Vores solsystem er enormt, og derfor kan vi være stolte af, at vi, mindre end 60 år efter rumalderen begyndte med den første Sputnik i 1957, har besøgt alle otte store planeter og to af de små dværgplaneter.
Hvis der er en niende planet et sted i det store mørke uden for Plutos bane, skal den nok også blive besøgt – selvom astronomerne lige skal finde planeten først.
Messenger-sonden efterlod et krater på Merkur
Merkur har for tiden ikke besøg af nogen rumsonde, men den amerikanske Messenger-sonde blev i april 2015 bragt til at styrte ned på overfladen, efter at have kortlagt Merkur igennem fire år og taget næsten 300.000 billeder.
Det krater, som Messenger dannede, da den styrtede ned, vil til gengæld blive fotograferet om 8 år, når den europæiske sonde Bepi-Colombo når frem i 2024.
En af de vigtigste opdagelser er, at selvom Merkur er kendt for sine 'glødende lavasletter' på den 400 grader varme dagside, så er der sandsynligvis is i bunden af nogle kratere tæt ved polerne.
Omkring Venus kredser nu den japanske rumsonde Akatsuki, der ankom til planeten i december 2015 - efter fem års forsinkelse. Grunden var, at det mislykkedes at bringe Akatsuki i bane i december 2010.
Derfor måtte sonden flyve et par gange rundt om Solen, før den igen var så tæt på Venus, at et nyt forsøg på at bringe den i bane kunne gennemføres.
Ellers er der ikke mange konkrete planer om nye sonder til den 500 grader varme planet, som er helt dækket af et tæt skylag og på overfladen muligvis har aktive vulkaner.
Mars er populær for rumsonder
Nærmere ved Jorden fortsætter Lunar Reconnaissance Orbiter (LRO) nu på syvende år med at kredse om Månen, hvor den tager tusinder af meget detaljerede billeder af overfladen, og herunder endda har fotograferet den kinesiske sonde Chang’e 3, som står på overfladen.
Den japanske Hayabusa 2 er godt på vej mod den lille asteroide Ryugu, hvortil den vil ankomme i juli 2018. Her skal den indsamle prøver, der skal bringes tilbage til Jorden.
Den har undervejs sendt et turistbillede hjem fra sin lange rejse. Billedet viser Mars, der ses som en klar rød stjerne.
Netop Mars får besøg af endnu en rumsonde, nemlig ExoMars Trace Gas Orbiter, der vil ankomme til Mars i oktober. Her skal den især lede efter metan i Marsatmosfæren, der måske kan være tegn på liv.
Desuden skal sonden Schiaparelli landsættes på overfladen. Der er tale om et fælles europæisk-russisk projekt.
Mars er ellers rigtig godt besøgt. Der kredser ikke mindre end fem aktive rumsonder omkring Mars, og på overfladen kører to rovere omkring: Curiosity i Gale-krateret og den lille Opportunity, som nu har kørt rundt på Mars i over 12 år.
En af de fem sonder i bane om Mars, Maven, har målt, hvordan solvinden langsomt eroderer Marsatmosfæren bort, fordi Mars ikke, som Jorden, er beskyttet af et magnetfelt.
Dawn undersøger Ceres
Uden for Mars-banen møder vi det ydre solsystem. Første stop er asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. Herude finder vi rumsonden Dawn, der kredser om den næsten 1000 kilometer store dværgplanet Ceres.
Indtil 2006 var Ceres såmænd bare den største asteroide, men nu er den blevet forfremmet til dværgplanet samtidig med, at Pluto blev degraderet fra planet til dværgplanet.
Efter mere end 1000 omkredsninger af Ceres har Dawn givet os et ganske godt overblik over den kraterdækkede oveflade og de mærkelige hvide pletter, som sandsynligvis er saltaflejringer fra et lag af is, eller måske endda vand, dybt nede under overfladen.
Juno får først en efterfølger om 10 år
Næsten 500 millioner kilometer fra Solen – men også i asteroidebæltet - finder vi den europæiske sonde Rosetta, der på tredje år følger kometen Churyumov-Gerasimenko, opkaldt efter sine to russiske opdagere.
Der kommer stadig nye data – sidst var det en opdagelse af aminosyren Glycin på kometen.
I september skal Rosetta bringes ned til overfladen af kometen, hvor den så finder sit endelige hvilested i nærheden af det sted, hvor den lille sonde Philae landede i november 2014.
Rumsonden Juno ankom til Jupiter den 4. juli. Nu vil der gå mere end 10 år, før nye rumsonder ankommer. Det bliver sonder, som skal udforske Jupiters fire store måner Io, Europa, Ganymedes og Callisto. Det drejer sig om den europæiske JUICE (Jupiter Icy Moon Explorer) og den amerikanske Europa Mission Spacecraft.
Den vil især koncentrere sig om Europa, som måske har et dybt hav under den isdækkede overflade – med de muligheder for liv, som det åbner.
Farvel til Saturn
Omkring Saturn finder vi den enlige rumsonde Cassini, der har kredset om planeten siden 2004. Den er nu ved at løbe tør for styrebrændstof, og til næste år er der planlagt en 'Stor Finale', hvor Cassini bringes tættere på Saturn end nogensinde før – mellem ringene og selve Saturn.
Selv om Cassini naturligvis undgår selve ringene, så forventes en så høj partikeltæthed, at der er en betydelig risiko for, at Cassini kan blive ødelagt ved et sammenstød med en ispartikel.
