Ved at analysere optagelser lavet af rumteleskoperne Hubble og Spitzer mener astronomer, at de har fundet den hidtil fjerneste galakse i universet.
Galaksen ligger så langt fra Jorden, at dens lys har været undervejs i ca. 13,3 milliarder år. Vi ser derfor galaksen, som den så ud ca. 420 millioner år efter universets fødsel – big bang – der fandt sted for ca. 13,7 milliader år siden.
Galaksen, der har fået katalognavnet MACS0647-JD, er derfor en unik mulighed for at få større indblik i forholdene i det purunge univers.
Galaksehob forstærker lys
Det er dog ikke kun rumteleskoperne Hubble og Spitzer, der har gjort det muligt at opdage den fjerne galakse.
På vej til Jorden er lyset fra MACS0647-JD nemlig passeret gennem en stor samling af galakser – en såkaldt galaksehob. Tyngdekraften fra den store galaksehob har fokuseret og dermed forstærket lyset fra den fjerne galakse. Uden denne forstærkning ville MACS0647-JD slet ikke kunne ses.
Fjern galakse er meget mindre end vores
Observationerne peger på, at den fjerne galakse er meget mindre en vores galakse, Mælkevejen. Mens vores galakse er ca. 100.000 lysår i diameter, så vurderes MACS0647-JD højest at være ca. 600 lysår stor.
Astronomerne formoder, at små galakser som MACS0647-JD er de byggeklodser, der med tiden er smeltet sammen og blevet til store galakser som Mælkevejen.
Med den næste generation af rumteleskoper og jordbaserede teleskoper regner forskerne med at kunne studere mange flere af disse første galakser og derfor få afgørende indsigt i universets tidlige udvikling.
Video fra NASA, ESA og G. Bacon (STScI) viser galaksens placering: