Forskere fra Washington University i St. Louis, USA har fundet såkaldt 'præsolare korn' i den berømte Allende-meteorit. De bittesmå støvkorn stammer fra før, Solen blev formet for 4,6 milliarder år siden.
Det er sjældent, men ikke helt uhørt, at så gamle støvkorn opdages i en meteorit. For to uger siden skrev vi om en anden meteorit, der indeholder det ældste materiale fundet på Jorden, og det blev vurderet til at være op mod 7 milliarder år gammelt.

Men en analyse af Allende-meteoritten har fået forskerne til at spærre øjnene op, fordi det oldgamle materiale gemmer sig i en del af meteoritten, man ikke havde troet muligt.
»Det er overraskende, at præsolare korn er til stede,« siger lektor i fysik Olga Pravdivtseva i en pressemeddelelse fra Washington University i St. Louis.
Hun er medforfatter på en videnskabelig artikel, der beskriver fundet, og som er udgivet i tidsskriftet Nature Astronomy.
Allende-meteoritten har vist sig at indeholde en såkaldt 'inklusion', fortæller forskerne.
\ Allende-meteoren
Natten til d. 8. februar 1969 så borgerne i den mexicanske Chihuahua-provins en stor ildkugle på himlen. En stor meteorsten - nærmere bestemt en sjælden kulkondrit - faldt til Jorden.
Undervejs gik meteoren i flere stykker, og der blev efterfølgende fundet mere end to tons meteorit.
Det gør meteoren til den største meteorit, vi har kendskab til her på Jorden.
Danske forskere har også brugt meteoritten i deres forskning.
Læs om deres fund her: Solsystemers fødselshistorie skrives om
En 'inklusion' er et stykke adskilt materiale, der gemmer sig inde i meteoritten, og forskerne har døbt Allende-meteorittens inklusion 'Curious Marie' efter den berømte fysiker og kemiker Marie Curie.
Forskerne varmede en lille klump af Curious Marie-inklusionen gradvis op ved 17 forskellige temperaturtrin og analyserede sammensætningen af de ædelgasser, som blev frigivet.
Herved opdagede de, at Curious Marie-inklusionen indeholder ældgammelt siliciumcarbid (SiC).
Det er bemærkelsesværdigt, fordi man tidligere har troet, at materialer såsom siliciumcarbid, der eksisterede inden soldannelsen, var for skrøbelige til at kunne bestå efter at have været udsat for de ekstremt varme temperaturer, der opstår under en stjernes fødsel.
»Hvis man følger vores nuværende forståelse af solsystemers dannelse, burde presolære korn ikke overleve i det miljø, hvor den slags inklusioner (som Curious Marie, red.) formes,« fortæller Olga Pravdivtseva i pressemeddelelsen.
»Fundet tvinger os til at ændre vores syn på forholdene i den tidlige stjernetåge,« slutter Olga Pravdivtseva.
LÆS OGSÅ: Forskellige supernovaer gav stof til Solsystemet
LÆS OGSÅ: Dansk opdagelse giver vigtig ny viden om Solsystemets oprindelse
tkt

































