Forsker lod bier stikke sig på penis og pung, for at se hvad der gjorde mest ondt
Hvor tror du, det gør mest ondt at blive stukket af bi - testiklerne, brystvorten eller næsen? En forsker har selv lagt krop til i videnskabens navn for at undersøge, hvor smerten fra et bi-stik var værst. Fem gange om dagen lod han sig stikke forskellige steder på kroppen - bl.a. på tissemand og testikler.

Michael Smith lige før han lader sig stikke. I hånden holder han et bur med bierne. På jorden ligger et spejl, så han kan stikke sig på ryggen og rumpen. (Foto: Michael Smith)

Ældre læsere kan huske den legendariske TV-vært Poul Thomsen fra DR-programmet 'Dus med dyrene', som for åben skærm lod sig stikke på armen af en bi.

Det var i bedste sendetid, dengang DR havde monopol, så det meste af befolkningen vred sig foran skærmene med billederne af Thomsens fortrukne ansigt og brodden med den pumpende giftsæk.

Men TV-værtens lidelser er nu blevet overgået med flere længder af ph.d.-studerende Michael Smith ved Cornell University, USA.

I videnskabens tjeneste har han lagt krop til en 38 dage lang smertes (tor)tour og undersøgt, hvor på kroppen det gør mest ondt at blive stukket af en honning-bi (Apis mellifera).

Det gør mest ondt i næseboret, overlæben og tissemanden

Vi kan lige så godt afsløre konklusionen med det samme: De værste er næseboret, overlæben og tissemanden. Og for de mandlige læsere, som måske knap tror det, de lige læste, gentager vi lige: Jo, han lod bierne stikke sig i tissemanden.

Han lod også bierne stikke sig i pungen, det gjorde bare ikke nær så ondt.

Faktisk lod han bierne stikke sig 25 steder fra tåspids til isse, og med ærefrygtindgydende standhaftighed gentog han forsøgene 3 gange for at være sikker på resultatet.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Stik i testiklerne overraskede forskeren

Okay, så har det værste chok lagt sig, og et spørgsmål trænger sig på: Hvorfor i alverden udsætte sig selv for sådan en smerte?

Jo, hvor Poul Thomsen i sin tid lod bien stikke sig i læsernes tjeneste, for at undersøge om en sukkerknald på bistikket kan lindre smerten (Det kunne det), ville Smith undersøge sammenhængen mellem smertens størrelse og stik-stedet.

Som ph.d.-studerende i biers adfærd og evolution er Michael Smith som enhver anden, der omgås bier, vant til at blive stukket.

Det virker dumt, og det er det måske også: Ikke desto mindre lod ph.d.-studerende Michael Smith bierne stikke sig 25 steder fra tåspids til isse, og med ærefrygtindgydende standhaftighed gentog han forsøgene 3 gange for at være sikker på resultatet. (Illustration: Mette Friis-Mikkelsen, Videnskab.dk)

»Du kan sige, at man vænner sig til det, men det gør ondt hver gang‚« siger han.

Der var dog ét sted han, som enhver anden mand frygtede at blive stukket mere end nogen andre steder, og en dag skete så det uundgåelige: En bi fløj op under hans shorts og stak ham.

»Jeg havde lige et par dage før for sjov snakket med min ph.d.-vejleder Tom Seeley om, hvor ondt det mon ville gøre at blive stukket i testiklerne, og vi mente begge, at smerten ville være frygtelig,« siger Michael Smith.

»Men da det skete, blev jeg overrasket over, at det ikke gjorde mere ondt, end det gjorde.«

Hvilke insekter er værst at blive stukket af?

Oplevelsen fik ham til at fundere over, om vores intuition om smerte nu også holder stik (...)

Hans første indskydelse var, at der findes svar i den medicinske litteratur, men det nærmeste han kunne komme på studier af smerter fra bistik var insektforskeren Justin Schmidt.

Justin Schmidt har, ud fra egne ufrivillige erfaringer, lavet en berømt opgørelse ved navn 'Schmidt Pain Index', over hvilke bier, hvepse og myrer (Hymenoptera), der er værst at blive stukket af.

Skalaen går fra 0 til 4 med honningbi-stik som middel på 2. Af interesse kan det nævnes, at kun tre insekter kommer ind på en 4'er - det gælder blandt andet den frygtede 2 centimeter lange kuglemyre (Paraponera clavata) fra Sydamerika. 

Dennes stik beskriver Schmidt som en 'ren, intens, lysende smerte. Som at gå på glødende kul med et 3 tommer rustent gnavende ind i hælen'.

Men trods sin smertende indsigt i insekt-verdenen skelner Schmidt heller ikke mellem, hvor man bliver stukket, omend han noterer, at stedet må formodes at have stor betydning for smertestørrelsen.

