Et stykke rugbrød med leverpostej er måske ikke det første, du tænker på, når der bliver talt om 1800-tallets industrialisering i Danmark. Men det var rent faktisk en kombination af datidens nye arbejdskultur og en enorm eksportsucces for danske slagterier, som ligger bag den typiske danske madpakke.
I 1880erne fik arbejderne nemlig forkortet deres frokostpause til en halv time, og kunne de ikke længere nå hjem til mors varme kødgryder. Kvinderne måtte derfor finde på noget at putte i den nye frokostmadpakke og inspirationen fik de hjælp til fra de danske svineslagterier, som i stor stil eksporterede bacon til det engelske marked.
Bettina Buhl er museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum og har stået bag udstillingen ‘Kød på bordet’ – om danskernes indtagelse af kød fra oldtid og frem til i dag. Hun har gjort det til sit speciale at forske i dansk madhistorie, og fortæller madpakkens historie:
»Med baconeventyret fik vi adgang til mere fersk kød. Vi skulle jo bruge det, som ikke kunne eksporteres, og når der nu var opstået et behov for madpakker, så var der også et behov for at udvikle noget pålæg. Det var jo en kæmpe mængde kød og indvolde, der var tilovers. Det skulle husmødrene lære at bruge,« siger forskeren.
Kort frokostpause udfordrede husmoderen
Danskerne spiste varm mad til middag helt op til slutningen af 1800-tallet. Selvom vi i Middelalderens bondekultur havde mad med på turen, når vi travede langt ud på marken for at malke køerne, så var det skik og brug, at man spiste varm mad til middag hjemme på gården sammen med de andre i husstanden. Herefter gik man tilbage til arbejdet i køkken, lade eller på marken.
Den varme middagsmad holdt ved i det industrialiserede 1800-tal, selvom arbejdskulturen på det tidspunkt havde ændret sig for mange. Man havde stadig en times middagspause, hvor arbejderen kunne nå hjem og spise lun mad.
Men det forandrede sig i 1880erne. Da lykkes det arbejderne at få forkortet deres arbejdstid, men det gik til gengæld udover frokostpausen, som blev halveret. Nu var der ikke længere tid til at gå hjem for at spise en varm ret til frokost i familiens skød.
»Lige pludselig blev frokosten noget man spiste offentligt sammen med andre, og det var forskelligt fra person til person, hvad man spiste. Det udfordrede husmoderen,« siger Bettina Buhl.
Nu hvor alle kunne se husstandens forråd af mad, så blev madpakken husmoderens ansigt udadtil, fortæller forskeren.
Kødrester og indvolde blev til koldt pålæg
Husmoderens behov for inspiration til en god men kold madpakke opstod i en tid, hvor et dansk eksporteventyr var i fuld gang.
Det danske landbrug var indtil første halvdel af 1800-tallet baseret på kornavl. Men en række år med misvækst og fejlslagne høster betød, at vi indså nødvendigheden af at lægge strategien om og satse på at blive husdyrsproducenter. Og i 1860erne blev det en rigtig god forretning for danske landmænd og slagterier at sende flæsk til de baconglade englændere.
»Baconeksporten var meget vigtig. Den havde så stor betydning, at vi i Danmark anlagde havne og jernbaner. Jernbanerne var ikke kun til at fragte personer men også til at fragte levende grise mellem landsdelene,« siger Bettina Buhl Blæsild.
Danske svineavlere indrettede sig efter briternes smag og begyndte at avle lange og slanke grise frem for korte og tykke. Derudover blev baconen udskibet i to forskellige havne i England, da de sydpå foretrak en anden røgning af kødet end nordpå.
Baconen blev saltet og den var således langtidsholdbar i modsætning til resten af grisen. Indvolde og kødrester kunne ikke holde sig, og det måtte slagterier så afsætte på en anden måde. Slagterierne ville derfor gerne have, at husmødrene lærte at bruge indvolde og kødrester i deres husholdning.
Derfor satsede de for eksempel på at lave nye former for pålæg. Den gammelkendte skinke blev presset i en form, så man ikke behøvede at investere i en hel skinke. Der var i det hele taget meget af det nye pålæg som blev lavet i forme, så man hos slagteren kunne nøjes med at købe en skive eller to, hvis man ikke havde råd til en hel skinke, fortæller historikeren.
Udvikling satte sit præg på klemmerne
Det var langt fra alle, som havde råd til et stykke med rullepølse hver dag. En madpakke kunne godt bestå af et stykke rugbrød med fedt og lidt sukker, hvis det var sidst på måneden. Og selvom eksempelvis leverpostejen blev billigere på grund af den overflod af svinelever, der fulgte med baconeventyret, så var den stadig dyr for en arbejderfamilie.
Prisen på leverpostej svarede i 1890erne til to timers arbejdsløn for en almindelig arbejder, fortæller Bettina Buhl Blæsild.
Først da kødhakkemaskinen og egentlige leverpostejfabrikker kommer frem omkring 1910 får husmødrene mulighed for enten at fremstille leverpostejen selv eller købe den noget billigere end før.
»Der sker en økonomisk udvikling op igennem århundredet og frem til 1950erne, hvor flere og flere får råd til at smøre en god madpakke,« siger Bettina Buhl.
Udviklingen satte også sit præg på madpakkens indhold. Begreber som det ‘Det store kolde bord’ og ‘Det højtbelagte smørrebrød’ optræder for første gang i historikerens kilder i 1920erne, hvor danskerne begynder at pynte smørrebrødet med et stykke tomat. I 1930erne var det nye påhit at dekorere maden med lidt rå agurk, ligesom vi kender det i dag fra et af baconeventyrets afkast – den gode gammeldags leverpostejmad.
Madpakkens koncept er dog grundlæggende det samme som i 1880erne, hvor frokosten flyttede ud af spisestuen og ind i arbejdspladsernes kantiner.