Merkur er den planet i solsystemet, der ligger tættest på Solen med en middelafstand på omkring 58 millioner kilometer.
Når Merkur ses fra Jorden, ligger den aldrig langt fra Solen, og når den kan ses på himlen, er det enten lige inden solopgang eller lige efter solnedgang.
Læg kikkerten fra dig, når Solen står op
Det kan være en fordel at bruge en kikkert, når man leder efter Merkur - dog er det vigtigt, at man ikke fortsætter med at bruge kikkerten, når Solen er stået op, da sollyset set gennem en kikkert kan give skader på øjnene.
Hvis man observerer Merkur gennem et teleskop, ligner den en lille halvmåne og ser nærmest ud til at boblekoge. Dette er på grund af effekter fra Jordens atmosfære - de samme effekter, der er skyld i, at stjerner blinker, og Solen bliver rød ved solopgang og -nedgang.
Merkur ses bedst højt på himlen
Jo højere et objekt står på himlen, jo mindre bliver de atmosfæriske effekter. Når objektet står 15 grader over horisonten, ses effekterne ikke mere, og derfor er det også bedst at se Merkur, når den står højt på himlen.
Mens man venter på Merkur, er der heldigvis meget andet at kigge på, da vores naboplanet Venus også ses på morgenhimlen. Venus er det tredjeklareste objekt på nattehimlen, næst efter Solen og Månen.
Du kan altid følge med i planeternes op- og nedgangstider på Himlen Netop Nu, og hvis du ønsker at vide mere præcist, hvor Merkur kan ses på himlen, anbefaler Planetariet at downloade computerprogrammet Stellarium, der er gratis at downloade og bruge.
































