Et nyt studie viser for første gang, at menneskehjernen forbereder sig på specifikke lugtstimuli.
Med udgangspunkt i sine erfaringer med forskellige lugte har hjernen således en vurdering klar, allerede før lugten når næsen.
Det tyder endvidere på, at vi lugter det, vi forventer at blive udsat for, i højere grad end det, næsen rent faktisk udsættes for.
Studiet er udført ved Northwestern University og publiceret i tidsskriftet Neuron.
Vigtigt for dyr og mennesker
Det regnes for en vigtig egenskab i dyreverdenen at kunne danne tidlige forventninger om lugte. Det sætter dyrene i stand til at reagere hurtigere og med større nøjagtighed på lugtstimuli i deres habitat.
For det moderne menneske er det ikke lige så oplagt, at denne forudsigelsesevne har en afgørende betydning. Forskerne bag det nye studie mener alligevel, at denne egenskab kan være nyttig for os.
Forestil dig, at du i køleskabet har en lille smule fløde, som har stået der et stykke tid og derfor befinder sig i kategorien ‘kan måske bruges’. Du har ikke tidligere lugtet til fløde med så stor interesse.
Jo, den lugter da lidt syrligt, men du tænker, at det måske er sådan, den skal lugte. For at være på den sikre side smager du på den… addrr! Du kan mærke brækfornemmelsen komme – fløden var for gammel. Måske har hjernen lært noget til næste gang?
Hjernen danner sig et lugtbillede
Postdoc Christina Zelano mener i hvert fald, at forudsigelsesevnen for lugtene kan give os fordele og måske spare os for nogle kvalmende oplevelser.
Hun uddyber med et eksempel fra et andet kendt mejeriprodukt.
»Hvis nogen giver dig et stort glas mælk og spørger, om den er ved at blive sur, har vi ingen visuelle tegn, som kan hjælpe til at afgøre, om den kan drikkes. Derfor må vi sætte vores lid til lugtesansen.«
»Vores studie antyder, at hvis hjernen kan danne sig et lugtbillede af sur mælk, før du lugter til den, vil du med større sikkerhed kunne fastslå, om den faktisk også er det,« siger Zolano i en pressemeddelelse.
Deltagere lugtede til vandmelon og modellervoks
Forskerne har brugt hjernescanninger (MRI) til opdagelsen af hjernens forhåndsforventninger om lugt.
De to lugte, som blev brugt i studiet, var vandmelon og en slags modellervoks ved navn plastilin. Før hvert forsøg fik deltagerne at vide, hvilken af de to lugte, de skulle forsøge at genkende.
En nedtælling på en skærm viste, hvornår deltagerne skulle forberede sig på at få serveret den ene eller den anden lugt. Efter at have lugtet fik de besked om at trykke på en knap for at fortælle, om de mente, at kunne genkende lugten eller ej.
Nogle gange var lugten den samme, som deltagerne fik at vide på forhånd, og andre gange serverede forskerne dem en anden lugt end den på forhånd varslede.
Nogle gange var lugten endvidere mere eller mere kamufleret i en blanding af andre lugte.
Forskerne studerede mønstrene i hjerneaktiviteten før og samtidig med, at lugten blev registreret af næsen. De fandt ud af, at aktivitetsmønstrene i højere grad stemte overens, når den forventede lugt og den faktiske lugt var de samme.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
