Neutronstjernen med navnet IGR J18245-2452 er blevet studeret af en gruppe astronomer. I 2005 klassificerede de den som en radiopulsar med en millisekund periode.
Da et andet hold astronomer undersøgte neutronstjernen på ny, var den en helt anden type.
Denne gang blev neutronstjernen klassificeret som en røntgenpulsar. Efter flere observationer kunne det ses, at neutronstjernen svingede mellem at være en røntgen- og en radiopulsar. Men hvordan kan neutronstjernen skifte type?
Døde stjerner kan stadig lyse
Neutronstjerner er resterne af en tung stjerne, der i slutningen af sit liv er eksploderet i en supernovaeksplosion, og hvor kernen er kollapset.
Den meget kompakte kerne kaldes en neutronstjerne, og der findes flere forskellige typer af disse stjerner, alt efter hvilken type lys de udsender.
En særlig type neutronstjerner udsender lys med en fast periode og kan udsende mange lysglimt i sekundet – disse kaldes pulsarer. Hvis den puls, der udsendes, er i røntgenstråling, kaldes denne neutronstjerne for en røntgenpulsar.
Strøm af materiale ikke konstant
Svaret i dens omskiftelige natur ligger i den interaktion, som neutronstjernen har med en ledsagerstjerne, de to stjerner kredser nemlig om hinanden i et binært stjernesystem. Den lille neutronstjerne hiver masse fra sin ledsager, men denne strøm af materiale er ikke konstant.
Når materiale fra ledsagerstjernen falder ned på neutronstjernen, udsender den lys i røntgenspektret, alt imens radiostråling bliver udsendt, når der ikke falder noget materiale ind på neutronstjernen.
Når neutronstjernen engang har tømt sin ledsager for masse, vil den blive til en radiopulsar og ikke have sin omskiftelige natur mere.