Man kan groft sagt gøre to ting for at undgå at få for mange tømmermænd: Man kan drikke med måde, eller man kan sluge en masse treo'er når tømmermændene sætter ind dagen efter.
På samme måde kan vi også groft sagt gøre to ting for at undgå at global opvarmning (menneskeskabt eller ej) forringer vores udfoldelsesmuligheder på planeten Jorden:
Vi kan forsøge at nedbringe vores forbrug af fossile brændstoffer og dermed nedbringe vores udledning af CO2, eller vi kan forsøge at modarbejde den globale opvarmning ved at gå i gang projekter, der kan køle vores planet.
Studiet af muligheder for at køle Jorden kendes også under betegnelsen klima geodesign og i den forgangne uge kunne man i tidsskriftet 'Atmospheric Chemistry and Physics Discussion' finde en artikel, der forsøgte at give et bud på hvilke klima geodesign-projekter, der har størst potentiale for at køle vores planet.
5 forskellige klimaprojekter
Studiet, som også er beskrevet i Science, er lavet af de to engelske forskere Lenton og Baughan. På baggrund af deres artikel vi jeg her komme med en Top 5 for klima geodesign-projekter, der har størst potentiale til at køle vores planet:
Rum-parasoller. Ideen er her at sende flere 100.000 små satellitter op i en stationær bane mellem Jorden og Solen, så de kan afskærme os for lidt af sollyset og på den måde køle Jorden - præcis som når vi tager en parasol med på stranden om sommeren.
Forøg stratosfærens reflektivitet. Ved at tilføre sulfat til stratosfæren kan man øge mængden af sollys, som stratosfæren reflekterer tilbage i rummet. Selv en ændring af stratosfærens reflektivitet (også kaldt albedo) på omkring et par procent vil være nok til at hindre global opvarmning.
Forøg mængden af højtliggende skyer. Dette vil igen gøre, at mere sollys bliver reflekteret tilbage til rummet. Mængden af skyer kan f.eks. forøges ved at spraye havsalt i atmosfæren, hvor vandamp vil kondensere på de små saltkorn og danne skyer.
Forøg refleksionen fra ubeboede områder på Jorden. Igen samme effekt, at mere sollys vil blive kastet tilbage i rummet. Refleksionen fra ubeboede områder kunne øges ved f.eks. at dække al ørken med spejlblanke overflader, eller ved at omdanne marker og savanner til skov (hvilket ville have den sideeffekt at skovene også ville være i stand til at optage CO2).
Forøg refleksionen fra beboede områder på Jorden. F.eks. ved at male alle hustage hvide.
CO2 bliver i atmosfæren i 100-1000 år
Den omtalte artikel beskriver mange flere projekter, som vha. klima geodesign vil gøre os i stand til at køle Jorden (i alt 17), men dette er altså de 5 mest effektive.
De fleste af de andre projekter går ud på at få bundet CO2 i undergrunden eller havene, men for det første viser det sig, at det er langt mere effektivt at ændre lidt på den mængde sollys, vi modtager på Jorden, og for det andet viser beregninger, at den CO2, vi udleder, kan overleve i atmosfæren et sted mellem 100 og 1.000 år.
Det betyder tilsvarende, at hvis vil vi forsøge at lagre CO2 i undergrunden eller havene, skal vi være sikre på, at det bliver der i 100 til 1.000 år.
Selvom jeg også får et lille smil på mine læber, når jeg læser om disse fantastiske klima geodesign-projekter, så er det altså ramme alvor.
Usansynligt at solen ikke påvirker Jordens klima
Der er en mulighed (om end lille) for at klima geodesign vil være vores eneste håb for at opretholde den levestandard, som vi har i dag. Personligt finder jeg scenariet usandsynligt, men det kunne finde sted, hvis udgasningen af CO2 fra smeltet permafrost sætter gang i en feedback-mekanisme.
Det kunne medføre temperatur-stigninger mange gange størrere, end dem IPCC forudsiger i dag. Som sagt finder jeg dette scenario usandsynligt, ligesom jeg finder IPCC's tanke om, at Solen ikke har indflydelse på Jorden klima usandsynligt, men lige som resten af klima-debatten handler det jo om, hvor stor en risiko vi vil løbe.
Og hvis en signifikant mængde af den CO2, der er lageret i permafrosten, frigives til atmosfæren, så er der bestemt risiko for at klima geodesign vil være vores eneste håb for at opretholde den levestandard, som vi har i dag.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.


































