Mellem moral og nydelse
TÆNKEPAUSE: Ofte tror vi, at nydelse og moral er hinandens absolutte modsætninger. Det er dog langtfra tilfældet. Faktisk kan det være ganske nydelsesfuldt at kontrollere sin – og andres – nydelse
Det siges ofte, at vi lever i hedonistiske tider, hvor alle hele tiden kun tænker på og jagter deres egen nydelse. Men samtidig lever vi også i en kultur, der foreskriver os en streng disciplin i alle livets gøremål; vi ser ned på mennesker, der ryger, drikker for meget eller har et par kilo for meget på sidebenene. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-205272337.html" target="_blank">Shutterstock</a>)

Vi ved i grunden alle sammen, hvad der er godt for os.

Vi ved, at kaffe, rødvin og cigaretter er usundt. Vi ved, at det er bedre for os at motionere end at hænge på sofaen og se tv eller spille computerspil. Vi ved også ganske udmærket, hvordan vi bør opføre os. Det er for eksempel ganske uhøfligt at begynde at ryge indenfor, når vi er på besøg hos ikkerygere.

Med hvad vi ved, er ikke altid nok til at få os til at opføre os ordentligt. Vi ryger, drikker og dyrker for lidt motion.

Hvad der er værre, er, at vi igen og igen kommer til at såre dem, vi elsker. Vi lover for eksempel vores kæreste og os selv, at vi aldrig vil være utro. Alligevel sker det ikke så sjældent for nogle af os, at vi efter julefrokosten ender i et tomt lokale i armene på en kollega, som vi længe har tænkt over egentlig var lidt tiltalende.

Dér ligger vi så på en ubekvem sofa og fumler i fuldskab med den andens tøj, og så sker det pludselig, at tanken slår ned i os: »Hvad i alverden har jeg gang i?«

Forestillinger om moral of fornuft handler om kontrol

Svaret på dét spørgsmål vil mange af os finde i nydelsen. Vi spiser usundt, ryger og drikker, fordi vi nyder at inhalere tobaksrøgen, fordi vi nyder den salte smag af baconen eller den subtile smag af skovbær i rødvinen.

Det er på grund af, at vi nyder det, at vi bruger meget mere tid på at se tv end på at dyrke motion. Det er også, fordi vi ikke helt kan lade være med at jage nydelsen, at vi ender i armene på den forkerte efter julefrokosten.

Mange af vores forestillinger om moral og fornuft handler om at kontrollere vores følelser og vores nydelse. Vi forestiller os gerne, at der er en modsætning mellem moral og fornuft på den ene side og nydelsen og følelserne på den anden.

Fakta

Rasmus Ugilt har skrevet e-bogen 'Tænkepauser - Nydelse', hvor denne artikel stammer fra. Den kan hentes som både lydbog og e-bog.

Tænkepauser er en serie af bøger, der bliver udgivet i samarbejde med Aarhus Universitet, Aarhus Universitetsforlag, DR, Jyllands-Posten og landets biblioteker.

Der udkommer en ny hver måned.

Det er de fleste af historiens store moralfilosoffer også enige i. To af dem er repræsentanter for to vidt forskellige filosofiske traditioner: konsekvensetik og pligtetik.

Hvis handlingen er udført moralsk korrekt, er handlingen god

Englænderen Jeremy Bentham er en berømt fortaler for konsekvensetikken. I sine værker fra det 18. og 19. århundrede skrev han, at det er konsekvenserne af en handling, der bestemmer dens moralske værdi. Uanset hvilke moralske idealer, vi handler ud fra, så er det resultatet af handlingen, der er afgørende for, om vi kan sige, at handlingen er god eller ond.

Den tyske filosof Immanuel Kant var af den helt modsatte mening. Han var ophavsmand til den retning, vi i dag kender som pligtetik: Vores handlinger får alene deres moralske værdi ud fra, om de lever op til moralske principper, som er givet forud for enhver handling.

Konsekvenserne, som følger deraf, har derimod ikke nogen reel moralsk betydning. Hvis vores handling er udført med respekt for vores moralske pligt, så er handlingen god. Også selv om den måske har ulykkelige konsekvenser.

Er det moralsk forkert at torturere en terrorist for at redde liv?

Lad os prøve at gennemspille et kendt dilemma og først bede den ene filosof og så den anden om at svare på, hvad vi skulle gøre.

Vi skal forestille os, at en terrorist truer med at sprænge en bombe i luften på Hovedbanegården i København. Op til tusind uskyldige mennesker risikerer at miste livet. 

Spørgsmålet er nu: Bør vi torturere ham for at få oplysninger, som måske kan hjælpe politiet med at forhindre angrebet?

