Omkring 20.000 danskere bliver hvert år ofre for en hjerneskade. Den kan med ét udviske deres evne til at tale, huske eller finde vej.
Er du først blevet ramt af en hjerneskade, tager det lang tid at blive genoptrænet. Men overraskende, ny dansk forskning viser, at en kombination af motion og stress måske kan forkorte den tid, genoptræningen tager.
»Vi har opdaget, at kombinationen af motion og stress ændrer kemien i forskellige dele af hjernen, og at det fremmer genoptræning. Vi vidste allerede, at ændringerne kan ske ved motion alene – men blev overraskede over, at stress faktisk kan være gavnligt,« fortæller professor Jesper Mogensen, der forsker i genoptræning efter hjerneskader ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet.
Normalt siger man, at motion er godt for vores kroppe – og stress er skidt. Lang tids stress får da også hjernen til at fungere dårligere. Vi bliver dårligere til at huske, læse og tale.
»Men nu har det vist sig, at kombinationen af stress og motion faktisk gavner genoptræningen af hjernen hos hjerneskadede forsøgsdyr – de lærer hurtigere at huske og løse problemer,« siger Jesper Mogensen.
De nye resultater stammer primært fra forsøg med rotter. Men i øjeblikket er forskerne i færd med at finde ud af mere om de overraskende sammenhænge – snart skal det undersøges, om de også gælder for mennesker.
Jesper Mogensen er leder af grundforskningsafdelingen UCN – the Unit for Cognitive Neuroscience – og director for det internationale forskningscenter ReCBIR – Research Centre for Brain Injury Rehabilitation. I den forbindelse går en del af hans forskning ud på at undersøge, hvordan vores hjerner kan komme sig over en hjerneskade.
Målet er, at vi i sidste ende bliver bedre til at genoptræne patienter, der for eksempel har mistet evnen til at tale efter et slagtilfælde.
Men det vil stadig tage noget tid, før forskerne finder ud af, hvorfor en kombination af stress og motion utroligt nok ser ud til at hjælpe patienter med hjerneskader.
»Der er stadig huller i vores viden. Men vi ved nu, at stress på ingen måde ødelægger virkningen af motion. Snarere tværtimod,« siger Jesper Mogensen.
Motion har forskerne til gengæld allerede undersøgt meget nøje. Og de ved nu, at ren motion – uden stress – er utrolig godt for vores hjerner. Forsøg med rotter har vist det med største tydelighed.
Forskerne samlede en flok forsøgsrotter og ødelagde de dele af deres hjerner, som de bruger, når de orienterer sig. På den måde mistede rotterne deres evne til at finde vej i en labyrint.
Derefter delte forskerne rotte-flokken i to:
Det viste sig, at de rotter, der dyrkede motion, ret hurtigt igen blev gode til at finde vej i labyrinten – selvom deres ’vejfinder-del’ i hjernen var ødelagt. De rotter, der fik lov til at dandere den, fór derimod hele tiden vild i labyrinten.
Slagtilfælde kan ødelægge dele af hjernen. De opstår som regel, når en blodprop spærrer for blodtilførslen til hjernen. Manglen på blod fører til, at hjernens nerveceller ikke får tilført den nødvendige ilt – og så starter en proces, som får cellerne til at dø.
Er man uheldig, dør cellerne for eksempel i den del af hjernen, som vi bruger, når vi taler. Så bliver man stum.
Det er et mysterium, hvorfor rotter kan genlære at finde vej igennem en labyrint, selvom deres ’vejfinder-del’ af hjernen er ødelagt.
Hjerneforskerne har nemlig i mange år vidst, at forskellige dele af hjernen er specialiseret til at udføre bestemte opgaver. Forskerne ved, at en bestemt hjernedel er skyld i, at vi kan gå. En, at vi kan tale. Og en, at vi kan finde vej, når vi går en tur.
Men rotte-forsøgene viste, at hjernen forbløffende nok kan genlære evnen til at finde vej – selvom de forskellige ’vejfinder-dele’ af hjernen er stendøde.
På det punkt ligner rotters og mennesker hjerner hinanden. Også mennesker kan genoptrænes til at finde vej, selvom de har haft en hjerne-ødelæggende blodprop.
Rotteforsøgene på Jesper Mogensens afdeling kan forklare det store mysterium: Hvorfor kan mennesker genlære at tale eller finde vej, selvom vigtige dele af deres hjerner er blevet ødelagt?
