Video fra succesfuld test: Rumturister får fin udsigt
Blue Origin har fløjet første tur med en ny rumkapsel, der har store vinduer. Denne gang var en dukke med som passager, men snart kan seks rumturister opleve turen ud i rummet.

Sådan så testopsendelsen ud udefra. Se udsigten indefra i videoen i bunden af artiklen. (Video: Blue Origin)

For syvende gang har rumfartsfirmaet Blue Origin opsendt raketten New Shepard fra et øde område i det vestlige Texas.

Denne gang medbragte raketten en ny rumkapsel, som er udstyret med seks store vinduer.

Planen med New Shepard-systemet er nemlig at flyve turister en kort tur ud i rummet og føre dem sikkert tilbage til Jorden. Vinduerne skal sikre den bedste mulige udsigt på turen.

Indtil videre har Blue Origin ikke fløjet med mennesker, men denne gang blev der i det mindste plads til en dukke i menneskestørrelse. Dukken var udstyret med sensorer, så firmaet kunne følge påvirkningerne af den.

En hurtig smuttur

Blue Origin rumkapsel

Her undersøges rumkapslen efter den bløde landing. (Foto: Blue Origin)

Raketten flyver cirka 100 km op, før rumkapslen frigives. Så vender raketten tilbage til Jorden, lander ved hjælp af raketmotoren og kan genbruges.

Rumkapslen skulle være stor nok til, at eventuelle passagerer kan løsne sikkerhedsbælterne og slå kolbøtter i vægtløs tilstand, når kapslen er frigjort fra raketten og i frit fald mod Jorden. Den vægtløse tilstand varer fire-fem minutter.

Bagefter daler rumkapslen roligt mod Jorden i store faldskærme og lander blødt et sted i det øde område.

Den når altså ikke i kredsløb, men kommer kun et hurtigt smut ud i rummet.

Største vinduer i rummet

I denne omgang kom den nye rumkapsel – Crew Capsule 2 – dog ikke helt ud i rummet, som ifølge en internationalt anerkendt definition starter 100 km oppe.

Men det var tæt på. Den kom 98,27 km over jordoverfladen og 99,39 km over havets overflade.

Testdukke

En testdukke forsynet med sensorer var eneste passager på turen 12. december. (Foto: Blue Origin)

Når rumkapslen kommer over de 100 km, bliver vinduerne på 110 x 73 cm de største, der har været i rummet. I dag indehaves rekorden af et rundt vindue med en diameter på 80 cm på Den Internationale Rumstation.

Hele turen tager ikke meget mere end 10 minutters tid. Undervejs kommer farten op på næsten tre gange lydens hastighed, så det skal nok være en spændende oplevelse for de rige turister, der køber billet til turen.

Hvad en billet kommer til at koste, og hvornår de første turister sendes op, vides endnu ikke.

Men Blue Origin, der ejes af Amazon-milliardæren Jeff Bezos, kan meget vel blive det første amerikanske rumfartsfirma, der sender turister i rummet.

Sådan var udsigten for testdukken ombord på Blue Origins rumfartøj. (Video: Blue Origin)

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.

Det sker