Der findes nogle galakser, som er på størrelse med Mælkevejen, men som slet ikke lyser lige så meget.
Det har fået astronomer og astrofysikere til at rive sig selv i håret. For hvordan kan en galakse, der kun har en tusindedel af de stjerner, som Mælkevejen har, være ligeså kæmpestor?
Det har forskere fra blandt andet Niels Bohr Instituttet nu fundet ud af i et nyt internationalt studie, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Galakser består af gas, mørkt stof og stjerner, og når der sker en voldsom stjerneeksplosion, altså en supernova, mens stjerner bliver dannet, så skubber det både til stjernerne og det mørke stof, så galaksen bliver udvidet.
\ Læs mere
»Ved at genskabe over 100 galakser har vi vist, at når der undervejs i stjernedannelsesprocessen samtidigt sker en masse stjerneeksplosioner, supernovaer, kan det bevirke, at både galaksens stjerner og det mørke stof, skubbes udad og får galaksens omfang til at ekspandere,« fortæller Arianna Di Cintio, ph.d. i astrofysik, Dark Cosmology Centre på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, som har ledet af forskningen, i pressemeddelelsen.
Galakserne, som forskerne kalder ultra-diffuse lyssvage galakser, lyser lige så lidt som dværggalakser, men er meget, meget større.
»Når der er et mindre antal stjerner på et udvidet område, betyder det, at galaksen bliver lyssvag og diffus og dermed svær at observere med teleskoper,« fortæller Arianna Di Cintio i pressemeddelelsen.
\ Læs mere
Stjerner er samlet i galakser, og astronomer mener, at galakserne vokser ved at danne nye stjerner og ved at støde ind i andre galakser. De største galakser, der findes i dag, har på den måde vokset sig store gennem hele universets historie.
Men de ultra-diffuse lyssvage galakser passer ikke helt ind i denne teori, fordi de indeholder langt færre stjerner.
»Det vil åbne et helt nyt vindue til galakse-dannelse – der kan være tusindvis af ultra-diffuse lyssvage galakser, der bare venter på at blive opdaget,« fortæller Arianna Di Cintio, ifølge pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Royal Astronomical Society.
agr
