I sine yngre dage var Grundtvig en provokatør, som forargede borgerskabet. Den 26. august 1825 rettede han et groft angreb mod deres yndling H.N. Clausen. (Foto: PHansen )

En vranglærer og kætter, som bygger luftkasteller.

Grundtvig lagde ikke fingrene imellem, da han den 26. august 1825 kritiserede borgerskabets elskede professor i teologi H.N. Clausen i en pamflet med titlen 'Kirkens Gienmæle'.

Angrebet på Clausens teologiske værk var så voldsomt, at N.F.S. Grundtvig blev dømt for injurier og straffet med livsvarig censur. Og anklagen mod ham var ikke ubegrundet.

Selv efter en nutidig målestok er pamfletten temmelig groft formuleret og urimelig. Det fortæller to Grundtvig-eksperter. »Grundtvig havde i årene forinden ladet op til at finde sin egen teologi. Udgivelsen af Clausens værk var blot en anledning til, at Grundtvig kunne få lejlighed til at sige fra overfor universitetsteologerne. Det var i virkeligheden utroligt frækt,« siger dr. phil og højskolelærer Ole Vind. Den anden ekspert Sune Auken har også forsket i Grundtvigs virke og er lektor i dansk litteratur på Københavns Universitet. Han siger:

»I samtiden så det ud som om, Clausen vandt sagen. Men historisk set er der ingen tvivl om, at det alligevel er Grundtvig, som bliver den store vinder i sagen. Der ville ikke være en kat i dag, der kunne finde på at læse Clausens bog, med mindre man vil vide noget om Grundtvig.«

Skandale lukkede Børsen

Grundtvig var i 1825 langt fra den folkekære kirkefader, som han er i danskernes bevidsthed i dag. Han var en kontroversiel og foragtet teolog blandt det pæne borgerskab i København, siger Sune Auken. H.N. Clausen var derimod en respekteret ung professor på Københavns Universitet og søn af den højt agtede stiftsprovst H.G. Clausen. Den unge professor var en yndet underviser og var ved at gøre karriere. Da han den 24. august 1825 udgiver sit 800 siders store værk 'Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, lære og ritus', ved han ikke, at provokatøren Grundtvig vil bruge det som en anledning til at lancere sin egen nye teologi. Grundtvigs pamflet foreligger med svar allerede to dage efter udgivelsen af Clausens værk.

Grundtvigs fejdebrev var så skandaløst, at sagen lukkede Børsen. Billedet viser Børsen i 1899 (Illustration af Theodor Siersted: Broadbeer)

»Kirkens Gienmæle bliver en umiddelbar skandale-succes. Den bliver diskuteret overalt i København. Selv Børsen lukker, fordi alle vil tale om pamfletten,« siger lektoren fra Københavns Universitet.

Dømt for injurier

Pamfletten med de grove formuleringer chokerede H.N. Clausen, som troede, at han blot havde skrevet et almindeligt lærd værk. Derfor stævnede han straks Grundtvig for injurier i et civilt søgsmål. Grundtvig blev dømt og straffet med en bøde og livsvarigt censur, hvilket ikke var en udsædvanlig hård straf for injurier på det her tidspunkt. Censuren af Grundtvigs tekster blev ophævet i 1837.

»Dommen og straffen trykkede Grundtvig meget resten af hans levetid,« siger Sune Auken.

Men i det lange løb kom han ud fejden som en vinder. For kritikken af Clausen var det første, offentligheden hørte til Grundtvigs nye tolkning af kristendommen, som kom til at ligge til grund for den grundtvigianske kirke.

Mageløs opdagelse

Højskolelærer Ole Vind uddyber, hvordan Clausens værk kom til at tjene som ambolt for Grundtvigs hammerslag. Det var ikke tilfældigt, at Grundtvig valgte titlen 'Kirkens Gienmæle'. Han mente, at han som repræsentant for kirken måtte redde kristendommen fra tidens falske og kødelige dyrkelse af fornuften.

Clausen var blot en af mange lærde bibelkritikere, som ville rydde ud i de afsnit af de hellige skrifter, som stred mod al logik - for eksempel fortællingerne om skabelsen og dommedag.

Anklagen (Uddrag af 'Kirkens Gienmæle') Kirkens Gienmæle 26. august 1825

»Grundtvigs største anke mod Clausen og universitetsteologerne var, at de tog udgangspunkt i skriften og fornuften - og ikke i den levende menigheds trosbekendelse,« siger Ole Vind.

Da manden bag den senere grundtvigianisme udgav sin kritik mod Clausen, var han netop kommet frem til sin såkaldte mageløse opdagelse (Se boks). Nu vidste Grundtvig, hvad kristendom var. Kristendommen var ældre end de hellige skrifter, som først blev skrevet længe efter Jesu død. Derfor måtte man tage udgangspunkt i Jesu første tilhængere apostlene og deres mundtlige bekendelse til den kristne tro - trosbekendelsen.

»Den her strid markerer rent teologisk fødslen af grundtvigianismen. Men den folkelige genklang kom først omkring tyve år senere,« siger højskolelæreren.

Biperson i fejden

Litteraturforsker Sune Auken fortæller, at Grundtvig bliver populær blandt danskerne med sine 'Mands Minde' foredrag i 1838. Året efter bliver han præst i Vartov. Der har han meget få forpligtelser, og det giver mulighed for, at han kan udfolde sig frit som forfatter, salmedigter, kulturpersonlighed og kirkefader.

H.N. Clausen sidder trygt og godt i sit professorembede i et par år efter fejden med Grundtvig og bliver herefter en af de førende skikkelser i den nationalliberale bevægelse.

København var i 1800-tallet en lille by. Derfor kunne Grundtvig og Clausen ikke undgå at krydse hinandens spor i tiden efter pamfletsagen. Det er Sune Aukens opfattelse, at de to endte i en relativ forsoning med hinanden.

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) N.F.S. Grundtvig

»Clausen ville være inderligt glemt, hvis ikke det var for fejden med Grundtvig. Det sjove er, at selv i sine erindringer giver han udtryk for en fornemmelse af at være en biperson,« siger Sune Auken.

Og Ole Vind supplerer:

»Angrebet på Clausen var på mange måder urimeligt. Argumentationen haltede og det var skrevet i et bisset sprog. Og de to var jo ikke ligemænd. Grundtvig var et ganske overvældende og skabende geni. Det var Clausen langt fra.«

H.N. Clausen (1793-1877) H.N. Clausen var en ung og vellidt professor, da han blev angrebet af Grundtvig. Billedet er fra hans ældre dage. (Foto: PHansen )