Afbildede kaliffen selv Muhammed på mønter?

Profeten Muhammeds portræt er ikke ukendt for danskerne. Men det skyldes på ingen måde en særlig dansk interesse for islams sidste profet.

Hans udseende er heller ikke danskerne bekendt på grund af de særlige islamiske billedtraditioner, som angår Profeten. Danskerne som flest vil nok forbinde Profeten med en række karikaturtegninger trykt i Morgenavisen Jyllands Posten.

Intet er dog så ondt, at det ikke er godt for noget, og én af de informative sideeffekter af karikaturkrisen var folkeoplysning:

Ikke altid sådan

Offentligheden blev simpelthen mindet om, at islam oppebar en tradition for billedforbud af Gud og menneske. En ikonoklastisk tradition hvor afbildning af Profeten selvsagt ville være en særlig blasfemisk handling.

Men har det altid været sådan? Nej! For de folk, som interesserede sig yderligere for islams billedtradition, blev sagen hurtigt indviklet.

For det viste sig, at islams klassiske og moderne historie rummede adskillige eksempler på billedlige fremstillinger af Profeten og allehånde mennesker – dog aldrig Gud.

De ældste materielle kilder til islam

Det var perserne, som i midten af 1200-tallet først stillede sig midt ind i den islamiske billedstorms øje og begyndte at male miniaturebilleder af Profeten. Senere kom andre folkeslag til og bidrog. Så nok fandtes der visse billedtabuer, men de var ofte blevet brudt.

Nu kunne især fromme sunnimuslimer så indvende, at vi med disse billeder har at gøre med bid’a, det vil sige en fordømmelig innovation, der forvrænger religionens oprindelige og perfekte budskab.

Det fromme argument har noget på sig. Der er fra tidlig islamisk tid tilsyneladende en skepsis over for brugen af menneskelige afbildninger- En fin bekræftelse på dette stammer fra det islamiske møntvæsen, som rummer nogle af de ældste materielle kilder til islam.

Mix-mønter

Brugen af valuta i form af mønter blev i stigende grad overtaget af det hastigt etablerede islamiske imperium i årene efter Muhammeds død i 632.

Muslimerne overtog og genbrugte på pragmatisk vis dels det persisk-sassanidiske riges mønter, dels det græsk-byzantinske riges. Vi kunne kalde disse mønter for mix-mønter, fordi de kombinerede islamiske elementer med ikke-islamiske.

De tidligste islamiske mønter er af sassanidisk afstamning og kan dateres til ca. år 652, altså tyve år efter Muhammeds død.

Arabisk tekst

De viser billedet af den detroniserede sassanidiske konge Yazdgard 3. på den ene side og billedet af et zarathustrisk ildalter på den anden. Zarathustrismen havde nemlig status af en slags statsreligion under sassaniderne.

Det islamisk-arabiske markeres blot ved, at mønterne har fået påstemplet arabisk tekst. Især de koraniske formularer »bi-smi llâhi« (»i Guds navn«) og »muhammad rasûl allâh« (»Muhammed er Guds sendebud«).

Disse formularer blev senere tilføjet lidt længere koraniske passager eller sammenstik af passager. Blandt andet første del af den islamiske trosbekendelse, al-shahâda: »Der er ingen gud foruden Gud.«

Byzantiske mønter

De tidlige arabisk-byzantinske mønter beroede også på genbrug. Indtil slutningen af 600-tallet cirkulerede disse mønter – ligesom de arabisk-sassanidiske – forholdsvis uændrede rundt.

Det var mønter med billeder af kejserne Justinian I (482-565) og Heraklius (610-641) på den ene side (eventuelt med hustru og sønner) samt et korssymbol placeret på tre- eller firdelt plint på den anden side.

’Islamiseringen’ af disse mønter fandt flere forskellige udtryk og gennemløb forskellige faser i islams formative år, men mest afgørende under den niende kalif, umayyaden Abd al-Malik ibn Marwân (646-705).

Kaliffens møntreform

Abd al-Malik er i dag måske mest berømt for at have iværksat bygningen af den guldkuplede og ottekantede Klippehelligdom på Tempelbjerget i Jerusalem – den dag i dag et tydeligt ’brand’ på Jerusalems horisont.