Hvis vi spørger Bentham, så virker svaret entydigt. Hvis vi virkelig kan redde tusind liv ved at torturere en enkelt, så bør vi gøre det. For konsekvenserne taler deres tydelige sprog: Tusind menneskeliv er vigtigere end den ene terrorists lidelse.

Hvis en terrorist truer med at sprænge en bombe i luften på Hovedbanegården i København, og tusind uskyldige mennesker risikerer at miste livet, er det moralske spørgsmål, om man bør torturere terroristen for at få oplysninger, som måske kan forhindre angrebet? Filosofferne er uenige. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

Spørger vi Kant, er svaret lige så klart. Det er altid moralsk forkert at torturere et andet menneske, uanset konsekvenserne. For Kant er det et uomgængeligt moralsk princip, at man »altid skal behandle et andet menneske som mål i sig selv og aldrig blot som middel.«

At torturere et andet menneske for at få det til at afsløre en hemmelighed er givetvis en af de mest radikale måder, hvorpå vi kan behandle det 'blot som middel'.

Det er dog ikke mit formål at afgøre den moralske diskussion af spørgsmålet. I stedet vil jeg fokusere på, hvordan vi ofte argumenterer mod vores modstandere, når vi diskuterer brugen af tortur som et middel til at forebygge terror. 

Agent Bauer i folketinget

I dag er der en klar slagside, når politikere og kommentatorer diskuterer argumenter for og imod tortur. Det er ofte konservative og andre højrefløjspolitikere, der taler for brugen af tortur, da de mener, at det kan forhindre terrorisme. I USA har den tidligere vicepræsident, republikaneren Dick Cheney, gjort det flere gange.

Herhjemme argumenterede det tidligere konservative folketingsmedlem Tom Behnke for det samme i 2012. Han sagde, at vi ikke kategorisk skulle afvise brugen af tortur. For tænk, hvis vi kom i en situation, hvor vi kunne redde mange menneskers liv ved at torturere en enkelt mistænkt terrorist. 

Kort tid forinden havde den daværende udenrigsminister, Villy Søvndal, dog sagt noget helt andet. Søvndal mente, at Danmark ikke længere skulle tage imod informationer fra fremmede landes politi og efterretningstjenester – medmindre de kunne garantere, at oplysningerne ikke var frembragt under tortur.

Men han kom ligesom Behnke i stærk politisk modvind. Både Søvndal og Behnke endte derfor med hurtigt at trække deres udtalelser tilbage.

Vi kæmper om at identificere os med fornuftens stemme

Behnke selv mente, at Søvndals udtalelser var decideret dumme. Omvendt sagde Jesper Petersen, der på det tidspunkt var medlem af Folketinget for SF, at »der var gået Jack Bauer i den« for Behnke.

Vi anser på en gang nydelsen for at være det væsentligste i livet, men samtidig for at være noget af det laveste og mest uværdige. Det er lidt af et paradoks. Og det er netop kendetegnende for vores forhold til nydelsen, at det er fyldt med paradokser.

I den amerikanske tv-serie 24 Timer gennemlever agent Bauer rigtigt nok alle de skyderier, bombesprængninger og torturscener, som hører sig til i en spændingsserie, men som bestemt ikke hører hjemme i virkelighedens politiske verden.

Begge sider af det politiske spektrum forsøgte altså at fremstille modstanderen, som var han i sine følelsers vold og ikke i stand til at tænke rationelt. Vi kender argumenterne ganske godt efterhånden.

Behnke og andre højreorienterede stemmer i debatten mener, at Søvndal og venstrefløjen er nogle blødhjertede humanister. De har alt for meget medlidenhed med mistænkte terrorister. Omvendt mener venstrefløjen, at politikerne på højrefløjen lider af overdrevet frygt for terror.

Når vi diskuterer moralske emner, kæmper vi ganske ofte om at identificere os selv med fornuftens stemme og om at få modstanderen til at se ud, som om han er i de irrationelle følelsers vold.

Med andre ord er vi ofte enige om to læresætninger, uanset hvor uenige vi i øvrigt er om moralske spørgsmål: Den rene fornuft er moralsk. Følelserne er beskidte og umoralske – nydelsen især er moralsk afskyelig.

»Det er jo bare for sjov«

I 2003 kom det frem, at amerikanske soldater havde udsat irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet for seksuelle ydmygelser, mishandling og tortur. Skandalen brød ud, da nyhedsprogrammet 60 Minutes kunne bringe en række billeder, som soldaterne havde taget under torturscenerne.

Det var imidlertid ikke bare torturens grusomhed over for irakerne, alle vi seere pludselig fik indblik i. Det var også tydeligt, at de soldater, der tog del i torturen havde det skægt. De grinede, smilede, og gav 'thumbs up'.

