Rumturisme er kommet et skridt nærmere
Rumraketten New Shepard fra det amerikanske firma Blue Origin har været på en vellykket flyvning, hvor sikkerhedssystemet blev testet. Firmaet er snart klar til at sende turister en kort tur ud i rummet.
Blue Origin New Shepard rumturisme rummet tur

Rumraketten New Shepard skal sende rumkapsler med seks passagerer ad gangen op i en højde på 100 kilometer. Både raket og kapsel kan genbruges. Billedet er fra en opsendelse 19. juni i år. (Foto: Blue Origin)

At rejse er at leve, men når man har været Jorden rundt et par gange, vil man måske gerne et andet sted hen.

Rummet må være næste destination for den ultimative globetrotter, og noget tyder på, at det ikke varer forfærdeligt mange år, før rejsen kan gå til rummet.

Da rumraketten New Shepard med tilhørende rumkapsel løftede sig mod himlen 5. oktober, bragte det amerikanske firma Blue Origin sig i hvert fald foran i den moderne, kommercielle del af rumkapløbet, hvor målet er at sende almindelige mennesker en tur i rummet – mod behørig betaling, naturligvis.

»Der er ved at ske noget ganske vildt hos Blue Origin. Det spændende ved firmaet er, at de bag lukkede døre og nedrullede gardiner har udviklet et ballistisk system til opsendelse af bemandede kapsler til verdensrummet,« fortæller Peter Madsen fra RML Spacelab. Han bygger selv raketter og har fulgt branchen i mange år.

LÆS OGSÅ: Turist i rummet

Redningssystemet virkede

Formålet med den ubemandede opsendelse i begyndelsen af måneden var at teste det redningssystem, der skal bringe de seks passagerer i sikkerhed, hvis noget går galt med raketten under opsendelsen.

Systemet fungerede perfekt, idet rumkapslen blev skudt væk fra den opstigende raket i 4,893 kilometers højde. Kapslen landede sikkert ved hjælp af tre store faldskærme.

Ved testen af sikkerhedssystemet 5. oktober lykkedes det at få både den ubemandede rumkapsel og selve raketten sikkert ned igen. (Video: Blue Origin)

Ikke alene kom rumkapslen godt ned, raketten landede også perfekt igen. Det havde den gjort før – faktisk var det femte gang, at denne raket blev sendt op og selv fandt ned igen.

Både rumraket og rumkapsel kan genbruges, og netop det er nøglen til at gøre rumfart så billigt, at turister kan få råd til turen.

LÆS OGSÅ: Rumfly skal gøre rumfart billigere

Teknikken er på plads

»Der har været en række test af raketten og den temmeligt store kapsel. Nu har de så også afprøvet 'air-baggen' – deres launch escape-system, som kan redde kapslen, hvis noget går galt. Og det er den samme raket, der har fløjet alle turene,« lyder det fra Peter Madsen.

»Det tekniske ser seriøst ud til at være på plads. Spørgsmålet er så, hvor meget vrøvl, myndighederne vil lave – hvor mange kæppe, de vil stikke i hjulet for projektet. Det er uafklaret. De amerikanske luftfartsmyndigheder skal på den ene side gøre det regulatorisk muligt at sende rumkapslerne op, på den anden side må det ikke være det rene Klondyke, så folk bliver slået ihjel ved de første missioner.«

»Man ved, der kommer ulykker, og at der vil dø nogle civile passagerer. Hvis man ikke har erkendt det, har man ikke forstand på rumfart. Men myndighederne skal stille nogle krav,« mener han.

LÆS OGSÅ: Mystik om ulykke med turistrumskib

Syv turister har allerede været i rummet

Rumturisme er ikke et helt nyt fænomen. Mellem 2001 og 2009 har syv ekstremt velhavende personer betalt sig til et ophold i rummet. De blev alle sendt op til den internationale rumstation ISS med russiske Sojuz-raketter, og de tilbragte mellem otte og 15 døgn deroppe.

Prisen for rejserne til ISS er ikke offentliggjort, men rygterne siger, at de syv personer måtte slippe mellem 20 og 40 millioner dollar for fornøjelsen.

En af dem, Charles Simonyi, var endda af sted to gange, og han har angiveligt betalt, hvad der svarer til 400 millioner kroner for sine rumrejser.

Hidtil har rumturisme altså mest været for milliardærer, men i det kommende årti kan man sandsynligvis nøjes med at være millionær.

Blue Origin har endnu ikke meldt en pris ud, men firmaet skal først og fremmest konkurrere med Virgin Galactic, der tager 250.000 dollar – 1,7 millioner kroner – for en billet til rumflyet SpaceShipTwo.

LÆS OGSÅ: Europa afprøver model af fremtidens rumfly

Rumfly kan medtage seks passagerer ad gangen

Virgin Galactic rumfly rumturisme rum rejse rumrejse

Virgin Galactics rumfly, der her er på tur med moderflyet, kan medtage to piloter og seks passagerer. (Foto: M. Greenberg/Virgin Galactic)

irgin Galactic har haft planer om rumturisme siden 2004. I stedet for traditionelle rumraketter benytter firmaet et stort fly, hvorfra et mindre rumfly med raketmotor sendes af sted. Rumflyet SpaceShipTwo skal have plads til otte personer i alt, to piloter og seks passagerer.

Ved en testflyvning 31. oktober 2014 blev planerne om rumturisme dog sat adskillige år tilbage for Virgin Galactic, da første udgave af SpaceShipTwo havarerede i luften. Den ene pilot døde, mens den anden reddede sig hårdt såret ned i faldskærm.

19. februar 2016 blev et nyt rumfly præsenteret, og flere er på vej, men det går kun langsomt fremad med testflyvningerne. Der kommer til at gå nogle år endnu, før Virgin Galactic er klar til at medtage rumturister.

LÆS OGSÅ: Professor Hawking er på vej ud i rummet

Også danske forsøg

»Virgin Galactic skriver hele tiden i deres materiale, at der er to-tre år til, at man skal flyve, hvis man køber en billet. Det har de skrevet de sidste 10 år. Så firmaets troværdighed er eroderet,« siger Peter Madsen.

»Blue Origin bruger 'kanonkugle-metoden' frem for en aerodynamisk flyvemaskine, der kan flyve ned igen. Og der har det vist sig, at 'kanonkuglen' er nemmere at realisere end det aerodynamiske rumskib. Det er da også den, vi arbejder med – bare som det danske low-key, ingen-penge, helt sindssyge projekt. Vi vil lave en raket som Blue Origin, bare med en lillebitte kapsel ovenpå, hvor man kun lige kan klemme en astronaut ind.«

I Danmark arbejder både RML Spacelab og Copenhagen Suborbitals, begge med base på Refshaleøen i København, frem mod en stor raket med plads til et menneske i en kapsel på toppen. De begrænsede økonomiske midler betyder dog, at de danske raketentusiaster ikke kan tage samme stormskridt som Blue Origin, der primært finansieres af rigmanden Jeff Bezos, der stiftede og blev milliardær på Amazon.com.

LÆS OGSÅ: Dansker vil sende rumraket til Månen

En hurtig smuttur

Det er uvist, hvornår Blue Origin er klar til de første betalende passagerer, men uanset om man bruger Blue Origin eller Virgin Galactic som rejseselskab, bliver det en ganske kort fornøjelse at være vægtløs i rummet.

Begge firmaer har planer om at sende folk en smule over 100 kilometer op – til den officielle grænse mellem atmosfæren og rummet – inden de falder ned igen.

Man kommer altså ikke i kredsløb om Jorden, men op i rummets mørke, hvor man kan se Jordens krumning. Man når kun at være i frit fald og kunne svæve vægtløs rundt i få minutter, før turen går hjemad igen.

En tredje spiller på markedet for rumturisme er i øvrigt firmaet XCOR Aerospace, der i mange år har arbejdet på rumflyet Lynx. Også her var der tale om suborbitale flyvninger, hvor man kun lige kommer op i rummet. Ifølge Spacenews.com er udviklingen af rumflyet dog sat på pause indtil videre.

LÆS OGSÅ: Hvor langt kan det menneskelige øje se?

Kredsløb kræver større raket

Hvis man for alvor vil opleve, hvordan det føles at være astronaut på en længerevarende mission i kredsløb om Jorden, skal man sendes op med en større raket med flere rakettrin.

Sådan en raket arbejder Blue Origin da også på. Den har allerede fået navnet New Glenn, og firmaet håber, at den kan komme på jomfrutur i dette årti.

New Glenn rumrejser rumturisme rummet rejse

De to udgaver af Blue Origins kommende raket New Glenn bliver ganske store. Her ses de i selskab med eksisterende rumraketter, inklusive den gigantiske måneraket Saturn V. (Illustration: Blue Origin)

Firmaer som SpaceX og Boeing er i fuld gang med at udvikle rumkapsler til raketter, der kan bringe mennesker ud i kredsløb, præcis som de russiske Sojuz-raketter og de kinesiske Lange March-raketter kan gøre det i dag.

Til at starte med skal rumkapslerne bruges til at transportere astronauter til den internationale rumstation på bestilling fra NASA, men på lidt længere sigt kan de også bruges til turister på langfart mange gange rundt om vores klode.

Til den tid vil de velhavere, der først har taget smutturen med Blue Origin, måske betale ekstra for en længere ferie i rummet.

LÆS OGSÅ: Boeing vil flyve turister ud i rummet

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker