Så vilde er 3D-printere nu
Det er helt vildt, hvad man i dag kan lave med 3D-printere. Her får du et indblik samt en række videoer med de vildeste ting, som print-entusiasterne har fundet på.

Cody Wilson affyrer sin 3D-printede pistol 'the Liberator'. (Screendump fra Youtube)

Cody Wilson affyrer sin 3D-printede pistol 'the Liberator'. (Screendump fra Youtube)

3D-printere er ikke længere fremtiden. De er nutiden.

I maj måned fortalte vi om en bil fra Aalborg Universitet, der var bygget af blandt andet 3D-printede dele.

Vi har også skrevet en artikel om en 3D-printer, der kan printe stamceller.

I det hele taget er der efterhånden ingen grænser for, hvad forskere og amatører prøver at lave med deres 3D-printere.

Ph.d.-studerende ved Institut for Energiteknik Simon Lennart Sahlin er én af drivkræfterne bag den 3D-printede aalborgensiske  øko-bil. Vi fangede ham på en telefon, mens han arbejdede på én af universitetes printere.

»Det hele udvikler sig meget hurtigt nu, og mulighederne udforsker vi hele tiden ved blandt andet at eksperimentere med at printe bildele. 3D-printere kommer også snart til at blive mere praktisk anvendelige for almindelige mennesker. Eksempelvis spurgte en kollega mig for en time siden, om jeg kunne hjælpe ham med en holder til en mobiltelefon. Den er ved at være printet færdig nu,« fortæller Simon Lennart Sahlin, der er overbevist om, at 3D-printerne også begynder at blive en fast bestanddel af danske hjem om tre til fire år.

Til den tid vil folk kunne finde internet-filer med forskellige designs af eksempelvis smykker, tallerkner og vaser. Filerne kan de fodre deres 3D-printer med, som i løbet af kort tid har genstanden klar lige til at benytte, som var den en hvilken som helst anden genstand, man havde købt i en forretning.

Så hvis du går med tanker om at være med på den første bølge af 3D-printer-ejere, har vi her samlet fem vilde ting, man kan lave med dem.

1. Printbar pistol

I marts måned præsenterede den 25-årige jurastuderende Cody Wilson fra University of Texas sin rædselskreation ’the Liberator’ – en pistol, han havde designet og printet med en 3D-printer.

Pistolen, der består af 16 plastikdele og en enkelt metalstift, er bortset fra metalstiften udelukkende lavet af ABS-plastik (en særlig hård type plastik, som også bruges i blandt andet legoklodser) på en Dimension SST-printer fra firmaet Stratasys.

Fakta

Der findes flere forskellige typer 3D-printere:

En type printer former ting i 3D ved at lægge en tynd opvarmet plastiktråd i lag på lag, indtil emnet er færdigt. Denne type printer er den billigste, men den kan kun forme ting i plastik.

En anden type 3D-printer bruger laser til forme emnerne i et fint lag pulver. Varmen fra laseren får pulveret til at smelte sammen i en form efter en computerskabt 3D-model.

Straks efter at Cody Wilson havde testet prototypen, lagde han designet op på en hjemmeside, hvorfra det blev downloaded over 100.000 gange på de første to dage.

De amerikanske myndigheder har siden hen lukket for hjemmesiden, men da var det allerede for sent. Flere fildelingstjenester har fortsat designet liggende på deres hjemmeside, hvor det er lettilgængeligt for både nysgerrige teenagere og determinerede galninge.

Simon Lennart Sahlin vil dog ikke anbefale, at man printer en pistol med sin 3D-printer.

»Jeg ville aldrig turde skyde med noget, der var lavet af plastik. Min vurdering er, at den kun holder til et par skud, før det hele springer i luften mellem hænderne på én,« siger han.

Video: 829speedy

2. Elektrisk guitar

Går du med en rockmusiker inde i maven, men er i tvivl om, hvorvidt du er bassist eller guitarist? Hvorfor så ikke bare printe begge dele?