Ph.d. lod sig stikke i videnskabens navn

Som enhver sand videnskabsmand tænkte Smith derfor, at der kun var én ting at gøre: selv at lave undersøgelsen.

Her lod forskeren sig stikke. Fem gange om dagen. (Illustration: Peer J)

Der var kun ét problem, og det var naturligvis, hvem der skulle lade sig stikke af bierne.

Det stod hurtigt klart, at Smith selv er det eneste valg, ikke mindst fordi forskningsverdenen er fyldt med etiske forskrifter for, hvad forskere må udsætte forsøgspersoner for, men ikke for hvad forskeren må udsætte sig selv for.

Morsomt nok noterede Smith i en etisk bemærkning til artiklen, at metoderne 'ikke er i konflikt med Helsinki Erklæringen af 1975, revideret i 1983. Forfatteren var den eneste person, som blev stukket, var oplyst om alle risici, gav sit tilsagn, og er klar over at resultaterne bliver offentliggjort.'

Morgenstik hver morgen mellem kl. 9 og 10

Pointen er, at vi alle kender bistik og siger, at det gør drønondt - hvad det også gør - men måske ikke lige ondt.

Hvert stik varierer i, hvor dybt brodden er gået ind, hvor længe den sidder der, og smerte opleves forskelligt fra person til person. Det handler derfor om at gøre alt så kontrolleret som muligt, så det kun er selve stikstedet, der er varierer.

Michael Smith lod sig derfor stikke fem gange hver dag mellem kl. 9 og 10 om morgenen, så tidspunktet på dagen ikke påvirkede smerteoplevelsen.

Bien holdt han selv mod huden i 5 sekunder, efter stikket først mærkedes, og efter bien var fjernet, lod han den pumpende brod sidde i et helt 1 minut.

Der gik 5 minutter mellem hvert stik, eller indtil smerten lettede.

Dagens første og sidste stik var altid på oversiden af underarmen for at kalibrere smerten fra de mellemliggende stik så godt som muligt. I alt er der altså to kalibreringsstik og tre 'test-stik' hver dag i 38 dage, indtil han endelig var igennem hvert af 25 steder sted 3 gange.

Smerten vægtede han på en skala fra 1 til 10 med kalibreringsstikket som en 5'er. Det viser sig, at der for hvert stiksted ikke er stor variation i smertevurderingen.

Her er de værste steder at blive stukket

»Jeg ved godt, det hele er lidt morsomt, men der er faktisk en interessant ting i det, og det er, at smerten fra bistik rent faktisk kan måles og er ens fra gang til gang. Og samtidig, at den varierer fra sted til sted, så der faktisk er steder, som er værre at blive stukket end andre,« siger Michael Smith.

Her gjorde det mest ondt at blive stukket. (Foto: PeerJ)

Det viser sig, at de tre værste steder at blive stukket er to kropsåbninger - næseboret (9,0), overlæben (8,7) og skaftet af tissemanden (7,3). Smith beskriver smerten som 'elektrisk og dunkende', og at 'stik på næsen var særlig voldsomt, øjeblikkeligt begynder man at nyse, tårer og store mængder snot flyder ud'.

De mindst slemme steder var issen (2,3), overarmen (2,3) og spidsen af tåen (2,3), som han beskriver som en smerte, der er der, men hurtigt går væk.

På Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet siger smerteforsker Lars Arendt Nielsen til det nye studie:

»Dette er godt nok ikke tidligere studeret, men det er ikke overraskende, at der er variation mellem områderne. Der er steder på kroppen, hvor vi har stor tæthed af smertereceptorer.«

Det medgiver Smith, som heller ikke er overrasket over resultatet.

»Men der er forskel på at forvente noget og på at have dokumenteret det og nu at have det undersøgt for første gang,« siger han.

Smith peger desuden på, at den såkaldte homunculus, som illustrerer, hvor meget 'opmærksomhed' hjernen dedikerer til forskellige sensoriske modtageområder på kroppen, ikke i sig selv kan forklare smertens størrelse. For eksempel gør stik på overlæben langt mere ondt (9,0) end stik på fingerspidsen (6,7), selvom begge områder er omtrent ligeligt repræsenteret i hjernen.

Studie omfatter kun et individ

»En smerte homunculus ville formentlig se ret forskellig ud fra den sensoriske homunculus,« siger Michael Smith.

Han medgiver, at studiet er begrænset af kun at være på et individ og måske ikke bidrager med noget helt nyt og uventet til videnskaben. Det, der overrasker ham, er i virkeligheden, hvor meget opmærksomhed studiet allerede har fået.

»Det ville være dejligt, hvis jeg fik lige så mange opringninger på den forskning, der er central for mit ph.d.-projekt,« siger Michael Smith.