Da ulven blev menneskets bedste ven

Neandertalerne må have set en smule skeptiske ud, da det moderne menneske vandrede fra Afrika ind i Nordeuropa. Ikke nok med, at disse sære mennesker dansede og sang og brugte kunst, hulemalerier og symbolsprog til at udtrykke sig selv. De havde tilsyneladende også allieret sig med et af de vilde dyr, som for de tidligere menneskeracer kun havde været byttedyr og fjende: Ulven.

Men lige så mærkeligt var det, at de vilde dyr så ud til at have affundet sig med menneskenes regler. De fandt sig endda i at blive tøjret på menneskets bopladser.

»Da vi kommer ind i Europa, kan vi en masse ting, som neandertalerne ikke kan, og vi har altså blandt andet været i stand til at forestille os nogle alliancer, som vores mere primitive forfædre formentlig ikke har haft fantasi nok til. Personligt tror jeg, at det moderne menneskes partnerskab med hunden har været endnu en pind i neandertalernes kiste – samtidig med at det har været med til at sikre vores egen overlevelse,« siger museumsinspektør hos Nationalmuseet Peter Vang Petersen.

Han har skrevet kapitlet ’Metholitic Dogs’ – på dansk ’Hunde i mesolitikum’ – til bogen ’Hunting in Northern Europe until 1500 AD – Old Traditions and Regional Developments, Continental Sources and Continental Influences’, som netop er udkommet.

Hundene fik for alvor betydning efter istiden

Tidsperioden ’mesolitikum’, som Peter Vang Petersen har valgt at dykke ned i, dækker over den del af ældre stenalder, som i Danmark strakte sig fra omkring år 8.900 f.Kr. til 3.900 f.Kr. Den mesolitiske periode falder mellem istidens slutning og bondekulturens indførelse.

For selvom alliancen mellem ulve og mennesker arkæologisk set kan dateres mindst 35.000 år tilbage i tiden – da det moderne menneske indvandrede til Europa – kan man med rette konstatere, at det netop var i mesolitikum, at ulven – som med tiden blev til hunden – for alvor blev menneskets bedste ven. Forholdene for jagt ændrede sig nemlig, og mennesket opdagede, hvilken eminent jagtpartner hunden i virkeligheden var.

»Tæmningen af hundene er formentlig foregået betydeligt tidligere, men det er altså på dette tidspunkt, hvor vi er fuldstændig afhængige af jagt og fiskeri, at hundenes betydning virkelig kom til sin ret,« fortæller Peter Vang Petersen.

Ulvene var effektive jagtkammerater

Mens det moderne menneske udvikledes i Sydafrika, hørte ulvene oprindeligt til i Asien og Europa. De havde derfor allerede et indgående kendskab til området, da ulvene og de nytilkomne grupper af moderne mennesker første gang stiftede bekendtskab med hinanden. Det afgørende møde foregik antagelig i det nordlige Nordafrika eller i Mellemøsten, fortæller Peter Vang Petersen.

»Vi er ikke fysisk udviklet til at leve i nordlige egne, men det er hunden til gengæld. Dér har vi altså indgået en alliance med en meget effektiv partner.«

I mesolitikum begyndte skovene for alvor at brede sig over Mellem- og Nordeuropa. Hvor der tidligere havde været vidstrakte tundraområder, lukkede skovene sig nu omkring dyrevildtet og besværliggjorde jagt for mennesket.

Med sin adræthed og fænomenale lugtesans viste hunden sig i mesolitikum-perioden uovertruffen til at spore vildtet, som skjulte sig i skoven og blev på den måde en uvurderlig jagtkammerat for mennesket. Ulvedyrene opstøvede vildtet i skoven og fik det på skudhold for mennesket eller ’trykkede’ det i en ønsket retning, hvor der kunne vente bueskytter, opsatte fælder, net, faldgruber mv.

»Vores egne har været særligt vanskelige at leve i, hvis ikke man havde hunden til at hjælpe os med det, vi ikke er rigtig gode til selv. På den måde har hunden betydet meget for vores overlevelse,« siger Peter Vang Petersen.

