Det største videnskabelige instrument på MRO er det 65 kg tunge kamera HiRISE (High Resolution Imaging Science Experiment), der er bygget af University of Arizona.
HiRISE laver de skarpeste billeder af marsoverfladen, der nogensinde er blevet optaget fra en sonde i kredsløb om planeten.
På HiRISE's billeder svarer hvert billedelement (pixel) til mellem 25 og 32 centimeter på marsoverfladen. Det betyder, at overfladedetaljer ned til ca. en meters størrelse kan studeres.
Kom med dit eget bud
Nu kan du også være med til at stille skarpt på den røde planet. Folkene bag HiRISE opfordrer nemlig alle interesserede til at indsende forslag til, hvilke områder på Mars superkameraet skal optage.
Ved hjælp af et nyt online-værktøj kan du gå ind og udpege det område på Mars, du synes HiRISE skal se nærmere på. Du skal også give dit observationsforslag et navn og give et bud på, hvorfor netop dette område kan være videnskabeligt interessant.
Desuden skal du angive, hvor dit forslag hører hjemme i de 18 videnskabelige temaer som HiRISE-holdet arbejder med. Forskerne bag HiRISE vil så evaluere de indkomne forslag og prioritere dem. Læs mere i denne pressemeddelelse fra NASA (på engelsk).
Lavet i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium


































