Hvad drømmer blinde?
CLASSIC: En nysgerrig læser undrer sig over, hvad blinde mon egentlig drømmer.
blind drømmer øjne videnskab søvn

Kan en blind person drømme i billeder, selvom vedkommende aldrig har kunnet se? (Foto: Shutterstock)

Kan en blind person drømme i billeder, selvom vedkommende aldrig har kunnet se? (Foto: Shutterstock)

 

Åh nej.

Du skal til middag hos din penneven, som tilfældigvis er elefant. Men så snart du er på vej ud af døren, knækker dine vinger af, så du tungt falder til jorden. Det ville næsten være katastrofalt, hvis ikke det havde været fordi, det hele var en drøm.

Men hvis du nu var blind og derfor aldrig havde set en elefant, en dør eller et par vinger, hvordan ville du så forestille dig alle disse ting? Hvordan ser drømme ud, hvis man aldrig har stiftet visuelt bekendtskab med verden? Med andre ord; Hvad drømmer blinde?

Det spørgsmål har vores læser Mikael Ungstrup Petersen sendt til Spørg Videnskaben. Han tilføjer, at spørgsmålet både gælder dem, der er født blinde, samt dem, der er blevet det senere hen.

Vores viden om blinde har ændret sig

Vi har sendt spørgsmålet videre til professor i neurobiologi og farmakologi, Albert Gjedde, der er leder på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet.

Han fortæller imidlertid, at der ikke er noget helt klart svar.

Fakta

Spørg Videnskaben Classic Hver uge 'genudsender' vi tidligere udgaver af vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben. Denne artikel blev oprindeligt bragt på Videnskab.dk 19. februar 2010.

»Indtil for få år siden mente man, at en person, som enten var født blind eller blevet det inden 5-7-årsalderen, ikke kunne danne billeder i drømme. Var en person blevet blind efter 5-7-årsalderen ville han eller hun til gengæld godt kunne danne sig billeder i drømmene, dog afhængig af drømmens karakter,« siger Albert Gjedde.

Disse konklusioner var blandt andet baseret på en videnskabelig artikel fra 1999 og repræsenterer ifølge Albert Gjedde stadig den opfattelse, der går igen på Internettet. I 2003 kom der imidlertid en undersøgelse, som specifikt handlede om blindfødtes drømme. Og den kom frem til andre resultater.

Blindes tegninger forestillede mennesker

»Forskerne stillede en række spørgsmål, som de blinde skulle besvare, ligesom de bad dem om at tegne deres drømmebilleder. Det viste sig, at de blinde, som jo alle var født blinde, var fuldstændig i stand til at lave tegninger af deres drømme, og at de kunne genskabe sig en genstand på et stykke papir i samme omfang som normalt seende. Af og til kunne deres tegninger ligefrem være mere præcise end de normalt seendes,« siger Albert Gjedde.

De blindes tegninger indeholdt blandt andet mennesker og træer samt Solen og andre himmelobjekter som skyer. Derudover kunne de blinde også beskrive de scener, de oplevede i drømmene. Men hvordan kan de blinde overhovedet have en idé om, hvordan de ting ser ud?

»Elementerne i bevidstheden er opbygget af alle de sanser, man har til rådighed,« siger Albert Gjedde.

Han forklarer, at man som blind kan føle sig til, hvordan eksempelvis et træ eller en lyspære er opbygget, ligesom man kan få tingene beskrevet af seende.

Fakta

VIDSTE DU? Albert Gjedde modtog for få dage siden årets forsknings-kommunikationspris 2012 for sin gode formidling af forskning.

»Beskrivelser af genstandene kan i kombination med det, man kan føle, opbygges som tredimensionelle elementer i vores bevidsthed. På den måde opbygger man alligevel en enhedsbevidsthed,« siger Albert Gjedde.

De lærde er uenige om blindes drømme

»Resultaterne modsiger jo lidt undersøgelsen fra 1999, og derfor er konklusionen nu, at der er modstridende oplysninger, og at de lærde faktisk ikke er enige på dette punkt,« siger den danske neurobiolog.

Han mener dog personligt, at konklusionerne fra undersøgelsen i 2003 er overbevisende, og at blinde, også selvom de er født med dette handicap, derfor godt kan danne sig billeder i drømme. Det er blandt andet det store antal af blindfødte, der indgår i undersøgelsen, der er overbevisende, siger han.

Vi takker for spørgsmål og svar, og så kan Mikael, når han næste gang besøger drømmeland, jo passende forestille sig den videnskab.dk-t-shirt, der er på vej til ham med posten.

Hvis du har spørgsmål til Spørg Videnskaben, kan du sende dem til os på redaktionen@videnskab.dk. Du kan også gå på jagt i Spørg Videnskabens arkiver.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.