Folketingsvalg er på mange måder blevet reduceret til persondueller mellem den siddende statsminister og oppositionslederen.
Ved seneste valg i 2011 stod kampen mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S). De mødtes i fire tv-transmitterede debatter med det håb at få de afgørende midtervælgerne, som ikke havde taget endeligt stilling, over på deres side.
Set i det lys er tv-duellerne blevet et afgørende element i demokratiet og placeringen af magten.
Men ved hver duel er en tredje person tilstede: ordstyreren. Den person, der sikrer, at debatten har mål, retning, fremdrift og kvalitet.
»Hvis den offentlige debat er vigtig for demokratiet, må ordstyreren i sagens natur være essentiel. Mange retoriske teoretikere kritiserer altid politikerne for ikke at argumentere ordentligt, oplysende eller redeligt nok. Vores udgangspunkt er, at politikerne altid vil forsøge at vinde debatten på de vilkår, der nu engang er for den; og at det derfor er ordstyreren, man i højere grad bør rette sine gode råd til forbedring af den offentlige debat imod,« siger Magnus Boding Hansen.
Oplyst debat kræver god ordstyrer
I specialet ‘Forhørslederen, Natvægteren & Ambassadøren‘, som Magnus Boding og Marcus Lantz har fået 12 for på Retorik på Københavns Universitet, analyserer de, hvilke ordstyreregenskaber der bedst sikrer en god, oplysende debat.
I den forbindelse har de interviewet otte fremtrædende ordstyrere fra seneste valg. Det drejer sig om journalisterne:
- Cecilie Beck
- Martin Krasnik
- Johannes Langkilde
- Bent Falbert
- Nynne Bjerre
- Adam Holm
- Kim Bildsøe Lassen og
- Poul Erik Skammelsen
Specialets centrale spørgsmål er: Hvilken ordstyrerstrategi medvirker i højest grad til, at publikum til en offentlig debat mellem to politikere vælger en holdning, som ikke får dem til at fortryde deres valg, når de senere får mere viden om emnet?
»Vi identificerer tre ordstyrertyper, som vi kalder forhørslederen, natvægteren og ambassadøren. Natvægteren lader i høj grad politikerne svare, som de vil, forhørslederen er meget kontrollerende og konfronterende, og ambassadøren skærper og stiller politikerne til ansvar for publikums konkrete spørgsmål,« siger Magnus Boding Hansen.
Tre typer ordstyrer giver forskellige debatter
Set fra et journalistisk synspunkt udmærker forhørslederen sig ved at kræve, at politikerne udfordres helt ned i detaljen af ordstyreren. Ulempen er, at debatten kan ende som en diskussion mellem politiker og ordstyrer i stedet for mellem politikerne.
Tit er forhørslederen den allermest kritiserede ordstyrertype i befolkningen.
»Seerne klager ofte over, at ordstyreren træder for meget i centrum, og deres oplevelse er, at debatten kommer til at handle mere om ordstyreren end om politikernes holdninger,« siger Magnus Boding Hansen, der personligt er uenig i kritikken og mener, at en markant ordstyrer ofte er nødvendigt for at undgå udenomssnak og banaliteter fra politikerne.
Modsat med natvægteren, der gør sig så usynlig i debatten som muligt, men derfor heller ikke stiller politikerne til ansvar for deres holdninger. Ulempen ved den debatform er, at det ofte ender med at fremstå som påstand mod påstand og efterlade især tvivlere uafklarede.
Ambassadøren skærper debattens synspunkter og spørgsmål fra publikum og argumenterer til tider ud fra den holdning, spørgsmålene repræsenterer. På den måde er det tydeligt, at ordstyreren fungerer som garant for, at spørgsmålene bliver besvaret helt og reelt. Ordstyreren får legitimitet ved at bruge sin egen viden til at argumentere på andres vegne.
Forfattere testede deres teori på elever
Specialets to forfattere har gennemført tre debatter på gymnasier mellem de to europaparlamentarikere Morten Messerschmidt (DF) og Emilie Turunen (SF) om situationen i eurolandene. Fordi der var tale om gymnasieelever med samfundsfag, forventede Magnus Boding Hansen og Marcus Lantz, at eleverne havde en form for indsigt i euro-situationen, men ikke havde dannet urokkelige holdninger til spørgsmålet om hjælpepakker.
Magnus Boding Hansen, der til daglig har erfaring fra debatter som ansv. chefredaktør på Clement Kjersgaards magasin Ræson, har styret debatterne som enten forhørsleder, natvægter eller ambassadør.
Inden hver debat har gymnasieeleverne svaret på, hvad deres holdning er til spørgsmålet: Skal Nordeuropa blive ved med at holde hånden under Sydeuropa med hjælpepakker?
Efter debatten har de igen besvaret spørgsmålet, og efter en halv dags workshop om spørgsmålet med undervisning i eurozonens økonomi, har eleverne igen svaret.
»Den vellykkede debat er den, hvor elevernes holdning til spørgsmålet ikke blev ændret ved at få en dags undervisning i spørgsmålet. Det indikerer, at debatten har været så oplysende, at de baserer deres holdning på et veloplyst grundlag,« siger Magnus Boding Hansen.
Skærpe spørgsmål fra salen
Det viste sig, at den ordstyrerform, der gjorde tilhørerne mest oplyste, var ambassadørrollen, der tager afsæt i spørgsmål fra salen.
For eksempel beretter Magnus Boding Hansen, at en forsagt 1.g-pige stillede Morten Messerschmidt et spørgsmål, som det var nødvendigt, at Magnus Boding Hansen som ordstyrer fik gjort helt klart og konkret ved at stille pigen opfølgende spørgsmål.
Ordstyreren skærpede på den måde spørgsmålet, som gik på, at pigen ikke kunne forstå, hvordan Morten Messerschmidt kunne glæde sig over et muligt eurokollaps, når økonomer forudser, at det også ville få alvorlige konsekvenser for kronen.
»Først affærdigede han hende, men jeg gik ind som ordstyrer og argumenterede på hendes vegne for den indsigt, nogle økonomer kommer med. Det førte til, at han blev nødt til at svare langt bedre for sig, og det skabte en bedre debat med klarere svar,« siger Magnus Boding Hansen.
På baggrund af teori, interview og feltarbejde kommer forfatterne frem til tre hovedanbefalinger.
»Man skal ikke lade politikerne kontrollere debattens retning og underspørgsmål. Man skal være kontrollerende med, hvordan der svares, og man skal lade publikums tvivl, spørgsmål og anker være afgørende for debattens retning og underspørgsmål. «
»De anbefalinger bliver bedst forenet i ordstyrertypen ambassadøren,« siger Magnus Boding Hansen.
Retorik-professor er enig med studerende
Professor i retorik på Københavns Universitet Christian Kock er enig i specialets konklusioner.
Hans egne analyser fra 1990’erne viste, at tv-seerere dengang forholdt sig fornuftigt og sagligt til tv-debatterne, der havde karakter af retssager. Men i dag er formen blevet anderledes.
»Mange af de debatter, man har på tv i dag, skal gå hurtigt med kort taletid, afbrydelser og flakken fra det ene emne til det næste. Det giver en debat, der er dårlig som beslutningsgrundlag,« siger Christian Kock.
Han har selv forsket i, hvordan politikere taler udenom, og er derfor enig i, at en type ordstyrer som Ambassadøren, der kan fastholde politikeren, indtil spørgeren har fået svar, er væsentlig.
