Alt gik som smurt, da rumfærgen Atlantis i går kl. 16:28 dansk tid ankom til sit rejsemål: den Internationale Rumstation. Sammenkoblingen markerede afslutningen på en knapt to dage lang rejse, der startede med opsendelsen fra Kennedy Space Center i Florida i fredags, d. 14. maj.
Næsten to timer efter sammenkoblingen blev den sidste luge åbnet og Rumstationens besætning kunne byde de seks Atlantis-astronauter velkommen om bord.
Inden Atlantis blev koblet sammen med Rumstationen, gennemførte rumfærgen en manøvre, så folkene på Rumstationen kunne optage billeder af hele færgen. Disse billeder bruges til at vurdere, om der er opstået kritiske skader på Atlantis' varmeskjold.
Med gårsdagens succesfulde sammenkobling med Rumstationen kan NASA således med tilfredshed konstatere, at Atlantis' sidste rummission, der kaldes STS-132, indtil nu forløber helt efter bogen. Hovedformålet med missionen er at levere et russisk modul og reservedele til Rumstationen. Efter den vellykkede sammenkobling med Rumstationen er næste vigtige begivenhed den første rumvandring, der efter planen gennemføres i eftermiddag og i aften dansk tid.
Lavet i samarbejde med Tycho Brahe Planetarium

































