Optrevling af Kleopatras hemmelighed

Den romerske forfatter Lucan beskriver i sine bøger om Borgerkrigen ’Bellum civile’ eller ’Pharsalia’, der formentlig er skrevet mellem år 59-65 e.Kr., hvordan den egyptiske dronning Kleopatra forførte Julius Cæsar:

Hun bar en gennemsigtig kjole, der havde denne kvalitet, fordi et vævet stof var ’opløst’ (solvit), så det blev løsere (laxavit).

Hvad det egentlig betyder – udover den rent forføreriske virkning af det opløste tekstil – har givet tekstilforskere stof til eftertanke.

Lucan ville skrive en god historie

Det var jo Lucans hensigt at skrive en god historie og ikke en håndbog over tekstilteknikker for moderne specialister.

Ikke desto mindre har mange forsøgt at kaste sig over mulige beskrivelser af den teknik, der blev anvendt til at fremstille Kleopatras forføreriske klædedragt:

Det har bl.a. været foreslået, at enkelttråde blev trukket ud af et vævet stykke silkestof. Selvom optrevling af silkestoffer er mulig, ville det let beskadige et meget fint og tætvævet silkestof alvorligt, hvis ikke decideret ødelægge det, og derfor skabe store tekniske problemer.

Andre forklaringsmuligheder?

Spørgsmålet bliver dermed, hvorvidt der er andre muligheder for at fortolke Lucans tekst, og forstå den gennemsigtige robe.
Lucan skriver:

»Der lå det kongelige par, med Cæsar som hersker, og spiste. / Skamløst havde hun sminket sin ulykkebringende skønhed. / Scepteret var ikke nok eller det at ha’ broren til husbond, / nej, Kleopatra gik med rødehavsrovet på halsen / og på sit hår, og hun slæbte en formue med sig på tøjet. / Brystet strålede klart af en tråd, der var farvet i Sidon, / presset af serernes kam og løst af nålen fra Nilen, / som bredte klædningen ud og løsnede op for dens trender.« (overs. George Hinge)

Kjolens forskellige stadier

Hvad der gør Lucans beskrivelse så interessant er hans hentydninger til forskellige stadier af arbejdet udført på Kleopatras kjole.

Han taler om et stof, der var tætvævet af et folk kaldet Seres. Seres bliver sædvanligvis oversat med ’kinesere’, selvom det ved nærmere undersøgelse er vanskeligt at identificere folket, der blev omtalt på denne måde.

Det er ikke overraskende, når der tages højde for købmændenes multietniske baggrund ved den østlige ende af silkevejene.

En af de mest efterspurgte varer, disse Seres handlede med, var stofferne, der af romerne blev kaldt serica, ’silke’.

Purpur var tegn på luksus og rigdom

Denne importerede silke var meget kostbar og derfor en passende påklædning for en dronning, der også blev smykket med dyrebare perler fra Det røde Hav (i Lucans tekst: ’Rødehavsrovet’).

Henvisningen til Sidon i Syrien kan forklares med den berømte purpurfarvningsindustri, der fandt sted der og i mange andre byer i den østlige del af Romerriget.

Purpur var meget dyrt, og et farvet purpurbeklædningsstykke i silke var derfor endnu et tegn på den store luksus og rigdom, som Kleopatra fremviste.

Det er sværere at identificere arbejdet foretaget af Nilen, dvs. i Egypten. Lucan taler om en nål, der ’opløser’ stoffet, således at trådene bliver løsere, fordi stoffet bliver strakt og dermed får den gennemsigtige egenskab, der tillader Kleopatra at vise sine bryster for Cæsar.

Byer var berømte for specialisering

Lucan synes altså at tale om et importeret, tætvævet, kinesisk silkestof, der kan have været farvet purpur i Syrien, og som endelig er blevet behandlet med nål i Egypten for at give det en gennemsigtig egenskab.

Det, vi på denne måde får at vide, er, at visse byer og regioner i Lucans tid tydeligvis var berømte for deres forskellige specialiseringer i tekstilproduktionen.

En enkelt kjole kunne have rejst langt og kunne have været bearbejdet af forskellige folk i forskellige regioner, før den blev båret.

Optrevling gav mere gennemsigtig silke

Spørgsmålet er stadig, hvordan det egyptiske håndarbejde skal fortolkes.