Guitarfabrikant og professor i mekatronik (en slags multidiciplinær ingeniør) Olaf Diegel ved School of Engineering and Advanced Technology i New Zealand har gjort det til sit speciale at lave 3D-printede elektriske guitarer.

Når kunden har valgt et design, fodrer producenten Olaf Diegel sin printer med den relevante data, og et par timer senere er guitaren klar.

Endnu har Olaf Diegel dog ikke løst problemet omkring strenge og elektronik. De laves stadig på den gammeldags måde.

3. Bikini

Er sidste års bikini blevet for lille hen over vinteren?

Olaf Diegel med sine 3D-printede guitarer. (Foto: Massey University)

Intet problem med den nye 3D-kreation fra Continuum Fashion.

Designfirmaet har sammen med 3D-printfirmaet Shapeways designet en bikini, der laves udelukkende på en 3D-printer. Så kan den gamle bikini hurtigt skiftes ud med en ny i den rigtige størrelse.

Efter sigende skulle bikinien være behagelig at have på og kan nemt tilpasses den enkelte kundes designønsker.

Binikien printes i nylon med en dyr 3D-laserprinter, så det er kun kvinder med en solid pengepung, der kan smide den gamle bikini ud og printe sig selv en ny, hver gang stranden kalder.

»Jeg har indtil videre ikke set en laserprinter til under 250.000, og jeg kunne forestille mig, at de nemt kan koste meget mere,« fortæller Simon Lennart Sahlin.

Video: core77inc

4. Et kranium

Firmaet Oxford Performance Materials har udviklet teknikken Osteofab, der printer individuelt tilpassede kraniedele til personer med alvorlige hovedtraumer.

Det er dog ikke legoklods-plastik, som lægerne sætter ind i hovedet på folk, men i stedet en syntetisk PEKK-polymer, der minder om knogle.

Ifølge Oxford Performance Materials laver de mellem 300 og 500 kranidele om måneden til blandt andet  kræftpatienter, trafikofre og krigsofre.

I det mest ekstreme tilfælde fik en amerikansk mand erstattet 75 procent af sin kranie med PEKK-polymeren.

Firmaet Oxford Performance Materials har opfundet en måde at printe kraniedele til folk med alvorlige hovedtraumer. (Foto: Oxford Performance Materials)

Kraniedelene bliver dog ikke lavet på den sædvanlige hjemmeprinter, men på en printer specialdesignet til formålet.

Derfor bliver det nok ikke muligt i den nærmeste fremtid, at almindelige mennesker laver knogler hjemme i sofaen.

»Der findes mange typer 3D-printere, der er meget advancerede og blandt andet kan printe dele af andet end plastik – eksempelvis metal og andre materialetyper. Men så er vi så afgjort ikke længere indenfor almindelige menneskers husholdningsbudget,« siger Simon Lennart Sahlin.

5. Ufødte fostre

Til sidst i rækken har vi det japanske firma Fasotec, der har taget 3D-printeren med ind på hospitalets barselsgang og tilbyder plastikkopier af ventende mødres ufødte børn.

Plastikkopierne er indstøbt i en gennemsigtig plastik, der skal ligne fostervand, og hele herligheden er formgivet, så den kan bruges som brevvægt.

Prisen for at have sit ufødte barn som brevvægt er lige i underkanten af 6.000 kroner.

Fasotec laver normalt 3D-printede versioner af organer til blandt andet læger og medicinstuderende.

Video: Diginfonews

Og mens vi er på hospitalsgangene, er det også her, Simon Lennart Sahlin mener, at det næste store inden for 3D-printere kommer.

»De mest interessant projekter lige nu er printere, der kan lave billigere proteser til folk, der eksempelvis mangler det nederste af sit ene ben. Der er også forskere der er igang med at udvikle printere, der kan printe i mikroskopiske lag og eksempelvis lave organer til folk, som venter på et nyt hjerte eller en ny nyre. Men det sidste ligger nok ret langt ud i fremtiden, før det bliver realiseret,« vurderer Simon Lennart Sahlin.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.