De så kort sagt ud til at more sig, mens de stablede fange oven på fange i en pyramide, mens de slog fanger, der lå på jorden i håndjern, og mens de pegede fingre ad en fange, som de havde tvunget til at onanere. Det var sadistisk nydelse i fuldt flor.

Mishandling er kun tortur, hvis det har et bestemt formål

Rasmus Ugilt er filosof og ph.d. fra Aarhus Universitet

Afsløringerne vakte naturligvis stor skandale. Det lignede jo scener fra den irakiske diktator Saddam Husseins fængsler – ham, som irakerne skulle befries for, og som jo vist nok skulle have et enormt lager af atomvåben.

Men samtidig var det næsten, som om torturbødlernes nydelse gjorde skandalen mindre. Mange amerikanske politikere og kommentatorer mente, at der blot var tale om enkelte forstyrrede personer og ikke om et alvorligt problem for det amerikanske militær.

Den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalia argumenterede endda for, at der i virkeligheden slet ikke var tale om tortur – det var jo tydeligt, at bødlerne mishandlede fangerne, fordi de nød at torturere dem.

Og mishandling af et andet menneske kvalificerer sig ifølge Scalia kun til at blive kaldt tortur, hvis det bliver gjort med et bestemt formål – som for eksempel at få kendskab til hemmelige oplysninger.

Det er i sandhed et paradoks

Historien afslører to væsentlige sider af vores tiltro til fornuften. Det er ikke bare sådan, at vi forestiller os, at vi opfører os dumt og ondskabsfuldt, når vi lægger fornuften bag os og giver os hen til nydelse og udskejelser.

Det er også, som om vores forbrydelser og ondskabsfuldheder bliver mindre alvorlige, når de ikke bliver gjort med et bevidst formål med baggrund i fornuften. De bliver mindre værdige, nærmest uvæsentlige, som om der var tale om børns lidt for voldsomme leg.

Det er i sandhed et paradoks. Samtidig med at vi har en fast overbevisning om, at vores moralske fejl skyldes mangel på fornuft, så bliver vores undskyldning for vores fejl ofte, at vi ikke bruger fornuften.

Indiens hellige mand

Når vi sætter lighed mellem moral og fornuft på den ene side og på den anden side anser følelser og forskellige former for nydelse som beskidte eller uværdige, så opfører vi os som asketer. Men hvad er en asket overhovedet?

En asket er en person, der forsager nydelse. I Indien findes mange 'hellige mænd', der tager askesen til det ekstreme - de forsager alle materielle goder, lever på gaden og tager ofte også ekstra pinsler på sig. Men selv om disse mænd lever et liv i konstant lidelse og selvpåført tortur, lever de ikke et liv uden nydelse. Tværtimod. Deres lidelse er deres højeste nydelse, nemlig den spirituelle renselse. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

En asket er en person, der forsager nydelse. I Indien kan vi i dag finde mange 'hellige mænd', der tager askesen til det ekstreme. Ikke nok med at de forsager alle materielle goder og lever på gaden, de tager ofte også ekstra pinsler på sig.

Én ligger aldrig ned og får derfor ekstreme smerter i benene, der svulmer op. En anden holder altid højre arm hævet over hovedet. En tredje går med kyskhedsbælte og lever kun af frugt.

Lidelse kan være den højeste nydelse

Det er dog ikke bare i ekstreme religiøse tilfælde, at vi finder askesen. Vi forstår for det meste moral som påbud om at kontrollere vores følelser og lægge bånd på nydelsen. På den måde kan vi med god ret hævde, at der gemmer sig et element af askese i vores moral.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche drog en beslægtet konklusion allerede i slutningen af det 19. århundrede: Der kan gemme sig en form for nydelse i den mest rene og neutrale fornuft.

Nietzsche argumenterede for, at askesen ikke slukker alle følelser. Askesen er altså ikke en distanceret og disciplineret fornuftig kontrol. Den er ikke tilbagelænet og rolig. Askesen er derimod et orgie. Den overdøver andre former for nydelse ved at skrige sin nydelse ud.

Selv om Indiens hellige mænd lever et liv i konstant lidelse og selvpåført tortur, så lever de ikke et liv uden nydelse. Tværtimod. Deres lidelse er deres højeste nydelse, nemlig den spirituelle renselse.

Det samme kan man sige om os andre, når vi forstår det som en væsentlig moralsk opgave at kontrollere nydelsen. Den moralske selvdisciplinering indeholder en særlig asketisk nydelse, som kan være ganske stærk. Findes der noget mere nydelsesfuldt end at hæve sig moralsk over sine egne – og andres –lystdrevne impulser?