En vranglærer og kætter, som bygger luftkasteller.
Grundtvig lagde ikke fingrene imellem, da han den 26. august 1825 kritiserede borgerskabets elskede professor i teologi H.N. Clausen i en pamflet med titlen ‘Kirkens Gienmæle’.
Angrebet på Clausens teologiske værk var så voldsomt, at N.F.S. Grundtvig blev dømt for injurier og straffet med livsvarig censur. Og anklagen mod ham var ikke ubegrundet.
\ Fakta
Selv efter en nutidig målestok er pamfletten temmelig groft formuleret og urimelig. Det fortæller to Grundtvig-eksperter. »Grundtvig havde i årene forinden ladet op til at finde sin egen teologi. Udgivelsen af Clausens værk var blot en anledning til, at Grundtvig kunne få lejlighed til at sige fra overfor universitetsteologerne. Det var i virkeligheden utroligt frækt,« siger dr. phil og højskolelærer Ole Vind. Den anden ekspert Sune Auken har også forsket i Grundtvigs virke og er lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet. Han siger:
»I samtiden så det ud som om, Clausen vandt sagen. Men historisk set er der ingen tvivl om, at det alligevel er Grundtvig, som bliver den store vinder i sagen. Der ville ikke være en kat i dag, der kunne finde på at læse Clausens bog, med mindre man vil vide noget om Grundtvig.«
Skandale lukkede Børsen
Grundtvig var i 1825 langt fra den folkekære kirkefader, som han er i danskernes bevidsthed i dag. Han var en kontroversiel og foragtet teolog blandt det pæne borgerskab i København, siger Sune Auken. H.N. Clausen var derimod en respekteret ung professor på Københavns Universitet og søn af den højt agtede stiftsprovst H.G. Clausen. Den unge professor var en yndet underviser og var ved at gøre karriere. Da han den 24. august 1825 udgiver sit 800 siders store værk ‘Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, lære og ritus’, ved han ikke, at provokatøren Grundtvig vil bruge det som en anledning til at lancere sin egen nye teologi. Grundtvigs pamflet foreligger med svar allerede to dage efter udgivelsen af Clausens værk.
»Kirkens Gienmæle bliver en umiddelbar skandale-succes. Den bliver diskuteret overalt i København. Selv Børsen lukker, fordi alle vil tale om pamfletten,« siger lektoren fra Københavns Universitet.
Dømt for injurier
Pamfletten med de grove formuleringer chokerede H.N. Clausen, som troede, at han blot havde skrevet et almindeligt lærd værk. Derfor stævnede han straks Grundtvig for injurier i et civilt søgsmål. Grundtvig blev dømt og straffet med en bøde og livsvarigt censur, hvilket ikke var en udsædvanlig hård straf for injurier på det her tidspunkt. Censuren af Grundtvigs tekster blev ophævet i 1837.
\ Fakta
VIDSTE DU
Teologi er læren og studiet af forestillinger om Gud og tro set ud fra den pågældende religions eget synspunkt.
»Dommen og straffen trykkede Grundtvig meget resten af hans levetid,« siger Sune Auken.
Men i det lange løb kom han ud fejden som en vinder. For kritikken af Clausen var det første, offentligheden hørte til Grundtvigs nye tolkning af kristendommen, som kom til at ligge til grund for den grundtvigianske kirke.
Mageløs opdagelse
Højskolelærer Ole Vind uddyber, hvordan Clausens værk kom til at tjene som ambolt for Grundtvigs hammerslag. Det var ikke tilfældigt, at Grundtvig valgte titlen ‘Kirkens Gienmæle’. Han mente, at han som repræsentant for kirken måtte redde kristendommen fra tidens falske og kødelige dyrkelse af fornuften.
Clausen var blot en af mange lærde bibelkritikere, som ville rydde ud i de afsnit af de hellige skrifter, som stred mod al logik – for eksempel fortællingerne om skabelsen og dommedag.
»Grundtvigs største anke mod Clausen og universitetsteologerne var, at de tog udgangspunkt i skriften og fornuften – og ikke i den levende menigheds trosbekendelse,« siger Ole Vind.
\ Fakta
STORE PERSONFEJDER
Videnskab.dk retter blikket mod nogle af de tankevækkende historiske slagsmål mellem forfattere, filosoffer, politikere, sportsstjerner og store religiøse tænkere.
Hvorfor kæmpede de mod hinanden? Hvad kæmpede de om? Og hvad betød kampen for deres eftermæle – og for historiens gang?
