Kollisionsforsøg foretaget af svenske trafikforskere viser, at eksisterende bilsæder er for hårde til at kunne beskytte kvinder mod piskesmældsskader under en kollision.
De har nu udviklet verdens første kvindelige crashtestdukke, for at bilproducenterne skal kunne gøre bilerne mere piskesmældssikre for kvinder.
Bliver som en trampolin
Kollisionstests på levende mennesker i lav fart viste, at kvinder blev kastet hurtigere fremover end mænd, fordi sæderyggen giver mindre efter for kvinders krop, end den gør ved de tungere mænd.
»I og med at kvinder er lettere end mænd, får de et hurtigere ryk fremover, og det medvirker sikkert til, at accelerationen bliver højere. Desuden får kvinder også et meget kraftigt kast fremover i bæltet,« fortæller forsker Anna Carlsson ved Chalmers Universitet i Sverige til NRK.
Der er dog en løsning på problemet, som bilproducenterne må tage til sig, fortæller hun.
»Sæderne bør gøres blødere, mindre stive. Ved en påkørsel bagfra bliver det som en trampolin, som gør, at man bliver kastet fremover. Jeg vil gerne se, at de gør ’puffet’ lidt blødere,« siger Anna Carlsson.
Mænd beskyttes bedre
Crashdukkerne var forskningsleder Astrid Linders, ved VTI (Statens väg- och transportforskningsinstitut), idé. Hun leder EU-projektet ADSEAT, der har som mål at modvirke piskesmældsskader. Astrid Linder siger, at nye piskesmældssikre biler først og fremmest hjalp mænd:
»Jeg så ud af skadesstatistikken, at der kom information ind om, at mænd var bedre beskyttede mod piskesmældsskader af de nye beskyttelsessystemer, som var blevet udviklet, mens kvinder stadig havde en højere risiko,« siger hun til NRK og fortsætter:

»Ønsket er, at alle kørende skal have en så god beskyttelse som muligt. Som hovedregel gælder det om at udforme et værn for den mindst robuste del af befolkningen før de mere robuste. Det omvendte gælder ikke nødvendigvis, som vi har set med udformningen af piskesmældsbeskyttelse.«
Automatisk tilpasning til køn og krop
Kvinde-testdukken BioRID 50 F, som er udviklet hos Chalmers i samarbejde med blandt andet VTI og Volvo, eksisterer foreløbigt kun som en grov prototype. Forskerne håber på sigt at kunne udvikle hende til en ordentlig crashtestdukke.
Astrid Linder fortæller, at der er interesse hos bilfabrikanter for at foretage tests med kvindelige crashtestdukker, i første omgang med virtuelle dukker.
»Forhåbentlig vil en testmetode, som også omfatter en kvindedukke, opmuntre bilproducenterne til at installere beskyttelsessystemer som automatisk tilpasser sædet til hvert individ. Det vil både kvinder og mænd med forskellige kropsstørrelser få nytte af,« slutter Anna Carlsson.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
































