Astrofysikere hjalp Lars von Trier med Melancholia

»Astronomi er noget værre lort.«

Det er en kold decemberdag i 2009 og stemmen i røret tilhører filminstruktør Lars von Trier, der er løbet panden mod en mur i arbejdet med det manuskript, som siden hen skal blive til disasterfilmen Melancholia. I frustration har han ringet til projektets researcher – journalisten bag denne artikel – for at få et indblik i, hvad han egentlig kan tillade sig.

Lars von Trier ville lave en katastrofefilm om en planet, der pløjer sig gennem Solsystemet og opsluger Jorden i et altødelæggende inferno. En forudsætning for at komme videre med manuskriptet er, at han får lagt sig fast på den bane, planeten skal følge gennem Solsystemet.

Men det er sværere end som så, da banen både skal være realistisk og samtidigt skal opfylde en række filmiske og praktiske krav. Researcheren får til opgave at undersøge sagen nærmere.

Kunsten møder naturvidenskaben

Denne artikel handler om mødet mellem Lars von Triers kunstnerunivers, hvor fantasien er i højsædet, og det virkelige verdensrum, som holdes i stram snor af naturkræfterne. Det giver et indblik i det omfattende researcharbejde, Lars von Trier har gennemført.

I artiklen møder vi de to astrofysikere, som Lars von Trier har haft et tæt samarbejde med, nemlig ph.d. i astrofysik Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium samt lektor Uffe Graae Jørgensen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

To af Lars von Triers nærmeste medarbejdere, Story Supervisor Vinca Wiedemann og Visual Effects Supervisor Peter Hjorth, giver også deres besyv med og løfter sløret for, hvorfor Lars von Trier overhovedet går op i at lave videnskabelig research.

Michael Linden-Vørnle: uamindelig katastrofefilm

Michael Linden-Vørnle var den første astrofysiker, som Lars von Trier involverede under udviklingen af sit manuskript.

»Lars von Trier gjorde det fra starten klart, at Melancholia ikke skulle være en katastrofefilm i almindelig forstand. De astronomiske begivenheder skulle snarere være det, der drev filmens handling,« fortæller Michael Linden-Vørnle.

Lars von Trier var på jagt efter en astronomisk begivenhed, der ville være en ultimativ katastrofe for menneskeheden, hvilket udelukkede et stort asteroidenedslag. For selv om sådan en hændelse er katastrofal for livet på Jorden, ville den kun udslette en del af menneskeheden.

»Det duede heller ikke at lade handlingen foregå i fremtiden, når Solen om fem milliarder år brænder ud og blæser sig op, for det, Lars von Trier var ude efter, var ikke noget forventeligt, men en momentan, tilfældig og total katastrofe. Her viste scenariet med planeten Melancholia på kollisionskurs med Jorden sig at være helt perfekt,« siger Michael Linden-Vørnle.

Shit happens

Risikoen for et planetsammenstød af den kaliber er meget lille, men i realiteten er der faktisk ikke noget til hinder for, at det kan ske. Vores galakse Mælkevejen rummer nemlig mange ensomme planeter, der snildt kan forvilde sig ind i et solsystem under deres vandring.

Selv om filmen bærer den fiktive planets navn, så er planeten i bund og grund ikke filmens kerne, understreger Michael Linden Vørnle. Det centrale er det psykologiske drama, der opstår, når det går op for menneskeheden, at den ultimative katastrofe venter lige om hjørnet.

»Melancholias funktion er alene at drive handlingen frem mod det klimaks. Hvis man tager de strengt videnskabelige astrofysiske briller på, så er der detaljer, som ikke kan lade sig gøre. Men realismen er ikke det, der er i højsædet, og det gør ikke noget. For det havde efter min mening forstyrret hele handlingen, hvis alting forløb i pinlig overensstemmelse med videnskaben,« siger han.

Vinca Wiedeman: Filmen er som en drøm

Én ting er at have idéerne i hovedet, end anden ting er at fælde dem ned på papir, og det arbejde har Story Supervisor Vinca Wiedemann hjulpet Lars von Trier med.

»Hvis man laver en film i den realistiske genre, så kan der være store udfordringer med at få rammerne til at ligne noget, som publikum kan genkende. Men Lars’ ambition er en anden. Han vil gerne bruge virkeligheden som en inspiration,« siger Winca Wiedemann.

Lars von Trier ville opbygge et muligt scenarie, der tager udgangspunkt i, hvordan fysikkens love dikterer et planetsammenstød.

Til det formål mødtes han med astrofysiker Uffe Graae Jørgensen fra Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, der er verdenskendt for sin udforskning af planeter uden for vores solsystem.

Planetforsker definerer Melancholias bane

Lektor Uffe Graae Jørgensen gik til opgaven med krum hals og kreerede en tegning af den mest optimale planetbane.

