»Mange voksne tror, at forbrydelserne, som er skildret (…) er så fjerne fra barnets hverdag, at de bare bliver opfattet som opdigtede eller falske af børnene. Men vi har opdaget, at dette er en stor fejl. Lovbrud, som tidligere var begrænset til voksne, bliver nu stadig oftere udført af børn og unge.«
»Den frie adgang (…) har forgiftet sjælen og ødelagt moralen hos mange unge og forhindret andre i at fylde bevidstheden med nyttig kundskab.«
Tror du, at disse citater handler om computerspil? Eller måske voldsfilm?
Forkert.
Det første stammer fra 1954 og handler om tegneserier. Udtalelsen kom fra den anerkendte psykiater Fredric Wertham, som overbeviste hele USA om, at tegneserier fik den unge generation til at blive både homoseksuelle, kriminelle og narkomaner.
Udsagn nummer to blev skrevet allerede i 1790. Det handler om, hvordan den nye adgang til kærlighedsromaner og skuespil var i gang med at fordærve ungdommen.
Hvordan skulle det ikke gå med de unge damer, som blev udsat for sådan nogle skadelige ting? Ikke bare var teaterforestillingerne og bøgerne farlige for moralen. De gav også pigerne urealistiske forventninger til livet.
Mange var bange, og diskussionerne var intense om både kærlighedsromaner og tegneserier. Og dette er langt fra de eneste bekymringer, samfundet har haft over mediernes effekt på samfundet.
Ved at lede en smule finder man nemt lignende ståhej om så godt som hvert eneste nye medie, der er dukket op: digte, teater, bøger, aviser, tegneserier, telefoner, radio, TV, video og internet er blevet anset som trusler mod samfundet.
Det kaldes mediepanik.
Gammel frygt
En mediepanik opstår, når folk bliver overdrevent bange for et nyt medie, gerne samtidig med at de gamle medier fyrer op under frygtens kedler med skrækhistorier fra virkeligheden. Og fænomenet er måske lige så gammelt som selve konceptet medier.
Allerede for 2000 år siden advarede filosoffen Platon f.eks. mod teater og digt, som han mente var skadeligt for ungdommen.
\ Fakta
Filosoffen Sokrates skulle ifølge Christopher J. Ferguson fra Texas A&M International University endda have været skeptisk over for alfabetet.
»I 1700-tallet var der diskussioner om, hvorvidt det var sundt for almindelige mennesker at lære at læse,« fortæller Faltin Karlsen, der er forsker ved Norges informasjonsteknologiske høgskole (NITH).
»Så kunne de jo pludselig få adgang til information, som de ikke havde nogen forudsætninger for at forstå.«
»For bare 100 år siden havde bibliotekerne store sektioner med bøger, som var låst inde. Der havde man bøger om f.eks. seksualitet og politisk teori, som man mente, at mange ikke havde godt af at læse,« siger han.
Videopanik
I begyndelsen af 1900-tallet fremkaldte filmmediet ny skræk og bekymring. Mange troede, at de levende billeder påvirkede tilskuerne på en helt ny måde, som især ville lede unge damer på afveje. Snart kom der regler, som skulle sørge for, at biograferne ikke viste usømmeligheder.
Men da hjemmevideoen dukkede op i 1980erne var der krise igen.
»Det var jo helt ureguleret. Før havde filmtilsynet haft kontrol med alt, som blev vist i biografen. Og NRK, Norges eneste TV-kanal, havde ingen tradition for at vise specielt kontroversielle film,« siger Faltin Karlsen.
»Men nu kunne hvem som helst pludselig gå ned på hjørnet og leje Motorsavsmassakren. Der kom en helt absurd panik og en stor debat,« fortæller han.
I dag er det computerspil og internettet, som bliver bebrejdet. Og bekymringerne om de nye digitale mødesteder ligner temmelig meget de gamle diskussioner om de mere analoge udgaver.
Professor Shayla Thiel-Stern ved University of Minnesota ser for eksempel store lighedstræk mellem frygten for, hvad der kan ske med piger, som har profiler på Facebook og MySpace og bekymringerne for de unge damer, som begyndte at komme på en ny type dansesteder i Chicago i begyndelsen af 1900-tallet.