Tidligere undersøgelser antyder, at kinesiske silkestoffer var delvist trevlet op i Romerriget ved at trække enkelte tråde ud, hvilket resulterede i en løsere og mere gennemsigtig silke.

Det kan være sandt for nogle typer silkestoffer, men som silkeeksperten Philippa Scott påpeger:

»Rent praktisk, at gøre silke mere løstvævet, mere netlignende ved at benytte en nål, knappenål eller torn er lige så usandsynlig en proces som den fuldstændige optrevling af fint silkeklæde.«

»Selv de fineste nåle anvendt på denne måde ville beskadige en tråd med lille eller ingen snoning. … Kinas flor var allerede hviskende let, gennemsigtigt nok for enhver fantasi, hendes mønstrede damask blødt og fint.«

Kan have hentydet til plisseret kjole

I samarbejde med tekstilspecialister tilknyttet Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning i København har der vist sig en ny fortolkning. Lucan kunne have hentydet til en plisseret silkekjole, hvis folder blev holdt på plads af en fin tråd.

Egyptisk kunst viser regelmæssigt fintplisserede kjoler, selvom man stadig diskuterer, om disse klæder gengiver virkeligheden.

På et relief i Dendera er Kleopatra og hendes søn med Cæsar, Cæsarion, fremstillet. Kleopatra bærer et tyndt klæde, der afslører kroppens konturer, Cæsarion et med meget fine plisséer, som er klart synlige omkring hans ben.

Teknik ses på antikke statuer

Lucan talte muligvis om faste folder på et silkeklæde og opløsning af tråden, der holdt dem sammen, f.eks. ved at klippe den over og trække den ud.

Denne fremgangsmåde ville få klædets folder til at udvide sig, hvilket automatisk ville gøre det mindre voluminøst og give det en gennemsigtig egenskab.

At teknikken med at fastgøre folder med en tynd tråd formentlig blev brugt i antikken, synes at være bevist af antikke statuer.

Det antages således, at den flade fold, der ofte ses på den sene togatype, var fastholdt af usynlige sting. På en portrætstatue fra Villa Doria Pamphili ses smalle, parallelle linjer på folderne af togaen, der kan tolkes som skjulte syninger, der binder de pressede folder sammen.

Det virker derfor sandsynligt, at Lucan lod Kleopatra forføre Cæsar i en halvgennemsigtig, purpurfarvet silkekjole, der tidligere havde været et plisséstof, men var strakt ud igen for at gøre det gennemsigtigt.

Interesse i at fremstille Kleopatra urealistisk

Men har den historiske dronning Kleopatra nogensinde båret en sådan silkekjole?

Ud over problemerne, som den poetiske tekst og dens fortolkning skaber, er Lucans hensigt ikke at fremstille Kleopatra så realistisk som muligt.

Tværtimod beskriver han hende så negativt, som han kan, og som det modsatte af en ærværdig romersk matrone.

En sådan romersk matrone ville til at begynde med aldrig herske over et imperium og selvfølgelig aldrig gifte sig med sin egen bror.

Hun ville heller ikke pynte sig med en sådan ødselhed eller hengive sig til luksus som dyrebare perler eller silkeklæder, men i stedet følge sine forfædres nøjsomme levevis. Og selvfølgelig ville hun heller ikke afsløre sin krop for en udlænding med henblik på at forføre ham.

Historien tjener belejlig forklaring

Men netop denne uromerske opførsel var forførende også for Lucans læsere.

Hvis man skal tro de moralske forfatteres beklagelser, var der da også mange romerske matroner, som elskede silkeklæder, der afslørede kroppens kurver, smukke smykker og det at pynte sig.

Og selvfølgelig gjaldt der andre regler for en dronning af Østen end for en romersk matrone. En dronning måtte vise sin status og har højst sandsynlig gjort det via sit udseende.

Men om Kleopatra virkelig har båret den kjole, Lucan beskriver, eller om han har valgt den for at eksemplificere hendes amoralske opførsel og hendes magt over sine ’ofre’, kan vi ikke sige.

Kjolen tjener nok også som en belejlig forklaring på, hvorfor berømte romerske mænd som Cæsar og senere Marcus Antonius lod sig charmere af hende.