Det viste sig nemlig, at de motionerende rotter havde langt flere såkaldte ’neutrofiner’ i deres hjerner. Neutrofiner er nødvendige for hjernen. De holder hjernens celler i live og støtter dens evne til at lave nye forbindelser mellem sine forskellige dele – det fænomen, som forskere kalder ’hjernens plasticitet’.
»Når vi giver hjernen ekstra neutrofiner via motion, bliver den mere plastisk. Hjernen får simpelthen lettere ved at lære at gøre ting på en anden måde,« fortæller Jesper Mogensen.
Har du tilpas mange neutrofiner i din hjerne, kan den omarrangere sig ved at skabe nye forbindelser mellem sine uskadte dele. Uanset om man er en rotte eller et menneske.
»Man kan sige, at hjernens forskellige dele er som Lego-klodser. De kan sammensættes på mange forskellige måder. Det vil sige, at hjernen evner at tale og finde vej på mange forskellige måder,« siger Jesper Mogensen.
Det er en forbløffende opdagelse, som ikke kun er godt nyt for hjerneskadede patienter.
»Vi ved, at motion er godt for alles hjerner. Også intakte hjerner får via motion øget deres plasticitet – altså evnen til at lære nyt,« siger Jesper Mogensen.
Jesper Mogensen og ReCBIR, har publiceret mange artikler om genoptræning af hjernen og den såkaldte REF-model, der på en banebrydende måde forklarer, hvordan vores hjerner fungerer.
Under artiklen kan du læse om REF-modellen i artiklen om Sanne Salomonsen. Og du kan følge links til nogle af Jesper Mogensens forskningsartikler.
En forårsdag i maj 2006 fik rocksangerinden Sanne Salomonsen et slagtilfælde. En blodprop i hjernen, som gjorde hende lam i venstre side af kroppen – og fratog hende evnen til at synge.
»Jeg lå i sengen på Glostrup Sygehus og prøvede at synge ’Den, Jeg Elsker’, men kunne ikke. Alt var lammet. Mine stemmelæber, stemmebånd og al den muskulatur, man bruger, når man synger. Jeg var fortvivlet, men samtidig meget taknemlig over at være i live,« har Sanne Salomonsen fortalt til musikmagasinet Gaffa.
Sannes blodprop havde dræbt de dele af hendes hjerne, som hun tidligere brugte, når hun sang. De områder i hjernen vil altid være ødelagt. Alligevel står hun nu – få år efter – på scenen og synger igen.
Sanne Salomonsen burde rent faktisk ikke kunne synge igen. I hvert fald hvis man skal tro nogle af de ideer, der i mange år har gået deres sejrsgang inden for hjerneforskningen.
I mange år har vi nemlig vidst, at vores hjerner er opdelt i forskellige specialiserede dele. Man mente derfor, at hjernen er opdelt i enkle, specialiserede dele, som gør, at man kan klare en given opgave – for eksempel synge.
Så hvorfor kan Sannes synge, når hendes hjerne beviseligt er død de steder, hun normalt brugte, når hun sang?
Det mysterium forsøger Jesper Mogensen at løse med sin banebrydende såkaldte ’REF-model’ over hjernen. En model, han har udviklet sammen med kollegaen Hana Malá.
»Det er en model for, hvordan hjernen bliver omprogrammeret, når vi får en hjerneskade« fortæller Jesper Mogensen.
REF-modellen siger, at vores hjerner både består af forskellige stækt specialicerede dele – hvor hver del laver noget helt bestemt. Men som noget nyt siger den, at hjernen samtidig opretter netværk på kryds og tværs mellem de specialiserede dele. Det kan lade sig gøre, fordi hjernen fungerer på to niveauer:
Da Sanne Salomonsen fik en blodprop, ødelagde den de dele af hjernen, hun normalt brugte, når hun sang. Men ved en effektiv genoptræning lykkedes det hendes hjerne at lave et nyt ’program’ på niveau 2 i REF-modellen.
Det nye ’program’ skabte nye forbindelser mellem nogle af de levende dele af Sannes hjerne, og gav hende evnen til at synge tilbage.
REF-modellen viser på den måde, hvordan raske dele af vores hjerner kan ’lære’ at løse nye opgaver, når andre dele af hjernen er gået til grunde.
Hvorfor er alle jeres
Hvorfor er alle jeres illustrationer af krop og motion af smilende tynde unge hvide mennesker. I dette tilfælde ligner den pæne hvide unge mand ikke flertallet af de mennesker, som er indlagt med en blodprop.