Panikken følger ofte et bestemt mønster, mener forskerne.
Social, psykologisk eller moralsk trussel
Introduktionen af et nyt massemedie fører til offentlige reaktioner, som er lige så forudsigeligt ensformige, som de er stærke, skriver Kirsten Drotner, der er professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet og en af verdens ledende forskere i mediepanik.
»Voksne eksperter – lærere og socialarbejdere, kulturkritikere og politikere – definerer det nye massemedie som en social, psykologisk eller moralsk trussel mod de unge,« siger hun.
»Så bliver der indført juridiske og pædagogiske tiltag, og interessen daler. Lige indtil et ny massemedie igen vækker den offentlige diskussion,« siger Kirsten Drotner.
De gamle medier er der ingen, som frygter længere. I dag er der f.eks. meget få forældre, der bliver skrækslagne, når teenageren tager i biografen, eller bider negle af nervøsitet, når barnet pløjer sig igennem en tyk bog.
Teater og digte er blevet ren højkultur.
Overser åbenlyse tegn
Men hvorfor forstår vi ikke, at vi er midt i en ny mediepanik? Og hvorfor studser vi ikke over, at mange ting ofte tyder på, at verden trods alt ikke er ved at gå af lave.
Samtidig med de brandvarme tegneseriedebatter i 1950erne faldt kriminaliteten i USA f.eks. til rekordlave niveauer, skriver psykologen Steven Pinker i The New York Times.
Og i 1990erne, mens verden mente, at computerspil gjorde ungdommen til voldelige monstre, faldt antallet af voldsforbrydelser i USA dramatisk.
Så hvorfor tænker forældre, journalister og politikere ikke tilbage på deres egne ungdomsår og på tumulten omkring tegneserier, film og video og konkluderer, at det sikkert heller ikke er så farligt denne gang?
Stærke medier
»Noget af det, som går igen, er, at man ser på de nye medier som meget kraftigere end de gamle,« siger Faltin Karlsen.
Dermed kan man altid sige: ‘ja, de tog fejl sidst, men det er anderledes nu’.
»Man går i fælden igen, fordi man tror, at de nye medier har egenskaber, som gør dem helt unikke. Det er disse kvaliteter, som hives frem, og man argumenterer for, at de påvirker folk på en helt ny måde,« siger han.
Men sådanne synspunkter er ikke baserede på en reel vurdering af, hvilke effekter, medierne har, mener Karlsen.
Man tror, at de nye medier har egenskaber, som gør dem helt unikke. Derfor vil man argumentere for, at de påvirker folk på en helt ny måde
Faltin Karlsen
»Denne type forklaring forudsætter, at menneskerne er modstandsløse over for påvirkningen. At de bliver, hvad de ser. Men medierne påvirker ikke folk på en så direkte måde. Til trods for meget forskning er det f.eks. næsten umuligt at finde nogen sammenhæng mellem voldelige computerspil og vold i virkeligheden,« siger han.
»Børn og unge er tværtimod meget dygtige til at bruge de nye medier og ved ofte meget mere end de voksne. De ser, at blod og gru er effekter, som gør computerspil mere virkningsfulde, men bekymrer sig derudover ikke så meget om dem. Det er løsningen af opgaverne i spillet, som er vigtig for dem,« siger Faltin Karlsen.
TV-slaver og internetafhængighed
Det er ikke helt forkert, at nye medier påvirker os og samfundet, men måske ikke så meget, som vi tror, siger Karlsen, som mener, at venner og familie har meget større indvirkningskraft på os end både gamle og nye medier.
Ofte fokuserer mediedebatten for meget på mulige negative sider.
»Da internettet kom, forestillede nogle forskere sig en verdensomspændende epidemi af internetafhængighed.«
I 1998 skrev f.eks. professor i psykologi, Kimberly Young:
»Jo mere jeg snakkede med internetafhængige, jo mere overbevist blev jeg om, at problemet var reelt og formentlig ville øges drastisk. Eftersom internettet forventes at nå ud til 75 til 80 procent af den amerikanske befolkning i løbet af de næste par år, indså jeg, at jeg var stødt på en potentiel epidemi.«
»I dag får internetafhængighed meget lidt opmærksomhed i nyhedsmedierne, lidt på samme måde, som TV-slaver er et ord, som er meget lidt i omløb for tiden,« siger Faltin Karlsen.
