Andreas Mogensens flyvning har nok hos mange efterladt det indtryk, at rumfart er det samme som bemandet rumfart, og at rumfartens formål er at sende mennesker så langt ud i rummet som muligt.
Nogle rumforskere vil også sige, at det er rumfartens langsigtede mål, men i virkeligheden arbejder de fleste i rumindustrien med projekter, der hverken handler om at sende mennesker til andre planeter eller udforske universet.
Rumfarten 2015 handler i virkeligheden om noget helt andet, og hvad det er, kan vi bedst få et overblik over, ved at se på, hvad der til dato er sendt ud i rummet bare i år.
Opsendelser i 2015
Indtil 24 september har været foretaget 53 opsendelser. Af disse 53 opsendelser har de 50 været vellykkede og 3 mislykkede. Rusland tegner sig for to af fiaskoene og amerikanerne for en. Ellers fordeler opsendelserne sig således:
- Rusland 19
- USA 14
- Kina 7
- Europa 6
- Japan 3
- Indien 3
- Iran 1
Det vil nok overraske mange, at Iran er en rummagt. Men landet har et lille rumprogram med små hjemmebyggede satellitter. Sandsynligvis har den nyeste satellit Fajr-4 en militære opgaver, men pålidelige oplysninger er svære at fremskaffe. Rumprogrammets fremtid er også usikker, men Iran har sendt aber ud i rummet, dog ikke i bane om Jorden.
Antallet af opsendelser i 2015 tegner til at blive lidt under gennemsnittet for de senere år. Således var der i 2014 i alt 92 opsendelser og i 2013 var tallet 82 opsendelser. I de senere år har tendensen været 1-2 opsendelser om ugen
Satellitternes opgaver
Satellitterne har mange forskellige opgaver, men for at bringe den bemandede rumfart lidt i perspektiv kan vi nævne, at kun tre af opsendelserne har være bemandede. Det drejer sig om tre Soyuz-rumskibe, der har færget astronauter op til ISS – et af dem med Andreas Mogensen om bord.
Hertil kommer 7 forsyningsrumskibe, hvoraf de to var mislykkede. Det betyder, at der har været i alt 10 opsendelser til ISS, hvilket er mindre end hver femte af årets opsendelser.
De resterende 42 opsendelser fordeler sig således:
- Militære (spionage og kommunikation) 13
- Civile (Kommunikation) 12
- Navigation 7
- Jordovervågning/Klima/Vejr 6
- Andet (herunder afprøvning af ny teknik) 3
- Videnskab 2
Det må understreges, at antallet af opsendelser ikke svarer til antallet af opsendte satellitter, da det i vore dage er normalt at en raket medfører mere end en satellit.
Den moderne rumfart
Der er flere ting som er værd at bemærke i denne oversigt. Det ene er, at videnskaben kun optræder med to opsendelser. Dette lave tal er ikke usædvanligt, selv om vi hører meget om de store og berømte rumsonder som New Horizons til Pluto og Curiosity på Mars. Men i virkeligheden er rent videnskabelige opsendelser i dag noget af en sjældenhed.
Årets to opsendelser var begge amerikanske: Den ene er af Triana, også kaldet for ”GoreSat” efter en tidligere amerikansk vicepræsident. Triana skal især overvåge solstorme fra en bane 1,5 millioner km fra Jorden. Den anden opsendelse sendte fire satellitter i bane om Jorden for at udforske Jordens strålingsbælter.
Ser vi på de civile opsendelser, så er de koncentreret om at opretholde systemer af satellitter, der er af helt afgørende betydning for det moderne samfund. De civile kommunikationssatellitter har ikke noget at gøre med rumagenturerne.
De aftales i helt normale handler mellem de selskaber, der tager sig af kommunikation og TV, de firmaer som bygger satellitter, og endelig de firmaer som Arianespace, der opsender satellitter.
Trods det amerikanske GPS er Europa, Rusland, Indien og Kina i færd med at opbygge deres egne systemer. Navigation fra rummet er i dag så vigtig, at man simpelthen ikke vil være afhængige af en enkelt udbyder.
Desuden er den amerikanske ”udbyder” luftvåbenet, der i princippet kan lukke ned for den civile GPS tjeneste, hvis det af militære eller andre grunde vurderes nødvendigt.
Udsigterne
Hvad enten man kan lide det eller ej, så er den afgørende drivkraft for rumfarten i dag at opretholde det man kan kalde ”Den nødvendige Rumfart”, altså den del af rumfarten som har en helt direkte betydning for samfundet.
Det betyder, at raketudviklingen er tilpasset denne del af rumfarten. Den nødvendige rumfart har ikke brug for meget store raketter som den gamle amerikanske måneraket Saturn 5. De største raketter man arbejder med i dag kan sende godt 20 ton i bane om Jorden, og mange er meget mindre.
Heldigvis klarer de fleste rumsonder og videnskabelige satellitter sig fint med de eksisterende raketter. Det er alene den bemandede rumfart, der har brug for de meget store raketter. Der er kun to meget store raketter under udvikling.
Den ene er Falcon 9 Heavy som bygges af firmaet SpaceX. Raketten er klar næste år, og den kan sende 50 ton i bane om Jorden. Problemet for SpaceX er, hvor stort det kommercielle behov er for en raket af denne størrelse, selv om de første kontrakter er underskrevet.
Den anden store raket bygges af NASA. Denne såkaldte SLS raket kan sende over 100 ton i bane om Jorden. På mange måder er SLS en moderne arvtager til Saturn 5, men modsat de gyldne tider under månekapløbet har NASA ikke penge til de projekter som SLS raketten er bygget til, nemlig at sende mennesker til Månen, Asteroiderne og Mars.
Det er nok tvivlsomt, om vi i dag havde haft ret meget bemandet rumfart, hvis ikke det havde været for ISS, der er bygget af politiske grunde.
Det helt store spørgsmål i den bemandede rumfart er derfor, hvad der vil ske, når ISS aftalerne udløber 2024, og den på det tidspunkt 26 år gamle rumstation skal udfases. Bliver afløseren for ISS en månebase, en Marsrejse eller blot nogle små rumstationer? Det vil i høj grad afhænge af det samarbejde, der kan etableres på det tidspunkt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blodindlæg.
