Et nyt studie viser for første gang, at menneskehjernen forbereder sig på specifikke lugtstimuli.
Med udgangspunkt i sine erfaringer med forskellige lugte har hjernen således en vurdering klar, allerede før lugten når næsen.
Det tyder endvidere på, at vi lugter det, vi forventer at blive udsat for, i højere grad end det, næsen rent faktisk udsættes for.
Studiet er udført ved Northwestern University og publiceret i tidsskriftet Neuron.
Det regnes for en vigtig egenskab i dyreverdenen at kunne danne tidlige forventninger om lugte. Det sætter dyrene i stand til at reagere hurtigere og med større nøjagtighed på lugtstimuli i deres habitat.
For det moderne menneske er det ikke lige så oplagt, at denne forudsigelsesevne har en afgørende betydning. Forskerne bag det nye studie mener alligevel, at denne egenskab kan være nyttig for os.
Forestil dig, at du i køleskabet har en lille smule fløde, som har stået der et stykke tid og derfor befinder sig i kategorien 'kan måske bruges'. Du har ikke tidligere lugtet til fløde med så stor interesse.
Jo, den lugter da lidt syrligt, men du tænker, at det måske er sådan, den skal lugte. For at være på den sikre side smager du på den... addrr! Du kan mærke brækfornemmelsen komme – fløden var for gammel. Måske har hjernen lært noget til næste gang?
Postdoc Christina Zelano mener i hvert fald, at forudsigelsesevnen for lugtene kan give os fordele og måske spare os for nogle kvalmende oplevelser.
Hun uddyber med et eksempel fra et andet kendt mejeriprodukt.
»Hvis nogen giver dig et stort glas mælk og spørger, om den er ved at blive sur, har vi ingen visuelle tegn, som kan hjælpe til at afgøre, om den kan drikkes. Derfor må vi sætte vores lid til lugtesansen.«
»Vores studie antyder, at hvis hjernen kan danne sig et lugtbillede af sur mælk, før du lugter til den, vil du med større sikkerhed kunne fastslå, om den faktisk også er det,« siger Zolano i en pressemeddelelse.
Forskerne har brugt hjernescanninger (MRI) til opdagelsen af hjernens forhåndsforventninger om lugt.
De to lugte, som blev brugt i studiet, var vandmelon og en slags modellervoks ved navn plastilin. Før hvert forsøg fik deltagerne at vide, hvilken af de to lugte, de skulle forsøge at genkende.
En nedtælling på en skærm viste, hvornår deltagerne skulle forberede sig på at få serveret den ene eller den anden lugt. Efter at have lugtet fik de besked om at trykke på en knap for at fortælle, om de mente, at kunne genkende lugten eller ej.
Nogle gange var lugten den samme, som deltagerne fik at vide på forhånd, og andre gange serverede forskerne dem en anden lugt end den på forhånd varslede.
Nogle gange var lugten endvidere mere eller mere kamufleret i en blanding af andre lugte.
Forskerne studerede mønstrene i hjerneaktiviteten før og samtidig med, at lugten blev registreret af næsen. De fandt ud af, at aktivitetsmønstrene i højere grad stemte overens, når den forventede lugt og den faktiske lugt var de samme.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
Lugt og forventning
Der står i artiklen, at det er første gang, at en sådan forskning af lugtesansens betydning er lavet. Det passer langtfra. Der er lavet mange forsøg for at kortlægge det første kommunikationsmiddel, vi har som spædbørn. Børn genkender deres mor og hendes bryst gennem lugtesansen.
Det gælder for så vidt alle pattedyr.
Men der er lavet mange andre forskningsforsøg, så jeg husker slet ikke dem alle.
Et af de sidste, jeg har stiftet bekendtskab med, er at vi finder vores partner på lugten. Det menes især at gælde kvinder, som gennem lugten fra mandens svedkirtler i armhulen bestemmer, at netop denne mand har det DNA, som vil være bedst for dannelsen af hendes børn.
Det er også velkendt, at duften fra partneren kan være mere eller mindre beroligende.
Uden at have sat mig specielt ind i dette, kunne jeg forestille mig, at det er et levn fra den spæde alder, hvor barnet som oftest falder til ro ved at blive lagt ind til moren, og finder ro ved hendes duft.
