Få et bedre liv: Vend selvhjælpsbøgernes budskaber på hovedet
Tag nej-hatten på. Fokuser på det negative. Undertryk dine følelser. Den salgs budskaber lyder nok helt forkerte i manges øre. Men faktisk er det bedre at tage nej-hatten end ja-hatten på, konstaterer psykologi-professor.

Udbredelsen af coaching, selvhjælpsbøger og mindfulness har betydet, at samfundet nu stiller det krav til borgerne, at de skal forandre sig selv - hele tiden. I virkeligheden er den form for selvhjælp slet ikke en hjælp, hvis man vi have et godt liv. (Foto: Colourbox)

Står du midt i et problem, kan du mærke efter i dig selv og finde ud af, hvad den rigtige løsning er. Den opfattelse er meget udbredt – men den er noget forbandet vrøvl. Noget vrøvl, som er skabt af selvhjælp-industriens coacher og selvhjælpsbøger.

Det konstaterer professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Svend Brinkmann, i den nye bog ’Stå fast’. Den er en reaktion på tidens krav om, at hvert enkelt menneske hele tiden skal forandre sig selv ved at bruge mindfulness, coaching og positiv tænkning. Alt sammen metoder, der går ud fra, at svarene på vores individuelle problemer findes i vores individuelle indre.

»Min kritik gør opmærksom på, at selvudvikling ikke bare er noget, vi kan bruge eller lade ligge. Det er et krav, der bliver stillet til dig, for at du kan være en attraktiv medarbejder eller attraktiv partner. Det bliver krævet af dig, at du skal arbejde med dig selv.«

»Men når mennesker hele tiden skal udvikle sig, får de problemer med at opbygge personlig integritet – altså, være den samme på tværs af tid og steder. Jeg taler for, at vi skal have rødder snarere end fødder. Vi skal bestræbe os på at være den samme over tid og i forskellige sammenhænge,« siger Svend Brinkmann.

Professor efterligner selvhjælpsbøgerne

Psykologiprofessoren har valgt en noget utraditionel måde at udbrede sit budskab på. Han har skrevet en bog, som faktisk ligner de selvhjælpsbøger, han kritiserer – bøger med titler som ’7 trin til succes’ og ’7 trin til spirituel intelligens’.

»Det er en selvhjælpsbog med et glimt i øjet – man kan kalde det en selvhjælpsbog mod selvhjælpsbøger. Men formen er helt bevidst. Jeg har skrevet den sådan, for at få folk i tale.«

»Helt bevidst forsøger jeg at dekonstruere selvhjælpsbog-genren indefra. Det er inspireret af de såkaldte ad-busters, der kom frem for nogle år siden. De brød sig ikke om reklamer i det offentlige rum, så de ’bustede’ reklamer i byen: De tilføjede lidt, så de fik et helt andet budskab. De brugte reklamernes formsprog til at kritisere reklamerne. Det samme gør jeg her i min kritik af selvhjælpsindustrien,« fortæller Svend Brinkmann.

Helt konkret har han – i bedste selvhjælpsbog-stil – lavet en 7-trinsguide, der kan hjælpe folk af med al den varme luft, selvhjælpsbøgerne har fyldt os med. Den lyder:

  1. Hold op med at mærke efter i dig selv: Lægevidenskaben har erfaret, at jo mere vi mærker efter, desto dårligere får vi det. Jo mere fokus vi har på vores egen sundhed, desto mere syge føler vi os. Det kalder man ’sundhedens paradoks’. Den amerikanske psykologiprofessor Daniel Kahneman har desuden modtaget en Nobelpris i 2002, fordi han fandt ud af, at vores mavefornemmelser ofte er forkerte. I stedet skal vi tænke vores problemer ordentligt igennem.
     
  2. Fokuser på det negative i dit liv: Du skal erkende, at du gradvist får det dårligere og til sidst dør. Tænker du over dét hver dag, vil du sætte større pris på livet, end hvis du hele tiden leder efter noget positivt at fokusere på. For mennesker er sådan indrettet, at mere vil have mere, og vi kan ikke få det positivt nok. At fokusere på det positive i dit liv er derfor skruen uden ende.
     
  3. Tag nej-hatten på: Hvis vi vil have voksne og myndige mennesker i Danmark, er det nødvendigt, at vi kan sige nej. Kan vi kun sige ja, kommer vi til at mangle personlig integritet – og det får man det ikke bedre af.
     