Derudover fik han en computer til at genere alenlange tabeller, som ud fra nogle fastsatte begyndelsesbetingelser gav et overblik over hvor og hvornår Malancholia ville være at finde på himlen, samt hvor stor den var til de forskellige tidspunkter. (Se boks).

»Det scenarium brugte vi mange kræfter på at få på plads. Men det er ikke et scenarie, som vi fortæller til nogen, og måske har Lars von Trier efterfølgende forholdt sig kunstnerisk frit til det realistiske forløb. Publikum bemærker det ikke, for de oplever kun scenariet i fragmenter. Men det ville være sjovt, hvis publikum kunne gennemskue, om han gør det, ud fra filmens handling,« siger Vinca Wiedeman.

Oppe imod naturens kræfter

Lars von Trier har tænkt nøje over, hvor i filmen han kunne bryde scenariet. Det kunne f.eks. komme på tale, når planeten fra ’naturens’ hånd ikke var frygtindgydende nok i sin fremtoning i forhold til ønskerne. En mulighed var at skrue op for planetens lysstyrke og størrelse for at skabe den helt rigtige stemning.

Andre gange kunne han måske finde på at lægge en dæmper på naturkræfterne, fordi de var så voldsomme, at de truede med at flå Jorden midt over og dermed stoppe filmen før tid.

»Handlingen er realistisk, som en drøm kan være realistisk. Der kan være små bitte forskydninger, der gør, at handlingen føles helt naturlig, så længe vi drømmer, men når man vågner op, så tænker man, gud hvorfor skete det? Det er drømmens kvalitet,« siger hun.

Peter Hjorth: Mage til grundig research svær at finde

Da manuskriptet var færdigt i juni 2010, blev bolden givet op til Visual Effects Supervisor Peter Hjorth, der havde ansvaret for, af Melancholia rent grafisk kom til at gøre sig godt på det store lærred.

Den opgave krævede mere end 100 medarbejderes fulde dedikation. Grafikere, animatorer og kunstnere fra Tyskland, Polen og Sverige har i månedsvis arbejdet for at få Melancholia og alle de andre visuelle effekter til at fremstå, som ønsket, under Peter Hjorths vejledning.

Rollen som den samlende, styrende kraft har Peter Hjorth efterhånden bestredet i en stor del af Lars von Triers filmprojekter. Det har givet ham en god fornemmelse af filminstruktørens måde at arbejde på.

”The Day after Tomorrow er en rigtig Hollywood-katastrofefilm, men er altså lavet af en tysker. I det hele taget er det tyskerne, der er de bedste til at lave rigtig Hollywood. De er pissegode til det, det er bare noget andet, Lars laver

Peter Hjorth

»Lars laver altid utroligt grundig research. Emnerne i hans film er faktisk så gennemresearchede, at det bliver en inspiration for historien, og de ting, som folk opfatter som groteske i Lars von Triers film, er ofte noget, der i realiteten kan ske,« fortæller han. Han nævner f.eks., at Melancholia på et tidspunkt kommer så tæt på Jorden, at den fjerner en del af Jordens atmosfære, så skuespillerne må hive efter vejret.

»Når man laver så god research, så dukker der mange overraskende naturvidenskabelige fænomener op, som man kan bruge i sin historie. Samtidigt gør researchen, at scenerne får deres egen indre logik, som hænger ved, selv om man bygger videre på historien,« fortæller Peter Hjorth.

Trier kontra Emmerich

Lars von Trier bruger sin naturvidenskabelige research på en anden måde, end filmínstruktører bag de store disasterfilm fra Hollywood, som f.eks. Roland Emmerich, der har lavet filmen ‘The Day After Tomorrow’.

»Roland Emmerich satser 100 procent på, hvad der er underholdende og hvad der ser spektakulært ud. Lars von Trier går efter, hvad der føles nede i maven og hvad der psykologisk er spændende,« siger Peter Hjorth.

Mens Hollywoodfilm giver de visuelle effekter fuld skrue og svælger i katastrofen, så gør Lars von Trier det modsatte. I Melancholia optræder den frygtindgydende planet f.eks. kun i nogle ganske få scener.

»Man kan let komme til at overeksponere de dramatiske scener – det er en hårfin balance. Er der bare ét klip for meget af planeten, så bliver det ulideligt at se på. Det er også derfor, at vi ret tidligt får lavet et storyboard i processen, så de enkelte virkemidler bliver doseret rigtigt. Det er afgørende for filmens succes,« siger Peter Hjorth.

Selv er han glad for, at det er Lars von Trier han arbejder for og ikke for en instruktør fra Hollywood.

»Det er det perfekte job for mig, da jeg kan kombinere teknik med noget kreativt. Og så er det en branche i rivende udvikling. Jeg føler mig som verdens heldigste mand at jeg har fået lov til at arbejde sammen med Lars og været tæt på det magiske,« siger han og slutter:

»Lars von Trier er nok det nærmeste, man kommer på at møde et geni.«