Nu er det endelig officielt: Kina vil til efteråret opsende en ny rumstation og bemande den med to 'taikonauter', som skal opholde sig på rumstationen i 30 dage.
Den nye rumstation Tiangong-2 bliver af samme størrelse og type som Tiangong-1, hvilket betyder, at der er tale om en ganske lille rumstation på bare 8 ton.
Sidste gang, Kina sendte taikonauter ud i rummet, var i 2013, så man kan ikke sige, at de forhaster sig. De meget få opsendelser betyder, at Kina ikke opbygger en stor rutine og erfaring med bemandet rumflyvning.
Men det er et tegn på, at selv om Kina er i færd med at etablere sig som betydelig rummagt, så er der grænser for, hvad vi kan forvente af det kinesiske rumprogram.
Tiangong 1 og 2 er verdens mindste rumstationer
Kinas første rumstation Tiangong 1 blev opsendt i 2011. Året efter fik den sit første besøg af rumskibet Shenzhou 9, der havde en besætning på 3 taikonauter – deriblandt Kinas første kvinde i rummet, Liu Yang. Besætningen opholdt sig 2 uger på den lille rumstation.
I juni 2013 blev Shenzhou 10 så opsendt til rumstationen, igen til et 2 uger langt ophold, og med Kinas anden kvindelige taikonaut Wang Yaping som en del af besætningen.
Siden da har Tiangong 1 bare kredset om Jorden, og vi ved nu, at den ikke vil få flere besøg, sandsynligvis fordi der ikke er mere mad, vand og ilt tilbage. Tiangong 1 har nemlig ikke modtaget besøg af et ubemandet fragtfartøj af den slags, rumstationen ISS betjener sig flittigt af, når der skal nye forsyninger til.
Tiangong er meget lille, langt mindre end de 20 ton tunge moduler, som rumstationen ISS er opbygget af. Der er slet ikke plads til at svæve omkring på den måde, som vi så Andreas Mogensen svæve rundt i det europæiske Columbus modul.
Det hænger sammen med, at Kina først nu er ved at færdigbygge raketten Long March 5, som om nogle år skal opsende Kinas første store rumstation. Denne rumstation skal som ISS opbygges af 20 ton tunge moduler, men den vil i alle tilfælde blive langt mindre end ISS, der jo også er international.
Tiangong 2 er et lille skridt mod Kinas store rumstation
Tiangong 2 er endnu et lille skridt frem mod den store rumstation.
Der er kun ét koblingsmodul, så når de to taikonauter har koblet deres rumskib, Shenzhou 11, til stationen, så kan stationen ikke samtidig modtage et forsyningsrumskib.
Kina vil alligevel opsende et ubemandet rumskib ved navn Tianzhou-1 til stationen. Men de bliver nødt til at vente til foråret 2017, når besætningen er rejst hjem igen, så koblingsmodulet et frit tilgængeligt.
Kina regner med at have den store rumstation klar omkring 2022, og så er spørgsmålet, hvordan det vil påvirke det kinesiske rumprogram.
Her vil det nok blive klart, at vi i dag lever i en ganske anden verden end dengang, den kolde krig skabte et rumkapløb, der førte os frem til den første landing på Månen, bare 12 år efter den første Sputnik blev opsendt i 1957.
Kinas rumstation er et politisk redskab
Rumkapløbet var et rent politisk kapløb, der i nogle år tilførte rumfarten enorme summer. Det kommer ikke til at gentage sig, og Kina er som alle rummagter nødt til nøje at overveje de rumprogrammer, de vil gå i gang med.
Der er ingen tvivl om, at Kina ser en rumstation som et politisk redskab. Overfor vesten demonstrerer Kina, at landet har en moderne, højteknologisk industri, som man kan handle med.
I det hele taget er industripolitik for alle rummagter en meget vigtig grund til at opretholde rumprogrammer, som ikke har en helt umiddelbar nytteværdi.
Men Kina kunne også gøre noget andet, nemlig at åbne stationen for forskere, der ikke kommer fra den rige del af verden. Mange lande i Afrika, Sydamerika og Asien vil nok gerne se en af deres egne borgere i rummet – især, hvis det ikke koster alt for meget.
Den kinesiske befolkning er med god grund stolte af deres rumprogram, og kan rumprogrammet give Kina både prestige og indflydelse i andre lande, så er det en god gevinst.
Men i det lange løb afhænger fremtiden af, om forskning, udført enten på ISS eller på den kinesiske rumstation, kan føre til en industri, der er baseret på at udnytte den vægtløse tilstand til at skabe nye produkter, som vi ikke kan fremstille her på Jorden- ren videnskab er næppe nok til at begrunde en dyr, bemandet rumstation i bane om Jorden.
Forurening kan sætte grænser
Kina har problemer, som på langt sigt godt kan sætte en grænse for bemandet rumflyvning.
Kina har således allerede nu et meget massivt problem med forurening – ikke mindst på grund af de mange kulfyrede kraftværker. Vi har jo hyppigt set billeder af kinesere med ansigtsmasker - simpelthen fordi det er sundhedsfarligt at indånde luften i de mest forurenede byer.
Det problem er Kina nødt til at finde en løsning på, og da der kun er en begrænset mængde penge til rådighed, kan det godt gå ud over netop det bemandede rumprogram, mens Kina nok skal opretholde netværket af nyttesatellitter til overvågning af miljø, forurening og klimaændringer.
Hvad vil Kina i forhold til Månen og Mars?
Vi hører ofte, at de næste mennesker på Månen bliver kinesere, og at Kina også har ambitioner om at flyve til Mars.
Men igen må det fremhæves, at rumfartens udvikling er nøje forbundet med den økonomiske og politiske udvikling i verden.
Kina er ganske langt fra at have en måneraket på størrelse med den gamle, amerikanske Saturn 5.
Der er ingen tvivl om, at de kan bygge en så stor raket – men vil de? Raketter af den størrelse kan nemlig kun bruges til meget store, bemandede projekter.
Det er et åbent spørgsmål, hvor meget prestige Kina kan vinde ved at sende mennesker til Månen engang efter 2030.
Alene kan de i hvert fald ikke bygge en permanent base – det vil kræve samarbejde med andre rummagter. Det samme gælder for en rejse til Mars. Selv USA kan ikke klare den opgave alene. En marsrejse kan kun gennemføres, hvis den bliver en del af et stort internationalt samarbejde.
Vi ser nu frem til tiden mellem 2030 og 2050. Det bliver i en verden, hvor befolkningstallet har passeret de 8 milliarder, og hvor klimaændringer er blevet meget mærkbare.
Det bliver interessant at se, hvordan vores drømme om at rejse ud i solsystemet vil klare sig til den tid.
Rummagters store problem er politik og økonomi
Alt for mange spådomme om vores fremtid i rummet er alene baseret på vore tekniske muligheder.
Rent teknisk kan vi godt rejse ud i solsystemet – de virkelige problemer for alle rummagter er politik og økonomi.
Det er en stor udfordring, og vejen frem er helt baseret på et omfattende internationalt samarbejde.
Det bliver afgørende, om Kina til den tid kan eller vil deltage i et sådant samarbejde.