  4. Undertryk dine følelser: Det er en almen folke-psykologisk antagelse, at man får neuroser, hvis man ikke kommer ud med sine følelser. Men det kan ikke bekræftes af forskning. Heller ikke fysiske sygdomme kan generelt set blive fremprovokeret af, at man undertrykker sine følelser. Der er dog den sammenhæng, at mænd faktisk statistisk set får en lille smule mindre risiko for kræft, hvis de undertrykker deres følelser. For kvinder forholder det sig omvendt – men vi er nede i småtingsafdelingen.
     
  5. Fyr din coach: En coach får dig til at se indad, så du kan hierarkisere dine problemer og fokusere på det vigtigste først. Svend Brinkmann vurderer, at det er langt mere givtigt at kigge udad og spørge: ’Hvad er det for historiske og kulturelle traditioner, jeg allerede er grundet af?’ og så tage dét alvorligt, så du kan føle dig forpligtet på dét, i stedet for hele tiden at lede efter svar i dig selv. For de brugbare svar kan du ikke finde inde i dig selv. Du har for eksempel helt sikkert svært ved at mærke dig frem til, hvordan man bager pebernødder eller løser klimaproblemerne.
     
  6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi: Analyser af selvhjælpsbøger og biografier viser, at de er bygget op efter en meget simpel, lineær struktur. Det handler om, at der sker en vækst i løbet af livet, der til sidst fører til en forløsende succes. Men sådan er det virkelige liv bare ikke. Det er mange-facetteret og rodet. Så hvis du vil blive et bedre og mere forstående menneske, skal du læse nogle romaner. De kan på en helt anden måde indfange det komplekse psykologiske samspil mellem mennesker og vise, hvor komplekse levede liv faktisk er.
     
  7. Dvæl ved fortiden: Hvis du vil have integritet som menneske, skal du forblive den samme i morgen, som du var i går. Derfor bør du dvæle ved fortiden, så du finder ud af, hvad du er rundet af.

»De syv råd er spidsformuleringer, jeg ser som en modgift på et tidspunkt, hvor vi i mange år har haft meget travlt med føle efter i os selv. Men det er klart, at de ikke kan stå alene. Det er råd – ikke dogmer,« siger Svend Brinkmann.

Inspirationen til selvhjælpsbog er 2.000 år gammel

Fakta

Svend Brinkmann håber, at bogens budskaber kan appellere på tværs af de traditionelle politiske skel. Det handler om at stå fast på den, man er, og det, man er rundet af.

Konservative kan bruge tankerne til at tale for de veletablerede traditioner.

Venstrefløjen kan lære at stå fast på et traditionelt arbejderklasse-perspektiv uden at skulle omstille sig selv hele tiden – så den undgår til sidst ikke at vide, hvem den selv er.

Liberalismen er rundet af idéen om, at voksne borgere er myndige, og kan træffe de rigtige beslutninger med intellektet snarere end mavefornemmelser. Det samme er en pointe i Svend Brinkmands kritik af selvhjælpsbøgerne.

Sven Brinkmann gør meget ud af at understrege, at han ikke er ude i et parti-politisk, religiøst eller politisk-ideologisk ærinde. Det har han taget en række forholdsregler for at undgå.

Den grundlæggende værdimæssige inspiration til sin kritik har han hentet hos nogle filosoffer, der levede før, der var noget der hed socialisme, liberalisme og konservatisme – og endda før kristendom og islam eksisterede som verdensreligioner.

Sin tilgang til selvhjælpslitteraturen har han lånt fra den stoiske filosofi personificeret ved især tre tænkere - Marcus Aurelius, Epiktet og Lucius Annaeus Seneca. Alle levede de for omkring 2.000 år siden.

»De undersøgte, hvad der grundlæggende er vigtigt for mennesker, længe før de moderne politiske ideologier og de monoteistiske religioner kom til,« siger Svend Brinkmann.

Stoikerne mener, at man som menneske får det bedst, hvis man så vidt muligt formår at adskille følelser og fornuft fra hinanden. Så kan man nemlig træffe rationelle valg med fornuften alene. I stedet for at lade sig påvirke af irrationelle følelser, skal stoikeren holde fast i en ’stoisk ro’ – altså ikke ændre væremåde, lige meget hvad der måtte ske. Man skal hvile i sig selv, slå rødder og ikke lade sig rive med.

