Hvis du leder efter jobbet med verdens bedste udsigt, så glem alt om at arbejde i skyskrabere på Manhattan eller i livreddertårne på paradisiske strande.
Næ, du skal i stedet være astronaut og udstationeres på Den Internationale Rumstation, ISS. Der er masser af variation uden for vinduet, for rumstationen når at flyve rundt om Jorden 15-16 gange i døgnet, og fordi det foregår i 400 kilometers højde, får du set verden fra en helt ny vinkel.
Dansk astronaut glæder sig til bare at kigge ned på Jorden
Desværre er det temmelig svært at komme igennem nåleøjet, når Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) med mange års mellemrum søger nye astronauter. Det er der hidtil kun én dansker, der har formået. Det er Andreas Mogensen, der i september skal tilbringe 10 dage ombord på ISS – og han ser netop frem til at nyde udsigten deroppefra.
»Til at starte med vil jeg bare sidde og kigge ned og se, hvad der kommer forbi. Der er så mange virkelig unikke, fantastiske ting at se,« siger Andreas Mogensen og nævner, at han især vil spejde efter bjergkæder, ørkener og øer i Caribien og Stillehavet.
»Det er selvfølgelig noget, jeg glæder mig rigtig meget til. Alle astronauter, der har været i rummet, fortæller om det indtryk, de får ved at se Jorden. Jeg glæder mig især til at se den tynde blå atmosfære, som faktisk er den eneste beskyttelse af livet på Jorden – uden den ville vi ligne en kold, tør, død planet,« fortæller Andreas Mogensen.
Danmark er et sjældent syn
Andreas Mogensen vil også kigge efter sit hjemland, der er et sjældent syn fra rumstationen.
»Jeg håber, at jeg får mulighed for at se Danmark. Danmark ligger på en breddegrad, der ligger lige nord for det øverste punkt i rumstationens kredsløb. Derfor er det kun en enkelt gang imellem, at rumstationen passerer op over Danmark. Det er også derfor, du ser langt flere billeder af lande, der befinder sig tættere på ækvator, for dem flyver man over næsten hele tiden,« forklarer Andreas Mogensen.
\ Fakta
2. september 2015 bliver Andreas Mogensen den første dansker i rummet, når han bliver sendt af sted på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS. Han er gået gennem mange prøvelser på sin vej til at blive astronaut, og på rumstationen kommer han til at arbejde intenst som både forsker og forsøgskanin, når han skal udføre en lang række eksperimenter i vægtløs tilstand. På Videnskab.dk og Rumrejsen.dk kan du løbende læse om forberedelserne, dagligdagen på rumstationen og alle de videnskabelige forsøg.
Et computerprogram, som han har adgang til ombord på rumstationen, kan dog hjælpe ham ved at forudsige, hvornår han flyver hen over Danmark.
»Jeg må bare krydse fingre for, at det bliver på et tidspunkt af dagen, hvor jeg er oppe, og at der ikke er overdækket af skyer,« siger astronauten.
Cupolas syv vinduer giver panorama-udsyn
Ombord på ISS har astronauterne siden 2010 kunne nyde godt af et særligt modul til at observere Jorden fra. Modulet hedder Cupola, er udviklet af ESA og består af syv vinduer, der tilsammen giver et panorama-udsyn over Jorden.
Det er dog ikke bare for at nyde udsigten, at Andreas Mogensen vil opholde sig i Cupola-modulet. En af hans opgaver på missionen er nemlig at tage billeder af kæmpelyn i forbindelse med det danske forskningsprojekt ASIM.
I galleriet foroven har vi samlet nogle af de bedste billeder taget fra ISS af blandt andet ørkener, en utrolig stillehavsø, Himalaya, den tynde blå atmosfære og ikke mindst Danmark, som Andreas Mogensen kan se frem til at få et enestående overblik over, når han kigger ud gennem Cupolas syv vinduer.
Du kan selv finde fotos af lige, hvad du ønsker at se, ved at søge i NASAs arkiv af billeder taget af astronauter på hjemmesiden Gateway to Astronaut Photography of Earth.

