»Da TV-monopolet var i færd med at blive afviklet i løbet af 1980erne var der derimod meget snak om, at folk ville forvandles til TV-slaver, hvis de fik adgang til så mange nye kanaler. Nu er det så bare onlinespil, som er genstand for debatter om medieafhængighed.
Bliver brugt som en simpel løsning
Torill Elvira Mortensen, der er lektor ved IT-Universitetet i København,, forsker også i spil og medier. Hun mener ikke, at der er nogen grund til at tro, at de nye medier har nogen stor negativ indvirkning.
»Der er ingenting, der tyder på, at de skulle være skadelige. Storforbrugerne af nye medier viser sig stort set at være akkurat som alle andre,« siger hun.
Mortensen tror, den negative fokus på medier i stedet kan være en simpel løsning på mere komplicerede problemer i samfundet.
Skoleskydninger er blevet færre, siden skydespillene kom i 1990erne
Espen Aarseth
»Det kan være fristende at skyde skylden på de nye medier. De er så synlige og repræsenterer tydelige forandringer i samfundet. Det er lettere at sige, at computerspil eller internettet har taget børnene fra os end sige, at forældrene ikke tilbringer nok tid med deres børn,« mener hun.
Espen Aarseth, der er lektor og ph.d. på IT-Universitetet i København, tror også, at mediepanikkerne kan skyldes populistiske forklaringer.
»Man bruger nye medier som syndebuk, mens de virkelige problemer kan være svære at finde ud af. Computerspil er f.eks. blevet trukket frem som en vigtig årsag til skudepisoder på skoler.«
»Men skoleskydninger er blevet færre, siden skydespillene kom i 1990erne. Og i mange tilfælde har spil overhovedet ikke være relevante. Ham der skød på Virginia Tech spillede f.eks. ikke computerspil,« siger Espen Aarseth.
Men selv om frygten for de nye medier ofte er overdreven, skal vi alligevel passe på med at stemple alle bekymringer som vrøvl og det pure opspind.
Også problemer med nye medier
»Det kan være let at affeje alt som mediepanik. Men folk kan også have reelle problemer. Hvis nogen selv siger, at de har problemer, må man tage det alvorligt,« siger Aarseth.
Og selv om de nye medier ikke er skadelige i sig selv, kan de alligevel have uheldige virkninger.
»Du kan f.eks. bruge så meget af hverdagen på dem, at du ikke har tid til noget andet, f.eks. venner, uddannelse, familie og din krop. Det gælder selvfølgelig ikke kun for nye medier. Du kan også arbejde for meget eller være for optaget af idræt eller skak.«
Faltin Karlsen synes, at det er svært at give et simpelt svar, når folk spørger, om medierne er farlige.
»Jeg bliver nødt til at sige: ‘Tag det med ro. Det går alt i alt fint. Skadevirkningerne er ofte fuldstændig overdrevne.’ Men samtidig ser jeg gerne, at forældrene er bekymrede.«
»Det er ikke fint at spille computer eller se film i 12 timer i træk. Nogle film og spil er ikke OK. Jeg så gerne, at de voksne involverede sig i børnenes medieforbrug og agerede vejvisere og grænsesættere. Det er en del af forældreanvaret.
Det mener Adam Thierer, der er leder af en amerikansk markedsorienteret tænketank, som giver råd om de nye teknologier. Han synes, at dem, som bekymrer sig, må holde op med at fordømme nye medier og hellere begynde at snakke med de unge, som bruger dem.
»Stil tre enkle spørgsmål for at starte samtalen. ‘Hvad er denne nye ting? Hvorfor bruger du den? Hvorfor er den vigtig for dig?’,« skriver Thierer.
Først da har vi et grundlag for at snakke om de problemer, som kan være forbundet med det nye medie.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