På den anden side er det ved flyvningens slutning, så den risiko løber forskerne gerne for at få nogle enestående målinger.
En af de vigtigste målinger bliver at måle ringenes masse. Kender man massen, så er det muligt at beregne, hvor tæt de millioner af små ispartikler, der er i ringene, befinder sig på hinanden.
Den 15 september 2017 skal Cassini så ende sine dage med at dale ned i Saturns atmosfære for at brænde op, nøjagtig som man i sin tid gjorde med Galileo-sonden omkring Jupiter.
I begge tilfælde er det, fordi man ikke ønsker, at rumsonderne skal komme i kontakt med måner, hvor der er mulighed for liv.
Sonderne er måske ikke sterile
Selv efter mange års ophold i rummet kan man aldrig være helt sikker på, at en rumsonde vil være steril, uden mikroorganismer bragt med fra Jorden. Hverken Galileo eller Cassini er steriliseret her på Jorden før opsendelsen.
For Galileo var det vigtigt, at rumsonden ikke faldt ned på den isdækkede måne Europa, hvor der er teorier om liv i et ocean under isen. Tilsvarende må Cassini ikke kunne ramme Titan, der med sin tætte atmosfære og søer af metan kan være biologisk interessant.
De store metansøer befinder sig i de polare områder, og en af Cassinis sidste opgaver bliver at følge, hvorledes søerne ændrer sig, nu hvor vinteren nærmer sig på den sydlige halvkugle, mens det er forår i det nordpolare område.
Det er også muligt, at den lille måne Enceladus ligesom Europa har et ocean under den isdækkede overflade – så den måne er også forbudt område for rumsonder.
Titan vil givet være et oplagt mål for en fremtidig rumsonde. Der er for tiden ingen konkrete planer, men der er gode muligheder for, at Titan i løbet af de næste 20 år vil modtage besøg af en sonde, der kan landsætte (”søsætte?) en undervandsbåd, der skal udforske en af de store metansøer.
De glemte planeter
Vi kommer nu til, hvad man kunne kalde 'De glemte planeter', Uranus og Neptun. De har hver kun modtaget et besøg, nemlig af rumsonden Voyager 2, der i 1986 fløj forbi Uranus og i 1989 forbi Neptun.
De to gasplaneter har en lidt anden opbygning end Jupiter og Saturn, der næsten udeluende består af Brint og Helium.
Uranus og Neptun har nemlig også et betydeligt indhold af is af vand, ammoniak og metan. Vi ved stadig meget lidt om disse to store planeter, der jo begge er langt større end Jorden.
Desværre viste billederne af Uranus kun en blålig skive uden spor af de skyer og skybælter, som kendetegner Jupiter og Saturn. Men i dag ved vi, især takket være Hubble-teleskopet, at Uranus også har skyer, og at vejret kan være langt mere livligt, end Voyager kunne opdage under den korte forbiflyvning.
Også Neptun, med sine enorme storme og den store måne Triton, hvor Voyager så et glimt af nogle gådefulde gejsere, kalder på nye undersøgelser. Men intet er planlagt, og der kan gå årtier, før rumsonder igen nærmer sig de to ydre gasplaneter.
Billeder af Pluto blev ikoniske
Da New Horizons fløj forbi Pluto i juli 2015, var det på mange måder en milepæl. For dermed havde rumsonder besøgt alle de ni klassiske planeter, som mange af os er vokset op med, før Pluto blev degraderet til at være dværgplanet i 2006.
Billedet af Pluto med den hjerteformede slette af frossen nitrogen blev hurtigt næsten ikonisk. Men det ændrer intet ved, at det nok bliver det eneste besøg, Pluto vil få i en overskuelig fremtid.
Lige nu er New Horizons på vej mod en af Kuiperbæltets tusinder af små iskloder, den kun 30-45 kilometer store 2014 MU69. Mødet vil ske den 1. januar 2019, og derefter begynder New Horizons en endeløs rejse ud af vort solsystem.
Kuiperbæltet forlades om bare 10-20 år, men derefter venter mange tusinde års rejse forude, før New Horizons når solsystemets yderste forpost, den enorme Oort-sky, som måske rummer en billion små iskloder.
Men rummet er så stort, at New Horizons skal være mere end heldig for at komme nærmere end et par millioner kilometer på en af de små iskloder. Nu vil instrumenterne heller ikke virke til den tid, men selv om de havde gjort det, så havde det været svært overhovedet at opdage, at sonden befandt sig i Oortskyen.
Den gamle garde
Ingen oversigt kan være komplet uden at hilse af med to af de mest berømte rumsonder, der nogensinde er opsendt: Nemlig Voyager 1 og 2. Efter at have udforsket det ydre solsystem i 1979-1989 er de nu på vej bort fra Solsystemet.
Voyager 1 har en afstand fra Solen på 135 AE og Voyager 2 på 111 AE. Her står AE for den astronomiske enhed, som er Jordens afstand til Solen på 150 millioner kilometer. Til sammenligning er New Horizons stadig mindre end 36 AE fra Solen.
Der er stadig radiokontakt til begge Voyagersonder, som allerede for mange år siden forlod Kuiperbæltet, mellem 30 og 50 AE fra Solen.
Som alle rumsonder, der forlader solsystemet, medfører de to Voyagersonder et budskab fra planeten Jorden.