»Marcus Aurelius var kejser i Romerriget, og han forsøgte at regere og leve sit liv efter stoicismens etik. Han var selvfølgelig diktator, fordi han var romersk kejser. Men han bliver regnet for en af de bedste regenter nogensinde, fordi han var et godt menneske.«

»Han var ikke demokrat, og vi kan ikke direkte tage det, han sagde, og bruge det i dag. Men hans livsfilosofi er en god bremseklods på vores kultur. Den kan hjælpe med at bremse lidt ned på kravet om konstant omstilling og vækst – både i forhold til økonomien og det enkelte menneskes selvudvikling,« siger Svend Brinkmann.

Det stoiske blik på selvhjælpslitteraturen supplerer han med viden fra en række meget forskellige videnskabelige undersøgelser, der alle sætter alvorlige spørgsmålstegn ved det fornuftige i nutidige selvfølgeligheder, som at ’man skal tage ja-hatten på’ og ’du skal mærke efter i dig selv’.

»Så det, jeg laver, er et videnskabeligt arbejde. Det er en samfundsanalyse, men den er formidlet på en anden måde, end forskere normalt gør,« siger Svend Brinkmann.

Undersøgte det videnskabelige belæg for selvhjælpen

Den romerske kejser Marcus Aurelius er en af inspirationskilderne til Svend Brinkmanns kritik af selvhjælps- og coaching-bølgen. Han var stoiker og gjorde en dyd ud af at stå fast på, hvem han var som menneske. Et godt menneske, vel at mærke. (Foto: Jean-Pol GRANDMONT)

Helt konkret greb Svend Brinkmann arbejdet an ved at undersøge det forskningsmæssige belæg for selvhjælpsfolkenes påstande. For eksempel, om det kan underbygges videnskabeligt, at det er en god idé, vi altid lytter til vores følelser, eller at vi får et bedre liv ved at være positive hele tiden.

Gennemgangen af forskningen viste, at det kun i ringe grad er tilfældet.

»Jeg tog fat i de tekster, der siger, vi skal tage beslutninger ved at mærke efter i maven. Den slags tekster bliver skrevet af erhvervsledere. Jeg analyserede deres påstande og ledte efter forskning, der kunne belyse de negative konsekvenser af deres tænkning. Og så spurgte jeg: Hvad sker der, hvis vi gør det stik modsatte? Hvad hvis vi siger, at ingen svar er inden i os selv?«

»På den måde fandt jeg ud af, at modsætningen til de etablerede sandheder faktisk er mere fornuftig,« siger Svend Brinkmann.

Coaching-professor: Brinkmann løber åbne døre ind

Svend Brinkmann er ikke den eneste danske forsker, der beskæftiger sig med selvudvikling. Reinhard Stelter er professor i coachingpsykologi ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, og han forsker i, hvordan vi kan få bedre liv ved hjælp af coaching, mindfulness og læring.

Med andre ord er Reinhard Stelter umiddelbart den akademiske modpol til Svend Brinkmann. Stelter føler sig imidlertid ikke voldsomt truffet af den meget direkte kritik af det, han arbejder med. Han mener nemlig, at Svend Brinkmanns kritik primært rammer den letkøbte coaching og selvhjælp – det, Reinhard Stelter kalder ’lufthavnslitteratur’. Altså bøger med titler som ’10 skridt til et lykkeligt liv’.

»Jeg føler mig ikke totalt ramt. Nu har jeg ikke haft mulighed for at læse andet end hans udtalelser i pressen, men jeg har indtryk af, at det er en polemisk pamflet. Så nogle ting er lidt overtegnede.«

»Jeg kan jo også se, at han genoptager den stoiske filosofiske tradition, hvor et af hovedperspektiverne er, at man skal styrke sit eget indre. Jeg har for to år siden udgivet en ny coachingbog, ’3. generation coaching’, der netop arbejder med et lignende perspektiv. Jeg var med bogen ikke direkte optaget af at løse folks problemer, men derimod forsøgte jeg at få dem til at reflektere,« siger Reinhard Stelter.

Ny coaching-metode gør, hvad Brinkmann ønsker

Coaching-professoren mener, at hans egne metoder faktisk allerede har taget højde for de problemer, Svend Brinkmann påpeger. Særligt buddet om, at man skal ’fyre sin coach’, er ikke helt fair. I hvert fald ikke, hvis man har en coach, der arbejder ud fra de nye metoder, som Reinhard Stelter har udarbejdet sammen med Ole Fogh Kirkeby, der er filosofi-professor ved Copenhagen Business School.