Spørgsmålet om, at vi allerede inden, vi åbner køleskabet, forestiller os lugten af sur mælk, og DERFOR lugter til den, vil jeg stille mig tvivlende over for.
Vi kender den ubehagelige smag af sur mælk. Derfor bruger vi næsen som det mest åbenlyse middel til at undgå den ubehagelige smag. Det er jo langtfra hver gang, vi lugter til mælken. Faktisk tror jeg, at det har noget med vægten af kartonet at gøre. Er denne let, kobler vi straks til, at mælken må have stået i køleskabet et stykke tid, og vi kontrollerer derefter lugten for ikke at få den ubehagelige smag.
Lugt og smag er jo så tæt forbundne, at kan vi ikke lugte maden, så får vi heller ikke den fulde smagsoplevelse.
Lugtesansen har meget større betydning, end vi gør os begreb om. Det skyldes naturligvis, at de lugtindtryk vi får, for det meste signalerer ubevidst til os.
Dette er naturligvis stadig et levn fra før, vi havde sprog.
Derfor bruger dyr i meget tydeligere grad lugtesansen til at meddele sig med og til at indhente oplysninger med.
Og som det fremgår af indlægget ovenfor, så får vi også denne information. Når et dyr afmærker sit territorium, så er det ikke kun en meddelelse til artsfæller. Det er en advarsel for andre dyr også. Det der i disse tilfælde virker, og derfor er hannen som afmærker, er testoteron.
Tager vi artiklens påstand om, at vi danner duftfantasien, kan man vel kalde det, inden vi køber en buket blomster til vores kære, så har jeg vanskeligt ved at se formålet med dette. Det er muligt, at man har en ide om at købe en buket roser, fordi man selv ynder duften af denne. Men hvis man allerede ved, at målet for blomsterne foretrækker en anden blomst, som måske ikke engang dufter særlig meget, hvad skulle man så bruge duften af roser til andet end at fortælle, at det er ens yndlingsblomst. Man har måske også i sin bevidsthed, at lige før blomsterhandleren ligger en anden gaveforretning, som kunne blive der, man først kikkede, så tror jeg umiddelbart, at den duftfantasi, man har, er duften af den kære, som man vil forære en gave.
Hvis jeg har ret i dette, så ville det også relationsmæssigt være mere rationelt. For duften af rosen har ingen betydning for målet med at give gaven, mens duften af den kære har en bindende betydning for relationen.
Selvfølgelig bruger vi lugtesansen generelt. Bla som nævnt for at forsvare os mod ubehagelige eller farlige ting. Men oprindeligt har lugtesansen betydning for relationer mellem individer.
Både som det er vist ved udvælgelsen, ved kvaliteten af relationen og holdbarheden af den.
I den henseende er vi som alle andre pattedyr.
Nej, nej og atter nej,
Hjernen forbereder sig ikke på lugte,
Det er individet, alias Jeg'et der forbereder sig, og det kan Jeg'et kun i kraft af sin bevidsthed, der virker gennem hjernen og sansesættet.
Når en hare møder en ny lugt, så danner den en synaps el. hjernevinding, der fungerer som en antenne til afsendelse og modtagelse for bevidstheden, så den når den igen møder denne lugt, kan gen-kende den, i pagt med erindrings-arkivet, der er 'i hukommelsen' og ikke 'i hjernen'.
Da Jeg var fem år, og havde hørt om ræve fra æventyr og daglig tale, havde Jeg endnu ikke set nogen ræve, men en dag mødte Jeg en skarp og karakteristisk lugt, og vidste med det samme, at der nyligt havde været en ræv i dette område, hvordan kunne Jeg vide dette, når Jeg ikke tidligere (i dette liv) kendte til eller havde oplevet lugten af ræv.
Allerede synet af blomster kan aktivere forventning om lugt og duft, eller konkret oplevelse af den pågældende duft der er identisk med det sete.
Vi kender det også fra Fx det at skære en citron over, hvordan Vi tydeligt oplever spytkirtlernes reaktion på det syrlige, bare ved tanken.
Det er bare et ganske kort sansepsykologisk perspektiv.
Hjernefolket har stirret sig blinde på hjernen, og ved endnu ikke Hvem De Selv er,
og det er en psykose, i en bredere forståelse af begrebet, end den snævre lægefaglige.