Al-Malik indledte dog også en banebrydende møntreform, hvor de hidtidige ikke-islamiske valutaers ikonografier og indskrifter efterhånden blev erstattet med et udtryk, som vi i dag ville kalde for ægte islamiske.

De er nemlig fuldstændigt billedløse, men gennemkalligraferede mønter med udstrakt brug af korancitater.

Islamiske mønter med kors

Inden man nåede frem til dette udtryk gennemløb mønterne en ’trial and error’-lignende proces, hvor forskellige former for symbolske og ikonografiske strategier blev prøvet af.

Al-Malik tilføjede i første omgang – omkring 690 – blot lidt mere tekst. Først den fulde trosbekendelse, al-shahâda: »Der er ingen gud foruden Gud, Muhammed er Guds sendebud.«

Byzantinernes kors er på nogle af disse tidlige mønter bibeholdt, men på andre er korsets tværstamme blevet fjernet, således at en vertikal stav med en knop foroven står tilbage.

Kristi genkomst på mønt

Denne overtagelse og manipulation af kristent arveguld og -sølv provokerede øjensynligt kejser Justinian 2. til at foretage et propagandistisk modtræk:

I stedet for at sætte sit kejserlige portræt på forsiden af mønten, som den hidtidige kutyme havde været, forviste han sig selv til bagsiden og tildelte nu ’førstepladsen’ til et portræt af en fuldskægget og langhåret Kristus, der laver det traditionelle Signum Crucis-tegn med højre hånd.

I sin venstre hånd holder Kristus en bog, formodentligt Evangelierne eller Det Nye Testamente. Kristus’ genkomst på mønt og kejserens tilbagetog til møntens bagside var begge helt nye træk.

Den stående kalif

Al-Malik svarede nu tilbage på Justinians propaganda med et modtræk: At sætte en helfigur af sig selv på de nye islamiske dinarers forside.

Dette motiv er af forskningen almindeligvis kendt under betegnelsen ’den stående kalif ’: En fuldskægget og langhåret mandsperson i lange gevandter.

Han står med en sværdskede foran sig og hans højre hånd griber fat i dét, som må være sværdhæftet. Fra kaliffens højre albue hænger endvidere en pisk. Med andre ord: Krigens og disciplineringens magtfulde tegn kontra Fredskongen Kristus.

Muhammed eller kalif?

Men i 2007 publicerede den britiske islamforsker Robert Hoyland, der i dag er professor ved Oxford Universitet, en artikel om vestlig muhammedforskning, hvor han såede tvivl om denne tolkning.

Til artiklen tilføjede han nemlig et lille appendiks, hvor han udfordrer forskningens hidtidige enighed om ’den stående kalif’: Måske var det slet ikke et billede af kaliffen, men et billede af Guds udsending?

Hvis dette var tilfældet, ville vi her have de ældst attesterede billeder af Profeten Muhammed. Lidt flot formuleret leverer Hoyland et styk tabubrydende numismatik:

Dels i forhold til den almindelige akademiske overbevisning, dels i forhold til islams senere billedløse tradition.

Kristus vs. Muhammed eller kaliffen?

Hoyland fremførte fem argumenter: Det første drejer sig om møntpolemikken mellem kaliffen og kejseren, som numismatikken har negligeret.

Her ræsonnerer Hoyland, at det ville være et relativt svagt modtræk fra kaliffens side at prøve at overtrumfe kristendommens alfa og omega med… sig selv!

Ganske givet havde kaliffen ikke nogen grund til at lide af mindreværdskomplekser ovenpå islams nylige imperiale succeser, medregnet hans egne bedrifter.

Men det forekommer alligevel mere sandsynligt, at Muhammedfiguren ville kunne matche Kristus.

Propagandamiddel i intern borgerkrig

Det andet argument retter sig indadtil: Samtidig med at den islamiske verden ekspanderede, var rigsdannelsen også hærget af borgerkrige. Borgerkrigene var som oftest religiøst motiverede og angik ikke mindst præmisserne for kalifembedet.

Islams store kløft mellem sunni og shi’a-islam bunder netop i denne konflikt. Men trods disse uenigheder, var begge parter givetvis enige om Muhammeds overhøjhed.

Al-Malik forsøgte måske at bøje parterne ind mod hinanden ved at opkaste Muhammed som nyt ikonisk fikspunkt – ved at sætte ham på mønt, et af datidens hurtigste og mest mobile propagandamidler.

Det er nyt, for indtil da havde Muhammed rent faktisk været ganske fraværende i kilderne, i såvel indskrifter som dokumenter. Men herefter bliver Muhammeds navn noget nær allestedsnærværende.

Navn matcher figur

Det tredje argument er efter min mening det svageste. Her prøver Hoyland at sandsynliggøre Muhammeds billedlige eksistens ved at påpege lighederne mellem de involverede figurer:

Begge har langt hår og fuldskæg og bærer ikke noget hovedtøj. Hoyland bemærker øjensynlig ikke, at ’araberen’ måske bærer hovedtøj, nemlig den såkaldte kûfiyya, også kendt som ’palæstinensertørklædet’.

Det fjerde bevis, Hoyland fører i felten, synes til gengæld stærkt: Det går ud på, at man siden hellenistisk tid (336-31 f.Kr.) ikke har kendt til nogen mønter, hvor det navn, som er angivet på mønten ikke matcher figuren. Hvorfor skrive Muhammed og vise kaliffen?

Ingen billeder af Muhammed?

Det femte og sidste argument går i rette med det muslimske ræsonnement: At islamiske autoriteter aldrig ville tillade et muhammedbillede.

Men flere tidlige muslimske kilder omtaler faktisk billeder af Muhammed, og interessant nok uden at fremføre nogen kritik heraf.

Det betyder kort sagt, at vi må være forsigtige med ikke at foretage anakronistiske følgeslutninger ud fra senere tiders knæsatte religiøse dogmer og fromme fortællinger.

Profetens stav

Undervejs i sit numismatiske appendiks indfletter Hoyland reelt flere argumenter, der kunne støtte hans tese.

Således kunne dinarens bagside, der viser en stavlignende ting på en tre- eller firleddet piedestal, og som almindeligvis er blevet tolket som et amputeret kors, læses som Profetens stav, qadîb an-nabî.

Der findes flere fortællinger om denne stav og dens mirakuløse egenskaber. Imidlertid er der også problemer med dette stav-argument: Hvorfor skulle Profeten så bære en pisk på forsiden af mønten

Skriftrulle i en sværdskede?

Herom tier Hoyland, ligesom han heller ikke nævner de forskellige traditioner omkring de tidlige kaliffers brug af pisken som et slags værdighedstegn.

Billedet af den sværdbærende kalif udfordres også af Hoyland, der spekulerer på, om ikke billedet snarere forestiller Profeten med en skriftrulle i hånden. Angiveligt skulle Muhammeds svigersøn og senere kalif, Ali, også have bevaret vigtige skrifter i en sværdskede.

Det kunne tænkes, at sværdskeden skulle symbolisere Koranen eller slet og ret forestille en koranisk skriftrulle. Dermed ville billedet også modsvare det skrift, som Kristus holder foran sig på de byzantinske mønter.

Møntforskning er ikke støvet

Det er ejendommeligt at numismatikken, det videnskabelige studium af mønter, synes at lide under et offentligt image som en lettere støvet og nørdet videnskab.

Ejendommeligt for så vidt at mønter hører under overbegrebet penge, der vel må betegnes som ét af menneskehedens mest potente og skæbnesvangre opfindelser.

Pengenes symbolske kommunikation er ikke ren abstraktion, men er netop gestaltet i et bestemt historisk udtryk, der vidner om magthaveres identitetspolitikker, forestillede fællesskaber, religiøse fikspunkter og brudlinjer igennem tiderne.

Robert Hoylands teser, som dog indtil videre ikke har vundet almen anerkendelse, er et fint eksempel på, hvor aktuel fortiden kan være. Samt hvor meget forhandling og proces en senere religiøs ’sandhed’ reelt dækker over.