Annonceinfo

Hurtige cyklister lever længere

Dansk studie viser, at det kan betale sig at trampe til i pedalerne, når man skal fra A til B. Der op imod fem års ekstra levetid at hente.

Ny forskning viser, at cyklister, der træder til i pedalerne, lever op imod fem år længere, end dem der ikke giver den fulde omdrejninger, når de skal fra A til B. (Foto: Colourbox)

Hvis du vil leve længere, skal du sætte tempoet i vejret, når du cykler til og fra arbejde. Det gavner nemlig dit helbred at mærke pulsen, når du stiger på cyklen.

Nyt dansk studie med cyklister i København, viser, at jo mere intensitet du lægger for dagen, når du cykler, des større er din chance for at leve længere. Resultatet er netop offentliggjort på kongres for ESC (European Society of Cardiology) i Paris.

Lev op til 5,3 år længere

Studiet viser, at mænd, der cykler med: 

  • Høj intensitet, lever 5,3 år længere end mænd, der cykler med lav intensitet
     
  • Middel intensitet, lever i gennemsnit 2,9 år længere end mænd, der cykler med lav intensitet

Studiet viser tilsvarende, at kvinder, der cykler med:

  • Høj intensitet, lever 3,9 år længere end kvinder, der cykler med lav intensitet
     
  • Middel intensitet, lever 2,2 år længere end kvinder, der cykler med lav intensitet
Intens aktivitet gavner hjerte og blodtryk

»Det er spændende resultater, der leverer yderligere støtte til vigtigheden af intensitet i træning.«

»En række nylige træningsstudier har vist markant bedre effekter på kondital, hjertefunktion, karfunktion, og blodtryk ved intense fysiske aktiviteter som intervalløb og fodbold i forhold aktiviteter med lav eller moderat intensitet,« kommenterer professor Peter Krustrup fra Sport and Health Sciences ved University of Exeter, da han hører om resultaterne.

Måske skal anbefalinger til motion ændres

På nuværende tidspunkt anbefales det, at voksne bevæger sig 30 minutter om dagen, men måske skal anbefalingerne laves om til, at man skal bevæge sig 30 minutter om dagen med høj intensitet.

I hvert fald står det klart, at folk der cykler med høj intensitet, ikke bare lever længere, de har også markant mindsket risiko for at udvikle hjerte-karsygdomme i forhold til dem, der blot cykler med lav intensitet.

»Det er fornuftigt at bruge 30 minutter om dagen på fysisk aktivitet. Men det kan på det kraftigste anbefales, at man træner med høj intensitet minimum to gange om ugen,« siger Peter Krustrup.

Ifølge dr.med. Peter Schnohr fra Bispebjerg Hospital, der står bag studiet, er det meget individuelt, hvad intensiv træning helt præcist dækker over.

»Vores gruppe foretog en lignende undersøgelse på fodgængere for nogle år siden. Resultaterne viste, at folk også lever længere hvis de går ture, med hvad de selv mener er høj intensitet,« siger han i en pressemeddelelse.

tja

Jeg tvivler på, at det er sundt at cykle ude i de trafikerede områder. Du indhallerer jo mange flere ultrafine partikler når du cykler ved siden af busser, varevogne og knallerter og det giver dig både dårlige lunger og større chance for blodprop i hjernen. Og slet ikke at tale om at bilforureningen ødelægger vores DNA.

Tjaoh... men ved at sprinte

Tjaoh... men ved at sprinte afsted øger du også risikoen for at smaske sammen med et eller andet maskinelt... så et eller andet sted udligner statistikken vel sig selv.
Jeg hører mest den med at køre i eet eller to gear højere end "nødvendigt" hvor du kører og at få mere modstand.

Gud ved om de der bliver "knaldet ned" af bilister

er talt med i statistikken ?

Bliv forpustet når du cykler

Det stemmer jo udmærket overens med det gamle råd om at "du skal blive forpustet mindst én gang om dagen", - og det kan jo ligeså godt blive når man alligevel cykler til arbejde. Bare husk skiftetøjet, for man kommer selvfølgelig også til at svede.

Kausalitet

Artiklen og underrubrikken antyder, at man kan hente op til fem års levetid ved at træde hårdere i pedalerne.

Men er det ikke muligt, at folk træder hårdere i pedalerne netop FORDI, de er sunde og raske og i god form? Altså, at det gode helbred ikke (kun) er et resultat af cykelhastigheden, men nærmere årsagen til den?

Det lyder, i mine ører, mere sandsynligt. Hvis der virkelig er bevis for, at det er den anden vej rundt, så skal jeg til at have gang i nogle flere overhalinger på Nørrebrogade.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Krop & Sundhed

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg