Regeringen har skaffet flertal for at købe 27 nye kampfly til minimum 56 milliarder kroner.
At udskifte flyvevåbnets aldrende F-16-fly med nye kampfly, vil dermed koste cirka det samme som at bygge Københavns nye metroring.
Men hvor Københavns pendlere hver morgen vil opleve, at deres vej til arbejde er blevet lettere, når metroen er færdig, vil kun få skatteborgere i det daglige føle, at det gør en forskel for dem, om et kampfly letter fra flyvepladsen i Skrydstrup.
Værdien af et forsvar er svær at gøre op
Værdien af et forsvar er svær at opgøre, fordi det ikke er en investering, som borgerne kan se effekten af hver dag. På den anden side er det en investering, man næsten ikke kan få nok af den dag, nationens sikkerhed for alvor bliver truet.
Hvis metroen går ned, kan man gå eller cykle på arbejde, men det eneste alternativ til et forsvar den dag, hvor det rigtigt brænder på, er ødelæggelse og besættelse.
Derfor har økonomer lige siden 1700-tallets Adam Smith betragtet forsvar som »regeringens første pligt«. Et offentligt gode, som skaber den tryghed og stabilitet, der er fundamentet for, at samfundet fungerer.
Kan ikke sammenlignes med en forsikring
Ud fra den betragtning er forsvaret en forsikring, som man lige så lidt håber at få brug for som sin brandforsikring, men som man betaler med samme glæde for at få tryghed for, at man er dækket, hvis tingene går galt.
Imidlertid er forsikringsmetaforen ikke helt retvisende. Værdien af et hus kan opgøres med ganske stor sikkerhed, og der brænder desværre en del huse, så forsikringsselskaberne har en ganske god idé om, hvad en effektiv brandforsikring er.
Det er langt mere uklart, hvad et effektivt forsvar er. En del af forklaringen er, at selvom militære styrker ikke er noget, de fleste lande bruger hver dag, så sidder de ikke blot og venter på at forsvare landet mod invasion.
Forsvaret er en investering
Danmark er således ikke truet af en invasion, men danske styrker har de sidste 15 år været i aktion i Afghanistan, Irak, Libyen og ved kysten ud for Somalia – blot for at nævne de større operationer.
Samtidig patruljerer danske skibe i farvandene omkring Grønland og Færøerne. Her står de mest for at opretholde ro og orden og kontrollere fiskefangster, men den slags civile opgaver bliver de fleste landes militære styrker også anvendt til, fordi de har organisationen og beredskabet.
Da ingen private firmaer kunne overkomme at varetage sikkerheden i forbindelsen med OL i London i 2012, var det således den britiske hær, som blev beordret til at overtage opgaven.
Forsvaret er altså i højere grad en investering end en forsikring, fordi de penge, skatteborgerne betaler for deres forsvar, bruges til en række forskellige typer missioner.
De missioner skal forhåbentlig løbende give et afkast, på samme måde som en investering i aktier giver afkast. En investering giver kun afkast, hvis virksomheden tjener flere penge, end den bruger.
Forsvaret tjener selvfølgelig ikke penge. De tider, hvor en dansk konge tjente penge på at udleje sine soldater mod god betaling, er forbi. Men Forsvaret skulle gerne give et sikkerhedspolitisk afkast. Groft sagt skal borgerne få så meget sikkerhed som muligt for færrest mulige penge.
Udgifterne er steget
Udgifterne til forsvaret er steget markant siden Anden Verdenskrig.
I 1948 brugte den amerikanske hær 1.718 dollars per soldat (hærens budget divideret med antallet af soldater), mens tallet i 2011 var 38.412 dollars per soldat.
I mellemtiden har hæren ikke fået alle de store skibe og avancerede kampfly, som flåden og flyvevåbnet har fået. Hærens primære redskab er stadig en mand – eller kvinde, som er en anden forskel fra 1948 – med et gevær.
Omkostninger ved at sende soldaten i kamp, forsyne ham, støtte ham med artilleri og kamphelikoptere, træne og huse ham derhjemme og betale regningen, hvis han bliver skadet for livet i kamp, er imidlertid eksploderet.
