Jeg ville bare tage et kig på tv-serien ‘Once Upon a Time’ (2011-) – og hvad sker da? Nu er jeg fanget i Storybrooke sammen med Prince Charming, Snehvide, Belle, Den Onde Dronning, Lampens ånd, Rumleskaft og de andre eventyrfigurer. Hjælp, jeg slipper aldrig ud!
Genren hedder contemporary fantasy og foregår parallelt i en virkelig verden og en eventyrverden, hvor den blander magi, eventyr, menneskeligt drama og leg med genrerne fantasy, eventyr, drama og mysterie. Og hold da op, hvor er det forførende.
Vi er i den amerikanske lilleby Storybrooke, hvor indbyggerne ikke aner, de er eventyrfigurer. Den Onde Dronning har kastet en forbandelse, så de ikke kan forlade byen og ikke husker, hvor de kommer fra. Ligesom i Tornerose, hvor de sover i hundrede år. Her er der ingen prins, der skal kysse nogen sovende prinsesse, men en 28-årig Emma (Jennifer Morrison), der bliver opsøgt af sin søn, Henry Mills (Jared Gilmore), som hun bortadopterede for ti år siden. Hun kører ham hjem til sin adoptivmor, borgmesteren Regina Mills. Henry hævder, at Regina er Den Onde Dronning, og Emma ender med at blive i Storybrooke for at holde øje med sin søn, der tydeligvis ikke kan skelne virkelighed fra fiktion.
Karaktererne er ikke bevidste om, at de er eventyrfigurer
Men selvfølgelig har Henry ret, og ‘Once Upon a Time’ væver på et flyvende eventyrtæppe, der med hvert afsnit griber til et kendt eventyr. Men på sin helt unikke og revisionistiske måde. Vi kan kalde grebet post-postmoderne, i den forstand, at serien er bevidst om at genfortolke og samtidig er bevidst om, at seeren også er bevidst om, at der bliver genfortolket. Det er ikke en postmoderne leg, der skal gøre os opmærksom på meta-, inter- og para-tekstualitet. Nej, det er snarere en post-postmoderne og legende respekt for fortællinger og vores store mytologiske fortid, som vi også finder den i ‘Supernatural’. Verden skal hverken fortrylles eller affortrylles – sociologen Max Webers berømte udtryk for at vores moderne verden var blevet affortryllet – nej, verden bliver genfortryllet.
Jeg er nået til afsnit ti, og for første gang har en karakter, udover Henry og Regina, fået bevidsthed om sin status som eventyrlig. Eller måske har vedkommende vidst det hele tiden? Der har været dødsfald, vold, vrede og utroskab, og svigt og bedrag slynger sig om Henry og Emma.
Mine yndlingsfigurer er seriens to skurke, Den Onde Dronning (Lana Parrilla) og Rumleskaft (Robert Carlyle). Intet er sort eller hvidt i ‘Once Upon a Time’, der giver bi-, for- og sidehistorier, der uddyber ondskab og godhed og vender og drejer den eventyrlige virkelighed, så vi føler med de onde og bliver irriterede på de gode.
Fremragende karakterskuespil
Jeg skal ikke afsløre for meget – men genren er contemporary fantasy og heri subgenren fairytale fantasy , der blander eventyr og fantasy. Eventyret er karakteriseret ved følelser af håb, optimisme, og det forunderlige. Vi forventer magi og overnaturlige skabninger, men eventyr plejer ikke at gøre ondt; når de onde dør, er det velfortjent, og når de gode dør, vækker en fe dem til live med et trylleslag.
Eventyr har lykkelige slutninger. Fantasy plejer også at have det, men med ‘Game of Thrones’ blev fantasy dark fantasy. ‘Once Upon a Time’ er endnu ikke dark – men den er heller ikke lys og naiv. Her er magt, afmagt, jalousi, begær, alle de moralske følelser, der gør vores virkelige verden så besværlig. Og nu også den eventyrligt-fantastiske verden.
Jeg glæder mig til at se, hvordan det går i Storybrooke. Foreløbig er en grum forbrydelse blevet afdækket… Og Robert Carlyle (‘Trainspotting’, ’28 Weeks Later’), der er en FREMRAGENDE karakterskuespiller, fortjener en Emmy for bedste mandlige skuespiller. Aldrig har ondskab været så fortryllende.
(Fik jeg sagt, at serien er skabt og skrevet af Adam Horowitz og Edward Kitsis, der også var bag serien ‘Lost?’)
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
