Det ultraviolette lys fra Solen gør dig solbrændt, men faktisk hjælper lyset fra andre galakser også lidt med.
Det har en gruppe australske forskere regnet sig frem til på basis af data fra rumteleskoper.
»De fleste af fotonerne, der rammer os, stammer fra Solen – enten direkte, efter at være spredt på himlen eller reflekteret af støv i Solsystemet. Men vi bader også i stråling, der ikke stammer fra vores galakse, det såkaldte ekstragalaktiske baggrundslys,« siger professor Simon Driver i en pressemeddelelse fra The International Centre for Radio Astronomy Research, der stod bag undersøgelsen.
Forskerne undersøgte, hvor meget elektromagnetisk stråling med bølgelængder fra 0,15 mikrometer (ultraviolet) til 500 mikrometer (infrarødt), der når frem til Jorden fra kilder uden for vores egen galakse.
Det viste sig, at ti billiontedele af din solbrændthed kommer fra andre galakser; enten fra stjerner eller fra stof, der varmes op på vej ned i et sort hul.
Hvis du bevæger sig udenfor, bliver du ramt af cirka 10 milliarder fotoner ekstragalaktiske fotoner i sekundet. Det gælder både dag og nat.
Det lyder måske af meget, men det er det såmænd ikke. Faktisk rammes vi af en million gange så meget stråling fra big bang, den kosmiske baggrundsstråling. Og det er ingenting i forhold til de 1.000.000.000.000.000.000.000 fotoner, der rammer hver kvadratmeter af Jorden hvert sekund, når Solen skinner.
Astrofysikerne bag undersøgelsen var selvfølgelig ikke specielt interesserede i, hvor solbrændt man bliver af det ekstragalaktiske lys. Formålet med forskningen er blandt andet at estimere den samlede energiproduktion i det observerbare univers, hvilket kan være nyttigt i forhold til at skrive universets historie.
Forskningsresultatet er publiceret i tidsskriftet Astrophysical Journal, og den videnskabelige artikel er også tilgængelig på preprint-serveren ArXiv.
hb