Placer 132 dartpile i bull’s-eye på en kilometers afstand uden at ramme ved siden af en eneste gang. Sådan kunne man også formulere den opgave, jeg har kæmpet med den sidste uges tid.
Om aftenen den 23. december dumpede der en mail ind i min indbakke, der kunne informere mig om, at min ansøgning om observationstid på verdens mest avancerede teleskop VLT var blevet imødekommet – en utrolig julegave at få, men på det tidspunkt var jeg også lykkeligt uvidende om, hvilke kvaler dette ville medføre i januar, men sådan er det vel med det meste, der sker i julen.
Teknikken bag
Jeg vil i en kommende bog skrive om, hvad det er for videnskabelige spørgsmål, jeg skal besvare med de observationer, der nu skal udføres ved VLT i Chile, men først skal I have lidt at vide om teknikken bag det instrument, jeg skal bruge, og hvorfor VLT med rette kan kaldes verdens mest avancerede teleskop.
Jeg skal bruge et spektrum af en masse stjerner i en hob af stjerner, som befinder sig i vores nabogalakse den Lille Mangelanske Sky. Et spektrum får man ved at føre lyset fra en stjerne igennem f.eks. et prisme og således sprede lyset fra stjernen ud i alle regnbuens farver.
Hvis dette gøres med tilstrækkelig høj opløsning, bliver man faktisk i stand til at se, hvorledes lyset fra stjernerne er skabt ved forskellige slags kvantespring, og det er dette, jeg ønsker at gøre.
Nu er problemet, at jeg har over 100 stjerner, som jeg gerne ville have ikke bare et, men fem spektre af, og da det selv for VLT tager et par timer at lave bare et spektrum, så ville dette kræve, at jeg, og jeg alene, fik lov til at observere med VLT i et halvt års tid.
132 optiske fibre
Dette ville aldrig ske, om så jeg havde en nobelpris, og derfor er det jo fantastisk, at VLT faktisk har et instrument, der er i stand til at give mig et spektrum af over 100 stjerner, der ligger ved siden af hinanden på samme tid.
Måden instrumentet, der hedder GIRIAFFE, gør dette på er ved at placere et bundt med 132 optiske fibre der, hvor man normalt ville placere sit øje for at kigge ind i teleskopet. Derefter fører man de 132 fibre igennem, hvad der svarer til et prisme, og optager derefter de 132 spektre med et forvokset digitalkamera.
Problemet er bare, at det med 132 fibre ikke er muligt at justere hver enkelt til, så den lige præcis peger på en stjerne, som det ellers er, når man bare observerer en enkelt stjerne.
Derfor skal man på forhånd kende positionen på himlen af de stjerner, man ønsker at observere med 0.3 buesekunders nøjagtighed. Et buesekund er 1/60 af et bueminut, som igen er 1/60 af en grad, og der er som bekendt 360 grader i en cirkel.
Derfor svarer 0.3 buesekund cirka til at ramme rigtigt med en centimeter på en kilometers afstand, hvilket jeg måtte sande ikke var trivielt, heller ikke med alt vores smarte isenkram, men det lykkedes til sidst.
Opgave til tålmodigheden
Den næste opgave bestod nu i at placere de 132 fibre på omtrent lige så mange stjerner uden, at nogen fibre stødte ind i hinanden. Faktisk har VLT et program, der skulle kunne gøre dette for, som de skrev i manualen ‘langt de fleste observationer’.
Programmet ville bare ikke virke for mine observationer, og derfor måtte jeg bruge et par dage på at sidde og flytte de forskellige fibre fra stjerne til stjerne, indtil der ikke var nogen fibre, der stødte ind i hinanden, og alle mine stjerner havde en fiber til rådighed.
Grunden til, at dette arbejde skulle foregå i januar, er, at jeg faktisk ikke selv skal til Chile og udføre observationerne. De bliver udført af teknikere på stedet, som det faktisk er tilfældet for langt de fleste observationer ved VLT.
Men for at teknikerne kan udføre mine observationer omkring august, skal de altså allerede nu have en meget detaljeret beskrivelse af, hvordan observationerne skal udføres, inklusiv hvor de enkelte fibre skal pege hen på himlen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
