesker i dagliglivet.
Disse fund kan så forklare, at der ikke var nogen væsentlig forskel på de to grupper, når man så på spørgsmålet, om de følte sig tilfredse med deres grad af kontakt med andre i dagliglivet.
Når singler scorer på linje med ikke-singler på dette spørgsmål, selvom de som singler må formodes at have væsentlig mindre konstant menneskelig kontakt i privatlivet, er det sandsynligvis fordi, singlerne selv synes, at de har mindre behov for samvær med andre. Og at de også føler, at dette samvær kan være mere besværligt end ikke-singler gennemsnitlig synes.
Det kan så igen være med til at forklare, at singlerne trods alt hverken føler sig mere ensomme eller utilfredse med tilværelsen end de, der lever i parforhold - ifølge denne australske undersøgelse fra 2008.
Undersøgelsen er ganske ny, og der er noget, der tyder på, at tilværelsen som single har ændret sig meget i det sidste århundrede.
I de ældste undersøgelser af folk, der lever alene, er fra omkring 1950, og her fandt man gennemgående, at singler var mindre lykkelige og endda levede kortere end mennesker i parforhold, faktisk lige så kort som mennesker, der var blevet skilt senere i livet.
Men denne forskel mellem singler og mennesker i parforhold med hensyn til levetid, ses ikke nær så tydeligt i de nyeste undersøgelser over livslængden hos forskellige grupper af mennesker (dog har de fraskilte stadig en kortere forventet levetid).
Det kan dels være fordi, singler i ældre tider oftere var psykiske afvigere med lav psykisk trivsel - og at dette ikke gælder mere. Dels kan det være fordi, det er blevet meget mere 'normalt', dvs. anerkendt og respekteret at leve som single, end det var i gamle dage, hvor single-livet nok i højere grad var forbundet med fordomme, isolation og ensomhed.
I den udstrækning der stadig findes fordomme om singler som mere ensomme og utilfredse end andre, er det nok mere et levn fra tidligere tider end det afspejler nutidens realiteter for de, der har valgt at leve som single.
Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Artiklen har tidligere været bragt i Forskningsnyt fra Psykologi
Jeg kan slet ikke være uenig
Jeg kan slet ikke være uenig om noget af det Thomas Nielsen skriver om her...når jeg alligevel har valgt at kommentere , er det snarere fordi jeg er alt for enig.
Jeg var i parforhold indtil min kone døde i 2004,- 47,5 år blev det til , og kan se efterfølgende-at jeg var blevet rigtig godt forkælet...den første kartoffel skrællede jeg feks.først selv,da jeg var nødt til det.
Fødselsdage-Juleaftener-Højtider-osv.osv- ..blev hygget sammen med vore to familier , hvor klimax lå anden juledag med inviterede venner omkring et overdådigt bord ... Det var livet. ( 103 kg. Dengang) mod 86 kg. i dag.
Forandringen var enorm , -to trediele af vennerne forsvandt i al ubemærkethed,og hygge med familien holdt op med det samme...det siger jeg ikke for at beklage mig , men fordi , -sådan var det.
De to første juler alene var godt nok træls at komme igennem—og jeg havde smadder ondt af mig selv...det værste var at mit dårlige humør skinnede igennem,og gik ud over dem der forsøgte at trøste mig...det er ikke min skyld , at de stadig hænger ved.
En af dem foreslog at jeg købte en P.C. , han brugte et halvt år til at overtale mig , og heri er jeg ham stor tak skyldig fordi det lykkedes--(jeg er nemlig,ikke nem at overtale)...Men indlæget skal vel også finde sin afslutning , så jeg vil runde af med at sige—at selvom de to livsformer er helt forskellige ,så er der ingen forskel på” Ensomheden”fra det ene til det andet...Jeg husker at jeg engang stod på Markus-pladsen midt i Venedig...jeg rejser mig op efter bindingen af mit snørrebånd...Min kone, og hele rejseselskabet var der ikke mere...aldrig i mit liv har jeg følt ensomhed som jeg følte det der blandt tusinder af mennesker.
Nå.,det må vist være nok for i dag.
Venlig hilsen Willy.