Tog dyrene initiativ til alliancen?

Når ulvene og menneskene i fællesskab vendte tilbage til bopladserne efter jagt, blev dyrene tøjret og måtte finde sig i at få serveret, hvad mennesket havde tilovers. Mennesket fik hjælp til at jage, dyrene fik rester.

I fund fra kystbopladser i atlantisk tid (7.000-3.900 f.Kr.) kan man for eksempel se på målinger af hundenes tænder, at de har levet af ’artsfremmed’ kost, baseret på fisk, skaldyr og kød fra havpattedyr. De har altså været tvunget til at spise, hvad der blev serveret for dem.

Men selvom det umiddelbart kan lyde, som om det var mennesket, der på den måde havde trukket det længste strå, så forestiller Peter Vang Petersen sig alligevel, at alliancen mellem ulvene og menneskene oprindeligt er opstået på dyrenes initiativ.

»Ulvene – eller hundene – har jo hurtigt indset, at der kan være mad at finde ved menneskenes bopladser, og at jægerne kan fungere som en familie for dem. Det har virkelig lettet livet for dem,« siger han.

Store sociale evner gav hundene fripas

Første del af domesticeringen – den proces hvormed et vildt dyr gøres til et husdyr eller et tamdyr – har formentlig været, at mindre ulveflokke blev tiltrukket af menneskenes bopladser og på grund af deres store sociale evner har fået dispensation til at holde sig i nærheden af bopladserne og få adgang til menneskets rester, fortæller Peter Vang Petersen.

»Ulvene har i starten forstået at holde sig så tilpas i baggrunden og opføre sig ordentligt, til at mennesket har tolereret deres tilstedeværelse,« siger han og fortsætter:

»De har hurtigt tilpasset sig bopladsernes behov, og med tiden ændrer de sig hurtigt fra at være vilde til at være til at holde ud at være i selskab med.«

Da først ulvehundene var accepteret som en del af menneskets sfære, blev forholdet til mennesket ikke blot tættere – afstanden til de stadigt eksisterende vilde ulve blev samtidig større. Kom det i naturen til et møde mellem en hund og en ulv, ville det ikke udvikle sig i en romantisk retning – hunden ville blive slået ihjel, nøjagtig som i dag.

Hundene blev en del af jægernes familie

Med tiden har menneskene opdaget, at der var meget at hente i alliancen med ulvene. Ud over hundens gode jagt- og vagtevner, har dens sociale kompetencer gjort den til en værdsat kompagnon.

»Hunde er et socialt dyr, og de er ligesom mennesket i stand til at overveje, hvad det er deres gruppe foretager sig, og hvad skal jeg gøre for at gøre de andre tilpasse. Den empati har været en stor fordel for dem,« siger Peter Vang Petersen.

Hunden var det første dyr, mennesket tog til sig, og det skete ikke på grund af dens mælk, kød eller pels – men fordi det var et givtigt makkerskab. Derfor fik hunden også en helt særlig plads i jægernes kultur, en særstatus, som giver genklang i de arkæologiske fund.

Knoglerester viser, at hunde er blevet begravet sammen med mennesker, men også alene – som om de var medlemmer af familien. At blive begravet antyder en forestilling om, at man får eller skal have et efterliv i de dødes verden, fortæller Peter Vang Petersen. Dyrene blev kort sagt betroet en ny tilværelse i den anden verden på lige fod og i selskab med menneskene.

»Hunde er det eneste dyr, som bliver genstand for den omsorg, som begravelser er udtryk for. Det er noget af det, der viser, at de virkelig er kommet ind i familierne på familiær basis,« siger Peter Vang Petersen og konkluderer:

»De har ikke været hellige køer – man kunne stadig finde på at æde dem eller bruge deres pels. Vi kan bare konstatere, at hundene har spillet en betydelig rolle i det sociale liv og på bopladserne.«