Salget af de danskejede aktier i DONG til den amerikanske investeringsbank Goldmann Sachs blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for SF.
Tanken om, at SF skulle støtte et salg af statslige aktier til en superkapitalistisk amerikansk bank, som oven i købet bruger skattely, fik flere SF’ere til at ryge helt op i det røde felt. Eller tilbage i det røde felt, skulle man måske nærmere sige.
For SF har altid haft svært ved at balancere magten over for ideologien, fortæller to forskere. I SF’s tid i regering har partiet fået mere magt, men til gengæld er den røde ideologi gledet i baggrunden.
»Principperne i, at man sælger dele af DONG til nogle ‘frygteligt sorte kapitalister’, det ville blive virkelig smerteligt for partiet, hvis SF skulle være med til at tage denne her beslutning,« fortæller ekstern lektor i historie på Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, som har forsket i dansk politisk historie.
SF har forladt regeringen og skal nu finde ud af, hvad de så vil. Skal de være et parti lige som Enhedslisten, som har mindre politisk indflydelse, men til gengæld holder fast i ideologierne? Eller skal de fortsat søge maksimal indflydelse og til gengæld risikere at få nogle gevaldige kameler i den gale hals?
»Det er tydeligevis sværere for SF at tage upopulære politiske beslutninger, for det er et meget idealistisk parti. De har nogle smukke tanker, om hvordan samfundet skal se ud, men det bliver svært at gennemføre dem i praksis. Spørgsmålet er nu, skal de vende tilbage til det gamle fra før 2011,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Fra protestparti til regeringsparti
SF blev dannet i 1959. En gruppe DKP’ere med Axel Larsen i spidsen var utilfredse med kommunistpartiets stærke tilknytning til Sovjetunionen. Det blev starten på Socialistisk Folkeparti.
»Allerede i den tid er der den samme diskussion som nu, om hvorvidt partiet skal være meningsdannende og trække i venstreorienteret retning, eller om man skal være regeringsdygtigt parti. På den måde er forhistorien relativt analog til det, der er sket gennem de seneste par år,« fortæller professor i Statskundskab på Syddansk Universitet, Robert Klemmensen.
»Der er to fraktioner i partiet, som slås om, hvilken retning SF skal gå i. Skal man være mere protestparti, eller skal man være et regeringsparti,« siger han.
Magtfløj blev stærk gennem 1990’erne
Det er tydeligevis sværere for SF at tage upopulære politiske beslutninger, for det er et meget idealistisk parti.
Lars Hovbakke Sørensen, Københavns Universitet
Op gennem 1990’erne gik det rigtig dårlig for SF.
»Partiet havde en række dårlige valg og ikke særligt meget indflydelse. Frem til 1990’erne havde det ellers været sådan, at enten havde man holdt den ideologiske fane højt og fået mange stemmer, eller også havde man fået indflydelse. I 90’erne havde man ingen af delene,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Det betød, at den magtsøgende fløj i SF blev stærkere, hvilket førte til, at partiet i 2011 kom med i regering sammen med De Radikale og Socialdemokraterne.
»Det har selvfølgelig været en ‘bumpy road’. Man tager ikke et parti fra den ene dag til den anden og gør det til regeringsparti. Det har vist sig at være sværere for SF end andre partier at blive regeringsdygtigt,« vurderer Robert Klemmensen.
I modsætning til for eksempel De Radikale, som flere gange har dannet regering med både højre- og ventrefløjen, var det som om SF både mistede indflydelse og ideologi ved at være med i en regering.
Ideologisk SF i årene frem
Ifølge begge forskere vil vi nu med stor sandsynlighed se et SF, som holder sig uden for regering i en del år frem.
»De skal finde ud af, hvad de vil. Vil de have magt eller ideologi?« siger Robert Klemmensen.
Ifølge forskerne kan det være svært, om ikke umuligt, for at parti som SF at få begge dele. Fordi politik bygger på kompromiser, hvor man til tider er nødt til at sluge store kameler for at opnå indflydelse.
»Vi vil se en tilbagevenden til den gamle stil, hvor den ideologiske fane holdes højt. Der vil gå nogle år, inden SF forsøger at gå med i regering igen,« vurderer Lars Hovbakke Sørensen.
