Med data fra både rum- og jordbaserede teleskoper har astronomer opdaget et mystisk objekt i universets barndom.
Astronomerne kalder objektet for Himiko opkaldt efter en mystisk, legendarisk japansk dronning. Himiko er en gigantisk boble af gas, der eksisterede ca. 800 millioner år efter universets fødsel, der skete for 13,7 mia. år siden.
Kæmpe boble
Det mystiske ved Himiko er dens størrelse. Den strækker sig over ca. 55.000 lysår, hvilket er ca. halvdelen af vores galakse, Mælkevejen. Tidligere er store gasbobler blevet set, da universet var to til tre milliarder år gammelt, men det er første gang astronomerne opdager en så stor boble så tidligt i universets historie. Forskerne formoder, at gasboblerne i det tidlige univers har udviklet sig til universets store stjernesystemer, galakserne. Ifølge de gældende teorier er dannelsen af galakser foregået ved at små galakser er blevet dannet først, og de er så med tiden smeltet sammen til større objekter. Hvis Himiko er forløberen for en galakse, passer den på grund af sin størrelse ikke så godt ind i dette billede. Selv med de bedste teleskoper i verden er det dog ikke muligt med sikkerhed at sige, hvad Himiko i virkeligheden er. Fremtidige observationer kan forhåbentlig give os mere viden om dette usædvanlige objekt.
Lavet i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium