Fjerde gang var lykkens gang for firmaet SpaceX, da de natten til mandag kl. 01.15 dansk tid for fjerde gang forsøgte at sende deres Falcon-raket ud i rummet.
I modsætning til de tre foregående forsøg gik alt efter planen, da Falcon 1 blev sendt af sted fra den lille ø Omelek i Stillehavet, som SpaceX har valgt som opsendelses-base.
Falcon 1 skulle egentlig have bragt en malaysisk satellit ved navn RazakSat i kredsløb om Jorden, men det blev besluttet at vente, indtil Falcon 1 havde vist, at den kan levere varen. Det er nu planen, at RazakSat skal sendes op med den næste Falcon 1 til januar eller februar næste år. Det mest banebrydende ved Falcon-raketten er, at den bliver langt billigere end andre kommercielle løfteraketter. Falcon 1 vil kun kunne sende mindre nyttelaster ud i rummet, men større udgaver af raketten er allerede under udvikling.
Hvis SpaceX får held med Falcon-raketterne, kan det betyde en revolution for det internationale opsendelses-marked. Udviklingen af Falcon 1 er blevet finansieret af sydafrikaneren Elon Musk, der også er direktør for SpaceX. Musk er medstifter af online-betalingssystemet ‘PayPal’ og før det af softwarefirmaet ‘Zip2’.
Nu satser Musk altså på at blive et billigt alternativ til de eksisterende firmaer, der flyver kostbart issenkram ud i rummet. Og det ser ud til, at Musk, SpaceX og Falcon 1 nu endelig har heldet med sig.
Lavet i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium