I mere end 30 år har teleskoper kigget ud i universet i jagten på uopdagede exoplaneter – planeter, der kredser om en anden stjerne end Solen.
Nu kan NASA afsløre, at mandag den 21. marts blev exoplanet nummer 5.000, der altså svæver rundt uden for vores eget solsystem, bekræftet.
Det oplyser NASA i en pressemeddelelse.
Listen tæller alle de exoplaneter, der gennem tiden er blevet fremlagt i peer-reviewed videnskabelige artikler, og hvis eksistens er blevet bekræftet med brug af flere metoder og analytiske værktøjer.
Her finder vi blandt andet planeter, der minder om vores egen jordklode, gigantiske gasgiganter og bittesmå planeter, skriver NASA.
Der er stadig milliarder af uopdagede exoplaneter derude, og ifølge Alexander Wolszczan, hovedforfatter på det studie, der opdagede de første planeter uden for vores eget solsystem for 30 år siden, vil det kun blive nemmere at finde frem til dem.
En ny generation af teleskoper er nemlig klar til at rette linsen ud i universet – blandt andet James Webb-rumteleskopet, der for nylig blev sendt op.
Her bliver målet blandt andet at undersøge, om exoplaneterne måske gemmer på forhold, der kan være gunstige for liv.
»Efter min mening er det uundgåeligt, at vi finder en form for liv et eller andet sted – højst sandsynligt af en primitiv art,« siger Alexander Wolszczan, ifølge NASA, og tilføjer, at »påvisningen af selve livet kun er et spørgsmål om tid.«
rf