Den 29. juni blev det første modul til Kinas egen rumstation sendt til Jiuquan-rumbasen for at blive gjort klar til opsendelse.
Kinesisk rumstation på vej
I slutningen af september bliver den første del af den kinesiske rumstation sendt ud i rummet.

Annonce:
Ifølge kinesiske medier skal modulet, der kaldes Tiangong 1, sendes ud i rummet i slutningen af september med en raket af typen Long March 2F.
Først skal Tiangong 1 dog gennemgå de sidste afprøvninger, inden den endelige nedtælling kan gå i gang. Navnet Tiangong kan oversættes til ‘himmelsk palads’.
Når Tiangong 1 er kommet på plads i rummet, vil det få besøg af det kinesiske rumfartøj Shenzhou 8, der skal kobles sammen med modulet.
Shenzhou 8, der således får æren af at gennemføre den første kinesiske sammenkobling i rummet, vil ikke være bemandet. Shenzhou 8 forventes at blive opsendt kort tid efter Tiangong 1 – måske allerede til oktober.
Hvis Shenzhou 8’s mission bliver en succes, vil vejen være banet for bemandede flyvninger til Tiangong 1.
Det skal så i givet fald ske i 2012 hvor kinesiske astronauter – såkaldte taikonauter – sendes op til Tiangong 1.
Indtil videre er to missioner på programmet, hvor taikonauterne skal gennemføre kortere ophold på stationen. Indtil nu har Kina siden oktober 2003 gennemført tre bemandede flyvninger. På den seneste, der fandt sted i slutningen af september 2008, blev den første kinesiske rumvandring gennemført.
Kilde: Xinhua og People’s Daily (english version).
Et lille klik for et menneske...
...et kæmpespring for din viden! Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet.
Tak fordi du tilmelder dig vores nyhedsbrev.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
\
TOP 6
Mest læste om Rummet