Man kunne anføre, at det er omkostningerne forbundet med at være en global magt. Når man skal sende soldater til Afghanistans ørkner, så koster det mange penge.
Storbritanniens militærudgifter er eksploderet
I den forbindelse er det værd at sammenligne det amerikanske militærs udgifter med de udgifter, som Storbritannien havde, dengang landet var en imperiemagt, der også lejlighedsvis førte krig i Afghanistan.
- I 1902 havde Storbritannien 539.000 mænd under våben, var engageret i Boerkrigen og havde udgifter, der svarede til 20.582 pund per mand.
- I 1918 havde Storbritannien 4,5 mio. mænd under våben, men brugte cirka det samme per soldat – 23.328 pund.
- I 1948 – efter endnu en verdenskrig – var tallet steget til 24.482 pund per medarbejder i det britiske forsvar.
Det var blevet dyrere for Storbritannien at føre krig på de 50 år, men stigningen er ingenting i forhold til, hvad der skete de næste 50 år. I 2011 brugte Storbritannien 219.528 pund per ansat i det britiske forsvar.
Før Anden Verdenskrig kunne Storbritannien drive den militære del af et verdensrige for langt mindre per mand, end de britiske skatteydere i dag må betale per mand for et langt mindre forsvar med langt færre forpligtelser, men hvad er forklaringen?
Logistik er dyr
Det britiske forsvar er blot et eksempel på, at vestlige militære styrker er blevet dyrere. Noget de er blevet på grund af den måde, de er organiseret på.
I løbet af verdenskrigene fandt militære styrker en opskrift på at vinde krige som forudsatte, at man hurtigt og effektivt kunne indsætte store styrker af infanteri støttet af kampvogne, artilleri og fly på et afgørende punkt på fronten. Det krævede en kæmpe investering i transport og forsyning, så styrkerne kunne være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
På forsvarsakademier rundt omkring i verden siger man – kun halvt i sjov – at de, der er interesserede i krig, taler strategi, mens de, der ved, hvad de taler om, taler om logistik. Logistik er dyr, og det er dyrt at drive en organisation, hvor størstedelen af udgiften ligger i at muliggøre operationer snarere end at udføre dem.
En opgørelse viser således, hvordan det kun var 25 procent af de amerikanske soldater i Irak, som gik med et gevær på patrulje i Bagdads gader eller kørte en kampvogn ved Mosul. Resten var beskæftiget bag fronten.
Teknologi øger omkostningerne
Den anden faktor i de stigende omkostninger ved militære styrker er teknologi.
Hvert enkelt fly, kampvogn eller skib kan mere og mere og koster derfor mere og mere. Det gør behovet for vedligeholdelse større, hvilket igen øger udgifterne til støtte og forsyning bag fronten.
Den danske flåde havde således 67 skibe i 1990, mens der i 2010 kun var 41 skibe. Til gengæld vejede de 67 skibe i 1990 35.862 tons, men de 41 skibe i 2010 vejede 55.500 tons. Den danske flåde havde fået færre, men større skibe.
Dyr teknologi er også en del af forklaringen på, at Storbritannien i dag bruger så mange flere penge per mand sammenlignet med tiden under imperiet.
Storbritannien har hangarskibe, en atomslagstyrke, et avanceret luftvåben og muligheden for at sende en hærdivision i kamp.
Det koster rigtig mange penge at holde niveauet på så avancerede systemer, og det betyder investering i meget få og meget værdifulde stykker isenkram på bekostning af mange mennesker. For hvert nyt fly, kampvogn eller skib, der bliver købt, bliver der færre og færre styk og færre og færre mennesker til at betjene dem.
Forsvarets nye fly-indkøb er et dilemma
Når Danmark skal købe nye kampfly er risikoen således, at Forsvaret ender med at købe så få, at man reelt ikke har nok til både at forsvare det danske luftrum og sende på mission i udlandet.
For uanset hvor avanceret militært isenkram bliver, kan det stadig ikke være to steder på en gang.
Udgifterne til militært udstyr er således i fare for at gøre Forsvaret så dyrt, at det ikke kan producere det sikkerhedspolitiske afkast, som er hele grunden til, at man investerer pengene.