Læs også Da Kierkegaard røg i flæsket på Andersen
Wittgenstein i ophedet kamp mod filosofisk opkomling
Einstein satte Bohr på hårdt natarbejde
Vagabondens kamp mod diktatoren
Da manden bag den senere grundtvigianisme udgav sin kritik mod Clausen, var han netop kommet frem til sin såkaldte mageløse opdagelse (Se boks). Nu vidste Grundtvig, hvad kristendom var. Kristendommen var ældre end de hellige skrifter, som først blev skrevet længe efter Jesu død. Derfor måtte man tage udgangspunkt i Jesu første tilhængere apostlene og deres mundtlige bekendelse til den kristne tro – trosbekendelsen.
»Den her strid markerer rent teologisk fødslen af grundtvigianismen. Men den folkelige genklang kom først omkring tyve år senere,« siger højskolelæreren.
Biperson i fejden
Litteraturforsker Sune Auken fortæller, at Grundtvig bliver populær blandt danskerne med sine ‘Mands Minde’ foredrag i 1838. Året efter bliver han præst i Vartov. Der har han meget få forpligtelser, og det giver mulighed for, at han kan udfolde sig frit som forfatter, salmedigter, kulturpersonlighed og kirkefader.
H.N. Clausen sidder trygt og godt i sit professorembede i et par år efter fejden med Grundtvig og bliver herefter en af de førende skikkelser i den nationalliberale bevægelse.
København var i 1800-tallet en lille by. Derfor kunne Grundtvig og Clausen ikke undgå at krydse hinandens spor i tiden efter pamfletsagen. Det er Sune Aukens opfattelse, at de to endte i en relativ forsoning med hinanden.
»Clausen ville være inderligt glemt, hvis ikke det var for fejden med Grundtvig. Det sjove er, at selv i sine erindringer giver han udtryk for en fornemmelse af at være en biperson,« siger Sune Auken.
Og Ole Vind supplerer:
»Angrebet på Clausen var på mange måder urimeligt. Argumentationen haltede og det var skrevet i et bisset sprog. Og de to var jo ikke ligemænd. Grundtvig var et ganske overvældende og skabende geni. Det var Clausen langt fra.«
\ Grundtvigs mageløse opdagelse (Uddrag af Kierkens Gienmæle’)
»Vil Professoren derimod ei engang indrømme … at hans protestantiske Kirke, hans kirkelige Luft-Castel, hvor man kan troe, hvad man vil, eller hvor Tros-Bekiendelsen selvmodsigende lyder saa: jeg troer, jeg veed ikke hvad, at det er den sande christelige Kirke, da faaer vi at vende Sætningen om, og sige, hvad han skal nødes til at indrømme, eller giøre sig selv til Løgner.«
»Saaledes møde vi da Professor Clausen, og alle dem, der vil udgive deres egne Drømme for den christelige Aabenbaring, deres egne Hjerne-Spind for Christendom, med den urokkelige Kiends-Gierning, at der har været og er en Christenhed paa Jorden, kiendelig fra alt andet paa sin mageløse Troes-Bekiendelse, hvormed den paa alle sine Tungemaal, under sine foranderlige Skikkelser, har forkyndt eller forkynder Troen påå Jesum Christum, den Korsfæstede, igien Opstandne, som den sikre, den eneste Saligheds Vei for Syndere, som en Vei, der, giennem Daaben og Nadveren, fører til Guds Rige og de Levendes Land.«
\ Nikolaj Frederik Severin Grundtvig er en af de mest indflydelsesrige personligheder i dansk kulturhistorie. Han var oplysningstænker, digter og salmedigter, teolog, forfatter, skolemand og politiker.
Det var for eksempel Grundtvig, som fik idéen til de danske folkehøjskoler, hvor hans idéer om sammenhængen mellem folkeoplysning, menneskeliv og historie har levet videre frem til i dag. Hans teologi og salmeskrivning præger stadig folkekirken i dag, som en udbredt trosretning. Og hans salmer som ‘Dejlig er den himmel blå’ bliver også stadig sunget.
Denstoredanske.dk om Grundtvig
Som 29årig blev Henrik Nicolai Clausen i 1822 professor ved Københavns Universitet. Han var rationalist, hvilket betyder, at han som teolog forsøgte at finde frem til sandheden gennem analyse og logiske slutninger. Denne rationalisme forsøgte Clausen at forene med Friedrich Schleiermachers trosbegreb, som var romantisk og følelsesbetonet.
Den nationalliberale politiker H.N. Clausen var modstander af både enevælden og den almindelige valgret. I 1848 blev han udvalgt af kongen til at deltage i Den grundlovsgivende rigsforsamling. Herefter blev han minister uden portefølje frem til 1853. Året efter i 1854 blev han et fast medlem af Landstinget frem til 1863.