I september kom NASA med en nyhed, mange havde håbet på, nemlig at der er fundet flydende vand og ikke bare is på Mars. Det er ganske vist meget saltholdigt vand, der nogle steder findes lige under overfladen, men vand er som bekendt forudsætningen for liv som vi kender det.
Det er nu klart, at Mars ikke bare er en iskold ørken med konstante støvstorme. Der er mulighed for at tale om i hvert fald oaser, hvor mikroorganismer kan eksistere selv i dag.
Men spørgsmålet er, om det er en god eller dårlig nyhed for marsforskningen.
FN traktat styrer rumfarten
Lad os antage, at der findes levende mikroorganismer i hvert fald nogle steder på Mars. Det er klart, at det vil være en primær opgave for enhver ekspedition at finde og undersøge dette liv. Men før man sender astronauterne afsted, vil juristerne nok lige minde om en FN-traktat fra 1967. Den hedder The United Nations Outer Space Treaty, og er til dato ratificeret af 103 lande.
Traktaten sætter nogle retningslinjer for opførsel i rummet. Man må således ikke placere masseødelæggelsesvåben i rummet, og man kan heller ikke erklære en anden klode for sit eget nationale territorium. Men for Marsforskningen er det vigtigt, at traktaten forbyder, hvad den kalder ”harmful contamination” eller skadelig forurening af andre kloder med levende organismer fra Jorden.
Der er et begreb i rumfarten, der hedder ”Planetary Protection”, altså beskyttelse af andre planeter mod biologisk forurening fra Jordiske organismer. Hvordan det skal foregå, fastlægges af COSPAR (The Committee on Space research). Det er en international organisation, der blev skabt allerede i 1958, altså kun et år efter den første Sputnik.
Månen er fuldstændig død, så her kan vi ikke gøre skade. I øvrigt er det for sent at gøre noget ved det nu, hvor Apollo astronauterne allerede har efterladt meget affald fuldt af bakterier fra Jorden.
Men med Mars er det en anden sag.
Særligt beskyttede områder
Det er klart, at man ikke kan sætte hele Mars i karantæne for at undgå at forurene planeten. Derfor udnævnte COSPAR i 2002 nogle særlige områder på Mars, hvor sandsynligheden for at finde liv anses for særlig høj, og hvor reglerne for planetbeskyttelse derfor træder i kraft.
Listen over disse områder opdateres hvert andet år, og problemet for rumforskerne er, at der hele tiden bliver flere af dem – og ved næste opdatering i 2017 vil opdagelsen af flydende vand på Mars nok for alvor øge antallet af beskyttede områder.
Beskyttede områder kan findes mange steder. Under polarisen, hvor mikroorganismer er godt beskyttede mod stråingen fra rummet, og i hvert fald har adgang til vand. Huler eller vulkanske områder kan lokalt have et mikroklima, hvor mikroorganismer kan trives. Går vi bare nogle få meter ned under overfladen, findes der mange steder grundvand i form af is.
Hvis der findes mikroorganismer på Mars, skal de nok hurtigt vågne fra en eventuel dvale, hvis isen smelter. Det kan naturligt ske ved et meteornedslag – eller som følge af noget, vi mennesker kan finde på at gøre.
Curiosity har bekræftet eksistensen af metan i atmosfæren – ganske vist i meget små mængder, og måske også kun lokalt. Her på Jorden produceres langt det meste metan af mikroorganismer, og det samme kan i princippet være tilfældet på Mars.
Adgang forbudt
Spørgsmålet er, om det er praktisk muligt at beskytte hele Mars. Det bedste, vi kan gøre, er at følge en meget simpel regel: I de beskyttede områder er der adgang forbudt for astronauter.
Astronauter kan i sagens natur ikke undgå at slæbe en masse bakterier med. Bakterierne kan heller ikke holdes indespærret i en base, for nogle skal nok slippe ud, hver gang en astronaut skal ud gennem luftslusen for at gå rundt på Mars.
Det betyder dog ikke, at udforskningen af de beskyttede områder er umulig. Den skal blot overlades til robotter der er godt steriliserede.
Robotterne kan i princippet fjernstyres fra en bemandet base på Mars, men det vil være langt bedre om de første bemandede ekspeditioner ikke søgte at lande på Mars, men i stedet oprettede baser på de to små marsmåner Phobos og Deimos.
Phobos er kun 6000 km fra Mars, mens Deimos bevæger sig i en bane 20.000 km over Mars. Månerne så små, at de ikke engang er runde, og tyngdekraften på dem er tilsvarende ringe, under 1/1000 af tyngdekraften på Jorden.
The Ph.D. Mission
Man er faktisk begyndt at tale om en ”Ph.D Mission” til de to små måner, hvor formålet er at etablere en base, hvorfra astronauter kan styre et stort antal robotter, som kan køre, kravle eller måske endda flyve hen til steder, hvor mennesker enten ikke kan komme eller for at følge COSPARS regler helst ikke må komme.
Sådanne direkte fjernstyrede robotter kan arbejde meget hurtigt, og de vil næsten sikkert være mindst lige så hurtige som en astronaut. Endnu er der dog tale om et studieprojekt, og NASA har hverken søgt om eller fået penge til at sende mennesker til Mars – men det kan jo komme.
En alternativ mening
Måske skal vi ikke være så bekymrede for de mulige små mikroorganismer på Mars. For gennem hele solsystemets 4,6 milliarder år lange historie, har Mars og Jorden udvekslet meteorer, der har haft mulighed for at transportere mikroorganismer fra den ene planet til den anden.
Så Jorden og Mars har ”smittet” hinanden – og teoretisk er det endda muligt, at livet på Jorden stammer fra mikroorganismer, som er opstået på Mars.
Det er en af de ting, der vil blive opklaret, hvis vi finder organismer på Mars og kan undersøge deres DNA (hvis de ellers bruger et sådant molekyle).
Måske skal vi meget længere bort, til Jupiter og Saturns måner for at finde liv, som har haft mulighed for at udvikle sig uden at være ”smittet” af Jorden eller Mars.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