Man kan kalde det en selvhjælpsbog mod selvhjælpsbøger

Professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Svend Brinkmann

Deres ’3. generation coaching’ gør netop op med idéen om, at man skal finde svarene i sig selv.

  • 1. generations-coaching gik ud på, at coachen skulle hjælpe en person med at flytte sig fra A til B. Eksempelvis personer, der ville tabe sig 10 kilo eller blive den bedste i verden til at skrælle agurker på tid.
     
  • 2. generations-coaching gik ud på, at coachen hjalp sin klient med at skabe et scenarie for, hvor vedkommende gerne vil bevæge sig hen i fremtiden ved at se på muligheder, der byder sig.
     
  • 3. generations-coaching går ud på at skabe et refleksionsrum, hvor man sammen med coachen leder efter meningen med livet eller meningen med ting, man beskæftiger sig med. Svaret findes ikke i personen selv, men i relationen – i samspillet og dialogen mellem to mennesker eller i fællesskabet ved gruppecoaching.

»Det er lige det, Svend Brinkmann også taler om. Man skal ikke hele tiden søge noget nyt. Til tider skal man finde tilbage til sig selv og i en refleksionsproces blive klar over, hvem man er. Så coachingen har fundet en ny dagsorden. Den skal ikke bare flytte folk, men også fortælle folk, hvor de er henne, for at give dem sikkerhed og en grundforståelse omkring dem selv.«

»Det er rendyrket 1. generations coaching at sige, du har ressourcerne selv – og det er forkert. Der kan jo kun opstå noget nyt hos et menneske, hvis du indgår i en relation til en anden. Det kan så være en coach, psykolog, bedsteforælder eller en gammel ven. Man udvikler sig sådan set sammen med andre,« siger Reinhard Stelter.

3. generation-coaching hjalp Nørrebro-drenge

Han giver et konkret eksempel, hvor 3. generation-coaching har hjulpet mennesker videre i deres liv. Gennem et års tid er Reinhard Stelter leder af et forskningsprojekt, hvor han sammen med 25 frivillige professionelle coacher igennem en længere periode har samtaler med – hovedsageligt tosprogede – elever på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København.

»De unge taler et lidt andet sprog end mig. For eksempel titulerer de hinanden som ’bøsse’. Da vi begyndte, sagde jeg til fem af dem, at hvis jeg sagde sådan til mine kollegaer eller min chef, så ville jeg nok blive fyret. Det studsede de over. Relativt kort tid efter spurgte jeg: Hvad betyder respekt for jer? Så fik vi reflekteret over et ord, der har at gøre med en stærk mellemmenneskelig relation.«

»Jeg spurgte, hvordan de taler til lærere, ude på gaden, til klassekammeraterne og derhjemme. Da jeg sagde ’derhjemme’, gik der nærmest et sus igennem de fem drenge. For dér er der noget andet på spil end i deres andre relationer. På den måde fik vi nuanceret tingene og reflekteret over dem. De konkluderede samtalen med at sige: ’Vi er jo alle samme brødre’. Samtidig punkterede vi min forståelse af ordet ’bøsse’. For dem er ’bøsse’ nærmest et ord som ’kammerat’. Det er noget, de siger til en god ven,« fortæller Reinhard Stelter.

Brinkmann: Ja, jeg er polemisk!

Når Reinhard Stelter kalder budskaberne i bogen ’Stå fast’ for polemiske, så har han ganske ret, konstaterer Svend Brinkmann. Budskabet om, at vi skal sætte rødder i stedet for at bevæge os hele tiden, er at sætte tingene på spidsen for at fremme forståelsen.

Svend Brinkmann vil ikke anbefale, at man hjernedødt følger hans 7-trinsguide. Men det er nødvendigt at tale med store bogstaver for at trænge igennem de opfattelser af, hvordan vi skal være, som selvhjælpsindustrien har skabt i samfundet.

»Vi har i øjeblikket kun et sprog for omstillingen og fleksibiliteten – og det er det, jeg forsøger at lave om på. Men det er klart, at begge ekstremer er forkerte. Det er forkert kun at forandre og udvikle, og det er forkert kun at stå stille og slå rod,« siger Svend Brinkmann.

Bogen Stå fast er udgivet på forlaget Gyldendal.