KORT NYT FRA DANMARK:
Gaden gør hjemløse afhængige af åben himmel, plads og frihed. De vil slet ikke have et klassisk hjem med trygge vægge, dørklokke og den obligatoriske jungle af hvide Ikea møbler. De vælger selv at forblive hjemløse.
Der er mange sejlivede idéer om hjemløses ‘frie natur’. Men spørger man dem selv, vil 9 ud af 10 gerne have deres eget hjem. Det viser dugfrisk forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
»Så en romantisk forestilling om, at mange hjemløse værdsætter en tilværelse uden eget hjem, skyder i hvert fald ved siden af,« forklarer ph.d. Lars Benjaminsen, der har stået i spidsen for undersøgelsen, i en pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Men undersøgelsen viser også, at mange ikke fik nok støtte sidst, de forsøgte at krydse den svære grænse mellem gade og hus.
»Vi ved, at det er alfa og omega, at de får den nødvendige sociale støtte, hvis de skal lykkes med tilværelsen i egen bolig. Her er der rum for forbedringer,« vurderer Lars Benjaminsen og fortsætter:
»Det er ikke nok at fokusere på, om de vil i egen bolig. Det er mindst lige så vigtigt at have fokus på, om forudsætningerne for, at det kan lade sig gøre, er til stede.«
Sammen med sit forskerhold interviewede han hjemløse, der havde søgt ly på et herberg, og indsamlede 185 brugerspørgeskemaer fra brugere af 11 forskellige boformer.
Læs også:
Hjemløse alkoholikere har 400 gange flere hovedskader end alle andre
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
il